Spring til indholdet
Glostrup
Skift kommune
KøbenhavnGlostrupAlle kommuner

Besluttet 9. september, Økonomiudvalget, Glostrup

AI-storskalaprojekt på beskæftigelsesområdet

Glostrup Kommune har fået mulighed for at indgå i et samarbejde med andre kommuner om at udrulle AI-understøttet dokumentation på beskæftigelsesområdet.

Erhverv og job

Kort fortalt

Forslaget
  • Glostrup Kommunes deltagelse i projektet godkendes, idet der ved den kommende budgetopfølgning ansøges om budgetneutral bruttobevilling på i alt 350.000 kr. i 2026-2027 for de tildelte projektmidler
  • Det godkendes, at Glostrup Kommune medfinansierer 350.000 kr. til projektet.
Hvem
Økonomiudvalget, Glostrup Kommune
Hvornår
Onsdag 9. september 2026
Status
Besluttet. Indstillingerne 1 og 2 godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Regeringen, KL og Danske Regioner har i regi af den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens indgået en aftale i december 2025 om udrulning af storskalaprojekter med kunstig intelligens, som skal styrke opgaveløsningen, forbedre mødet med det offentlige og frigive tid i den offentlige sektor. Der igangsættes på den baggrund tre storskalaprojekter i 2026 omhandlende ”automatiseret dokumentation”, ”digitale assistenter og beslutningsstøtte til medarbejdere” samt ”digitale assistenter til borgere og virksomheder”. Der er afsat 266,7 mio. kr. til storskalaprojekterne, der finansieres i fællesskab mellem staten, kommunerne og regionerne.

Storskalaprojektet om ”automatiseret dokumentation” skal bidrage til bred skalering af AI-understøttet dokumentation, hvor bl.a. tale-til-tekst-teknologi skal hjælpe offentligt ansatte med at læse journaler og skrive referater af møder. Projektet udrulles i første omgang på beskæftigelsesområdet i kommunerne, hvor beskæftigelsesreformen fra april 2025 indeholder en hjemmel til at bruge kunstig intelligens til at understøtte sagsgangene i indsatsen.

Glostrup Kommune (CBA) kan deltage i skaleringsprojektet via et 1½-årigt forløb i 2026-2027 koordineret af KL, hvor kommunerne får mulighed for at gå sammen om at udbrede og forankre AI-understøttet dokumentation af samtaler med borgere i beskæftigelsesindsatsen.

Deltagende kommuner inddeles i klynger, som drives af en erfaren kommune med stærke kompetencer i at tage teknologien i brug, forankre den i organisationen og opnå gevinsterne – en skaleringsleder. Gennem konkret sparring og vidensdeling hjælper skaleringslederen de øvrige kommuner med at lykkes. Sideløbende vil KL igangsætte et arbejde med at bistå kommunerne med afklaring af juridiske spørgsmål ved brug af AI-værktøjer.

Glostrup vil indgå i forløbet som skaleringsdeltager, hvilket indebærer aktiv deltagelse i samarbejde og erfaringsudveksling med de øvrige deltagerkommuner, samt en forpligtelse til at implementere den udarbejdede AI-løsning. Det forventes, at hver skaleringsdeltager vil modtage omkring 350.000 kr. til projektledelse, licenser, m.v. Der er krav om, at kommunerne medfinansierer samme beløb, som de modtager i form af f.eks. lønudgifter eller licenskøb.

64 kommuner deltager i samarbejdet, som opstartes med en kick-off-dag den 20. aug. 2026. Skaleringsleder i Glostrups klynge er Solrød Kommune, og de øvrige kommuner er Albertslund, Brøndby, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Rødovre.

CBA forventer, at AI-understøttet dokumentation af samtaler vil kunne medføre mere ensartet og effektiv dokumentation og frigive tid til bl.a. mere nærvær i samtalen med borgeren. Projektet er også en mulighed for at videreudvikle Glostrup Kommunes egne retningslinjer og vejledninger mv. omkring AI.

Økonomi

Det foreslås, at der, jf. Regler om Økonomistyring, oprettes en budgetneutral bruttobevilling på i alt 350.000 kr. fordelt på årene 2026-2027 ved den førstkommende politiske budgetopfølgning, som indeholder indtægtsbudget og tilsvarende udgiftsbudget i forhold til det bevilligede beløb til projektet. Modtagelsen af projektmidlerne har således ingen konsekvenser for kommunens serviceramme eller kassebeholdning. Glostrup Kommunes medfinansiering til projektet afholdes inden for CBA’s eksisterende budget til administration på Økonomiudvalgets ramme.

Indstilling

Center for Borger og Arbejdsmarked indstiller:

• at Glostrup Kommunes deltagelse i projektet godkendes, idet der ved den kommende budgetopfølgning ansøges om budgetneutral bruttobevilling på i alt 350.000 kr. i 2026-2027 for de tildelte projektmidler

• at det godkendes, at Glostrup Kommune medfinansierer 350.000 kr. til projektet.

Behandling i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget 1. september 2026

• Indstillingen anbefales godkendt

• Indstillingen anbefales godkendt.

Beslutning

Indstillingerne 1 og 2 godkendt.

Kilde: Glostrup Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 9. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.