Spring til indholdet
Glostrup
Skift kommune
KøbenhavnGlostrupAlle kommuner

Besluttet 19. august, Økonomiudvalget, Glostrup

Orientering om status på arbejdet med sundhedsreformen

Med den sag gives status på implementeringen af sundhedsreformen.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Glostrup Kommune
Hvornår
Onsdag 19. august 2026
Status
Besluttet. Til orientering. Torben Martinsen, Selim Baran, Dan Kornbek Christiansen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sundhedsreformen indebærer en omfattende omstilling af det nære sundhedsvæsen. I 2026 forberedes etableringen af de nye sundhedsråd, som træder i kraft den 1. januar 2027. Glostrup Kommune indgår i Sundhedsråd Amager og Vestegnen.

Med denne sag orienteres om de væsentligste beslutninger og aktiviteter i det forberedende sundhedsråd, herunder godkendelse af delingsaftaler, etablering af regionale sundheds- og omsorgspladser og akut-sygepleje samt det kommende arbejde med nærsundhedsplanen. Der orienteres desuden om de områder, som forventes at få betydning for kommunens opgaveløsning og borgernes møde med sundhedsvæsenet. I bilag 1 orienteres om den fremadrettede organisering og understøttelse af arbejdet.

Status på etableringen af Sundhedsråd Amager og Vestegnen
Som led i sundhedsreformen etableres der pr. 1. januar 2027 17 sundhedsråd som stående udvalg under de fire regioner med både kommunale og regionale medlemmer. Glostrup Kommune er repræsenteret af udvalgsformanden i Sundhedsråd Amager og Vestegnen i den nye region Østdanmark.

Sundhedsrådene får ansvar for udviklingen af det nære sundhedsvæsen, herunder planlægning af lokale sundhedstilbud, sygehusdrift, almen praksis samt de sundhedsopgaver, der overgår fra kommunerne til regionerne.

2026 er et forberedelsesår, hvor de politiske og organisatoriske rammer etableres. Det sker i det forberedende sundhedsråd, som har 10 møder i 2026. Sundhedsrådet har i første halvår arbejdet med at opbygge et fælles vidensgrundlag om befolkningens sundhedstilstand, de økonomiske rammer og de kommende opgaver. Medlemmerne er blandt andet blevet introduceret til sundhedsprofilen, kommunal og regional økonomi samt centrale temaer, som fx børn og unges trivsel og psykisk sygdom.

Væsentlige beslutninger i første halvår af 2026

Forretningsorden
Det forberedende sundhedsråd har godkendt en forretningsorden, som fastlægger rammerne for rådets arbejde. Forretningsordenen beskriver blandt andet, at alle medlemmer har mulighed for at få sager optaget på dagsordenen, anvendelse af faglige oplæg samt regler om lukkede møder og tavshedspligt. Herudover indeholder den en standsningsret, som giver formanden eller mindst en tredjedel af de regionale medlemmer mulighed for at forelægge en beslutning for regionsrådet, inden den kan gennemføres.

Delingsaftaler
Delingsaftalerne var alle endeligt godkendt den 26. juni 2026 og beskriver overdragelsen af opgaver fra kommunerne til Region Østdanmark.

I Sundhedsråd Amager og Vestegnen omfatter det:

• sundheds- og omsorgspladser (70 % af de nuværende midlertidige pladser)

• akutsygepleje

• specialiseret rehabilitering

• dele af den avancerede genoptræning.

Driftsansvaret for den patientrettede forebyggelse forbliver hos kommunerne, mens myndigheds- og finansieringsansvaret overgår til regionen. Der er indgået horisontale samarbejdsaftaler mellem den enkelte kommune og regionen.

Placering af sundheds- og omsorgspladser og akut-sygepleje
For at sikre en stabil overgang pr. 1. januar 2027 er det besluttet, at de regionale sundheds- og omsorgspladser placeres på følgende lokationer:

• Hvidovre (Midlertidig Døgnrehabilitering Svendebjerghave): 34 pladser

• Brøndby (Ældrecentret Nygårds Plads): 25 pladser

• Tårnby (Rehabiliteringscenter): 24 pladser

• Høje-Taastrup (Torstorp Plejehjem): 19 pladser

• Hvidovre Hospital: 36 pladser

Akut-sygeplejen vil blive placeret i tilknytning til placeringerne for sundheds- og omsorgspladserne på de tre følgende lokationer; Høje-Taastrup (Torstorp Plejehjem), Tårnby (Rehabiliteringscenter) og Hvidovre (Midlertidig Døgnrehabilitering Svendebjerghave).

Der planlægges en regional ønskeproces for de medarbejdere, der overgår til regionen, vedrørende deres fremtidige tilhørsforhold.

Da flere af løsningerne er midlertidige, har sundhedsrådet besluttet at udarbejde en langsigtet plan for den fremtidige placering, kapacitet og udvikling af sundheds- og omsorgspladserne.

Kommende væsentlige beslutninger for Sundhedsråd Amager og Vestegnen

Nærsundhedsplan
En af sundhedsrådets vigtigste opgaver er udarbejdelsen af en nærsundhedsplan, som skal være politisk godkendt senest den 1. april 2027.

Nærsundhedsplanen er en langsigtet strategisk plan for udviklingen af det nære sundhedsvæsen, som omsætter den nationale sundhedsplan til lokale prioriteringer og tiltag. Nærsundhedsplanen har ligesom den nationale sundhedsplan et sigte på 8-10 år, men forventes løbende opdateret – som udgangspunkt hvert fjerde år. Nærsundhedsplanen skal blandt andet:

• skabe et mere lige og sammenhængende sundhedsvæsen

• bringe behandling og pleje tættere på borgerne

• styrke sammenhængen i borger- og patientforløb

• prioritere indsatser ud fra befolkningens samlede behov.

Planen vil tage afsæt i Sundhedsprofil 2025, som viser, at borgerne i Sundhedsråd Amager og Vestegnen generelt har dårligere sundhed end gennemsnittet i Region Hovedstaden. Samtidig er der betydelige forskelle mellem kommunerne, hvilket understreger behovet for lokale prioriteringer.

Investeringsmidler
Sundhedsrådet får ansvar for at prioritere regionale og kommunale investeringsmidler til udvikling af det nære sundhedsvæsen. Det forventes, at de første beslutninger om midler for 2027 træffes i efteråret 2026.

Indstilling

Center for Sundhed og Velfærd indstiller:

Til orientering.

Behandling i Social-, Sundheds- og Seniorudvalget 12. august 2026

Til orientering.

Beslutning

Til orientering.

Fraværende:
Torben Martinsen, Selim Baran,
Dan Kornbek Christiansen

Bilag

Kilde: Glostrup Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.