Besluttet 1. oktober, Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, Glostrup
Hvissingevej 100, igangværende miljø- og byggesager
Udvalget orienteres om opdateret status for igangværende miljø- og byggesager på adressen Hvissingevej 100 (HCS-grunden)
Kort fortalt
- Hvem
- Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, Glostrup Kommune
- Hvornår
- Torsdag 1. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Til orientering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
På baggrund af omfattende aktivitet på Hvissingevej 100 (HCS-grunden) gives nedenfor en summarisk opdateret beskrivelse af de igangværende miljø- og byggesager på adressen.
Miljøgodkendelse:
Miljøgodkendelsen for HCS´s Genbrugsplads er nu mere end 8 år gammel. Når en miljøgodkendelse runder de 8 år, har kommunen mulighed for at revidere den eksisterende miljøgodkendelse. For at sikre at miljøgodkendelsen fortsat er tidssvarende og dækkende for de aktuelle driftsforhold, har administrationen meddelt HCS, at Glostrup Kommune ønsker at revidere den eksisterende miljøgodkendelse. HCS har fremsendt ansøgning om revision af miljøgodkendelsen den 30. april 2026 herunder en ny støjberegning. Efter spørgsmål fra administrationen har HCS den 24. juni 2026 fremsendt supplerende oplysninger. På et møde med virksomheden den 13. august 2026 blev det fra Glostrup Kommunes side efterspurgt, at virksomheden skulle fremsende en VVM screening. I screeningen skal den ansøgte udvidelse af oplagsmængderne beskrives, herunder de afledte miljøpåvirkninger. Dette omfatter blandt andet en vurdering af de trafikmæssige konsekvenser som følge af den forøgede aktivitet i virksomheden. Udkast til revideret miljøgodkendelse vil blive forelagt udvalget, hvorefter der kan træffes endelig beslutning. Dette vil sandsynligvis ske ultimo 2026 eller primo 2027.
Spildevand:
Glostrup Kommune har stillet krav om nye spildevandsprøver fra HCS’s vaskeanlæg, jordoplagsplads og genbrugsplads. Der er udtaget spildevandsprøver fra vaskehallen den 7. september 2026. Analyseresultaterne foreligger endnu ikke. Olieudskillerne fra jordoplagsplads og genbrugsplads er blevet efterset. Spildevandsprøver fra oplags- og genbrugsplads udtages i forbindelse med forventet efterårsnedbør om ca. 2 måneder. Administrationen har varslet, at Glostrup Kommune ønsker at revidere tilslutningstilladelserne i virksomheden, da Miljøstyrelsen har udsendt en ny spildevandsvejledning med nye skærpede grænseværdier for miljøfremmede stoffer.
Støvprøver:
I første halvår af 2026 blev der taget omfattende støvprøver i området. En støvmålerstation var placeret på Vældegårdsvej mellem HCS og boligerne i HCS´s umiddelbare nærhed. Resultatet af støvmålingerne kendes endnu ikke, men vil blive præsenteret for MTEU, når de foreligger.
Byggesager:
HCS har ansøgt om støjvæg ud mod Vældegårdsvej. Administrationen har bedt om supplerende oplysninger. En byggetilladelse kan ikke meddeles, før der er meddelt §8 tilladelse.
HCS har ansøgt Glostrup Kommune om mulig indretning af overnatningsfaciliteter for chauffører. Glostrup Kommune har meddelt afslag til HCS, da lokalplanens anvendelsesbestemmelser ikke giver mulighed for overnatning på grunden (med enkelte undtagelser).
Der er den 3. september 2026 givet byggetilladelse til etablering af 2 pulptanke på HCS-grundens sydlige del. På baggrund af den særlige opmærksomhed omkring disse pulptanke er indhentet en ekstern juridisk vurdering ift. de rejste spørgsmål, vedhæftet som bilag.
§ 8 tilladelser:
Region Hovedstaden skal høres i forbindelse med §8-tilladelser, og deres høringssvar er bindende for den endelige afgørelse.
Hele ejendommen er kortlagt som forurenet i henhold til jordforureningsloven. Derfor skal der, såfremt der udføres jordarbejde, ansøges om tilladelse i henhold til §8 i jordforureningsloven (en såkaldt §8 tilladelse). Følgende §8 tilladelser har HCS ansøgt om, men endnu ikke fået:
• Ny personale P-plads.
• Ny støjvæg ud mod Vældegårdsvej.
Olietanke:
HCS har tidligere fremsendt oplysninger om eksisterende og nedlagte olietanke. Enkelte indendørs tanke forventes udskiftet snarest, da de har overskredet sløjfningstermin. Administrationen er løbende opmærksom på status.
Økonomi
Ingen økonomiske konsekvenser i sagen.
Indstilling
Center for Miljø og Teknik indstiller:
Til orientering.
Beslutning
Til orientering.
Bilag
Kilde: Glostrup Kommune, Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, referat fra mødet torsdag 1. oktober 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.