Besluttet 13. august, Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, Glostrup
Fremtidig finansiering af supercykelstisamarbejdet
Samarbejdet omkring supercykelstierne mangler finansiering fra 2027, da Region Hovedstaden har trukket sig ud af samarbejdet med udgangen af 2025, som følge af Sundhedsreformen. Der skal derfor findes en midlertidig løsning til en ny finansiering er på plads.
Trafik og cyklerÆldre og sundhed
Kort fortalt
- Forslaget
- Såfremt at udvalget ønsker en forhøjelse af Glostrup Kommunes bidrag til Supercykelstisekretariatet, så oversendes sagen til forhandlingerne om Budget 2027.
- Hvem
- Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, Glostrup Kommune
- Hvornår
- Torsdag 13. august 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen godkendt, idet en merbevilling i givet fald gøres betinget af, at der gennemføres besparelser i det fælles sekretariat eller realiseres anden finansiering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Med den politiske aftale om Sundhedsreform i efteråret 2024 bortfaldt regionernes lovhjemmel til at arbejde med de regionale udviklingsstrategier samt de midler, der er forbundet hertil. Ændringen trådte i kraft fra 2026.
Region Hovedstaden har siden samarbejdets begyndelse medfinansieret Supercykelstisamarbejdet i hovedstadsregionen, herunder Sekretariatet for Supercykelstier, med 3 mio. kr. årligt fra disse midler.
Supercykelstisamarbejdet i Region Hovedstaden og Region Sjælland varetages af Supercykelstisekretariatet, som sikrer en strategisk og koordineret tilgang til udviklingen af cykelområdet på tværs af kommunerne i de to regioner. Sekretariatet består i dag af fem medarbejdere og dækker de 27 kommuner, der deltager i samarbejdet.
Samarbejdet skaber værdi for kommunerne ved at samle cykelplanlægningsopgaver og ressourcer på tværs. Det sker bl.a. gennem rådgivning om infrastruktur, bistand til ansøgninger om statslige puljemidler samt ved at sikre rammerne for den løbende dialog kommunerne imellem. Den tværkommunale cykeltrafik udgøres primært af pendlerture og fritidsture. Disse ture udgør en betydelig andel af biltrafikken, og det er derfor en væsentlig opgave at overføre flere af dem til cykel.
Administrationen vurderer, at uden Supercykelstisekretariatet er der risiko for, at udviklingen af cykeltrafikken vil gå i stå. Der er store forskelle kommunerne imellem i forhold til tid, ressourcer og fokus på området. Gennem sekretariatet udlignes disse forskelle, idet kommunerne får adgang til faglig støtte, bistand til ansøgninger om statslige midler samt hjælp til koordinering på både fagligt og politisk niveau. administrationen anbefaler derfor fortsat opbakning til og deltagelse i det tværkommunale samarbejde i regi af Supercykelstisekretariatet.
De samlede udgifter til samarbejdet beløb sig i 2025 til godt 4,6 mio. kr., hvoraf Region Hovedstaden dækkede 3 mio. kr. og kommunerne dækkede de 1,6 mio. kr. Det svarer til, at hver kommune betaler 0,85 kr. pr. borger. Glostrup Kommune betalte 20.686 kr. i 2025.
I 2026 er der fundet en midlertidig løsning på den manglende finansiering fra Region Hovedstaden, hvor den nationale Cykelpulje 2026 medfinansierer samarbejdet med 2,3 mio. kr. Midlerne er betinget af, at kommunerne i samarbejdet bidrager med et tilsvarende beløb. Derfor er de 27 medlemskommuner blevet enige om, at kommunernes bidrag i 2026 hæves til ca. 1,20 kr. pr. borger for at opretholde samme budget på godt 4,6 mio. kr. For 2026 har Glostrup Kommune betalt 31.101 kr. Dette er en midlertidig løsning, der kun gælder i 2026. Fra 2027 og frem er der endnu ikke fundet en løsning på finansieringsudfordringen.
Mens der arbejdes på en langsigtet model for samarbejdet og finansiering er der behov for at finde en midlertidig løsning, der sikrer stabilitet for samarbejdet i en overgangsperiode, mens medlemskommunerne beslutter samarbejdets fremtidige fokus og ambitioner.
For at sikre stabilitet og fortsat drift af samarbejdet foreslår styregruppen for Supercykelstierne, at kommunernes medlemsbidrag i 2027 midlertidigt forhøjes til 2,41 kr. pr. borger. For Glostrup Kommune betyder det, at der i 2027 skal betale 62.320,35 kr. (beregnet ud fra antal borgere pr. 3. juni 2026).
Forhøjelsen skal sikre, at samarbejdet kan fortsætte uændret i overgangsperioden, samtidig med at der arbejdes med en langsigtet løsning. For kommunerne betyder det, at de i overgangsperioden fortsat har adgang til effektiv planlægning og anlæg af cykelinfrastruktur gennem specialiseret rådgivning og erfaringsudveksling, får hjælp til at tiltrække statslig medfinansiering til anlæg af nye supercykelstier, faglig sparring og adgang til fælles data og dokumentation samt hjælp til formidling af effektresultater til brug i planlægning, beslutninger og kommunikation.
Af Bilag 1 fremgår de kommuner, som på nuværende tidspunkt har meldt tilsagn ud om, at de kan hæve deres bidrag for 2027 til 2,4 kr. pr. borger.
Der arbejdes parallelt på at identificere andre finansieringskilder, som kan indgå i en fremtidig finansieringsmodel og reducere niveauet for kommunal finansiering. Sammen med rammerne for den langsigtede plan for Supercykelstisamarbejdet forventes finansieringsmodellen for samarbejdet at være klar til at relancere samarbejdet i forbindelse med budgetforhandlinger for budget 2028.
Man kan påpege, at der ikke er afsat midler til, at kommunerne skal dække de udgifter, som nu er bortfaldet fra Region Hovedstaden, og at finansiering af supercykelstisamarbejdet derfor kan vurderes som en opgave, der ikke skal løses fremover. Konsekvensen kan så være, at der er opgaver i sekretariatet, der skal udskydes, til anden finansiering er fundet. Det er dog ikke undersøgt om der kan foretages besparelser i den opgavevaretagelse, som det nuværende supercykelstisekretariat varetager.
Supercykelstisekretariatet arbejder i øjeblikket sammen med kommunerne og Hovedstadens Letbane om en indvielse af den kommende supercykelsti på Ring 3 – Ring 3 ruten. Det planlægges, at åbningen af supercykelstien skal ske samtidigt med åbningen af hele letbanestrækningen i august 2026. Der arbejdes også med et event kun for supercykelstien i september. Derfor ses der i øjeblikket på hvilken skiltning, der skal sættes op, og hvor der skal stå fodhvilere på strækningen.
Økonomi
Hvis det besluttes at øge bidraget til Supercykelstierne, vil udgifterne stige fra 31.100 kr. til ca. 62.500 kr. i 2027.
Indstilling
Center for Miljø og Teknik indstiller:
• at såfremt at udvalget ønsker en forhøjelse af Glostrup Kommunes bidrag til Supercykelstisekretariatet, så oversendes sagen til forhandlingerne om Budget 2027.
Beslutning
Indstillingen godkendt, idet en merbevilling i givet fald gøres betinget af, at der gennemføres besparelser i det fælles sekretariat eller realiseres anden finansiering.
Flemming Ørhem (O) stemmer imod .
Bilag
Kilde: Glostrup Kommune, Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.