Spring til indholdet
Frederikssund
Skift kommune
KøbenhavnFrederikssundAlle kommuner

Besluttet 13. august, Fritid og Kultur, Frederikssund

Orientering om kulturhuse og kulturinstitutioners årsberetninger 2025

De brugerstyrede kommunale foreningshuse, samt kulturinstitutioner med samarbejdsaftale med Frederikssund Kommune, udarbejder årligt en årsberetning. De præsenteres her for Fritid og kultur til orientering.

Skoler og børnKultur og fritid

Kort fortalt

Forslaget
  • Tage orienteringen til efterretning.
Hvem
Fritid og Kultur, Frederikssund Kommune
Hvornår
Torsdag 13. august 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning. John Schmidt Andersen (V).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

• Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

I denne sag følger årsberetninger fra foreningerne, der driver Kulhuse Kultur og Medborgerhus, Slangerup Bio, Jægerspris Amatør Scene, Kulturhuset Elværket samt den selvejende institution Selsø Slot.
Der er udover vedlagte bilag indsendt årsregnskaber og andet materiale i henhold til samarbejdsaftalerne med de respektive foreninger. Materialet er gennemgået af administrationen.
Slangerup Bio
Slangerup Bio drives af en frivillig foreningen af samme navn. Biografen holder til i en kommunalt ejet bygning og skal i henhold til samarbejdsaftalen med kommunen indsende en række informationer årligt. Disse er indsendt rettidigt til administrationen.
Slangerup Bio har i 2025 haft over 8000 gæster. Biografen har også Skolebio, hvor 850 skoleelever har gæstet biografen samt Børnebiffen hvor over 500 børnehavebørn har deltaget. Biografen prioriterer fællesskab, frivillighed og inklusion med særlige tilbud til institutioner og sårbare grupper. Der er også afholdt koncerter, foredrag og events. Kunstudstillinger i foyeren og gratis kaffe til gæsterne bidrager til en varm og inkluderende atmosfære.
I 2025 har biografen, efter et byggetilsyn i 2024, prioriteret at en stor del af de gamle elinstallationer blev udskiftet, der blev udført murerarbejde, og rengøringen blev delvist overtaget af et professionelt rengøringsfirma, da det blev sværere at samle frivillige til opgaven.
Vedlagt som bilag er Formandens beretning fra Slangerup Bio.
Kulhuse Kultur- og Medborgerhus
Kulhuse Kultur- og Medborgerhus er et brugerdrevet kulturhus i en kommunalt ejet bygning. Huset er drevet Brugerrådet, som består af frivillige, der står for et bredt udvalg af faste aktiviteter som bogcafé, billard, håndarbejde, gymnastik og whist. Der arrangeres tre årlige markeder, som tiltrækker både lokale og sommerhusejere og styrker fællesskabet. Huset byder også på kulturelle tilbud som kunstudstillinger, foredrag og musik.
Der er i 2025 forbedret akustik med støtte fra A.P. Møller Fonden, Billardklubben og Bogcafeén. Petanquebanen har fået nyt grus, og huset bruges i dag af omkring 200 faste brugere fordelt på 14 aktiviteter samt mange eksterne arrangementer.
Vedlagt som bilag er Formandens beretning fra Årsmødet, som blev afholdt den 30. marts 2026.
Kulturhuset Elværket
Kulturhuset Elværket drives af den private forening Elværksforeningen. Kulturhuset Elværket har til huse i en kommunalt ejet bygning.
Elværket er en del af det forpligtende samarbejde med øvrige kulturinstitutioner i regi af Kulturfuglen.
Kulturhuset Elværkets besøgstal er i 2025 steget til lige godt 20.000 gæster, mod 18.196 i 2024, ligesom antallet af arrangementer er vokset fra 474 til 586. Heraf var 227 arrangementer åbne for offentligheden, mens 427 blev arrangeret af Elværksforeningens medlemmer.
Elværket oplyser desuden, at de har investeret i omfattende forbedringer, herunder nyt lyd-, lys- og AV-udstyr, nyt lærred og projektor, renovering af varmeanlægget samt udskiftning af belysning og køkkenudstyr.
Vedlagt som bilag er årsberetningen.
Jægerspris Amatør Scene (JAS)
JAS er en forening, hvis formål er at ”… danne ramme om aktivt arbejde med dramatisk kunst og med dette som grundlag at udøve teatervirksomhed og anden kulturel virksomhed for børn og voksne i Frederikssund Kommune.”
JAS ejer selv deres bygning og modtog i 2025 et tilskud på 206.313 kr. fra Frederikssund Kommune.
JAS oplyser, at 2025 var et særdeles succesfuldt år, både kunstnerisk og økonomisk, hvor foreningen producerede og viste seks forestillinger. De oplevede en stor stigning i publikum og solgte omkring 3.500 billetter, mod 3.000 billetter i 2024, og opnåede en billetomsætning på over 300.000 kr. Publikum tog godt imod forestillingerne, herunder Folk og Røvere i Kardemomme By, Karius & Baktus, Brødrene Løvehjerte og Kærlighed ved Første Hik.
JAS blev tildelt Årets Kulturstok til Blå Nat i Jægerspris for deres indsats med at skabe teateraktiviteter og gode fællesskaber for børn og unge i Frederikssund Kommune. Med prisen fulgte en anerkendelse på 5.000 kr.
Bestyrelsen fremhæver også, at der forberedes nødvendige investeringer i bygningens vedligeholdelse og renovering i de kommende år.
Vedlagt som bilag er årsberetningen
Herregårdsmuseet Selsø Slot
Herregårdsmuseet Selsø Slot er et kulturhistorisk museum, hvis hovedformål er at give adgang til den autentiske hovedbygning, der står som beboet frem til 1829. Med udgangspunkt i bygningen, som har tilhørt familien von Plessen siden 1721 og fremstår i barok og empire, formidles herregårdshistorie med fokus på stilhistorie, livet på en herregård og herregården i verden.
Herregårdsmuseet Selsø Slot drives af den Plessenske Selsø Fond, som i 2025 modtog et driftstilskud fra Frederikssund Kommune på 377.825 kr. samt et tilskud på 30.000 kr. fra Kulturpuljen.
Fonden er ansvarlig for museets åbningstider og aktiviteter samt for bygningens vedligehold. Af Fondens beretning fremgår det, at efter et par travle år med fundraising og store restaureringsprojektet kunne man i sæson 2024-2025 i højere grad rette blikket mod publikum og formidlingsaktiviteterne. Museet har i sensommeren 2025 oplevet flere besøg af skoleklasser, som har gratis adgang til museet. Museets besøgstal er steget til 8591 besøgende, hvoraf 1263 var børn.
Med udgangen af 2024 afsluttende Nationalparken samarbejdet med Selsø Slot, hvilket bevirker at museet er stærkt afhængigt af frivillige kræfter og eksterne midler.
Vedlagt som bilag er Den Plessenske Selsø Fonds følgebrev.

Inddragelse

Årsberetningerne er indhentet fra de brugerstyrede kulturhuse og kulturinstitutioner, som har en samarbejdsaftale med Frederikssund Kommune.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Taget til efterretning.
Fraværende:
John Schmidt Andersen (V)

Bilag

Kilde: Frederikssund Kommune, Fritid og Kultur, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 94. Læs den originale sag hos kommunen.