Besluttet 1. oktober, Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, Glostrup
Endelig vedtagelse af Lokalplan GL60.1 for P-hus ved Engtoftevej
Lokalplan GL60.1 for P-hus ved Engtoftevej fremlægges til kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse.
Kort fortalt
- Forslaget
- Lokalplan GL60.1 for p-hus ved Engtoftevej vedtages endeligt med ovenstående foreslåede ændringer.
- Hvem
- Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, Glostrup Kommune
- Hvornår
- Torsdag 1. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen anbefales godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen besluttede den 24. juni 2026 at udsende forslag til Lokalplan GL60.1 for P-hus ved Engtoftevej i offentlig høring.
Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges et p-hus i 4 etager med tagfladen ligeledes indrettet til parkering. Da der samtidig er mulighed for at udføre delvis nedgravet parkering, vil der kunne være op til 6 lag parkering i konstruktion.
Lokalplanen udlægger et byggefelt til et parkeringshus i den østlige side af området med de højeste bygningsdele placeret ud mod Søndre Ringvej.
Lokalplanen fastlægger en række krav til udtryk og detaljering af facader i parkeringshuset, så der opnås et varieret og attraktivt bygningsudtryk, der kan mildne det ellers sædvanligvis meget tekniske udtryk af et p-hus.
Lokalplanen sikrer mulighed for at lokalplanområdets vestlige del ud mod Christiansvej kan anvendes til fællesfunktioner i form af rekreative funktioner, cykelparkering, ophold eller lignende.
Lokalplanen fastlægger herudover krav til beplantning omkring p-huset, ligesom der stilles krav om at p-husets facader skal begrønnes med klatrende planter.
Det er lokalplanens formål:
• at give mulighed for etablering af et parkeringshus i indtil 4 etagers højde
• at fastlægge krav til bebyggelsens udtryk, så der gennem facadedetaljering skabes et levende, varieret og attraktivt bygningsudtryk
• at sikre mulighed for etablering af fællesfunktioner og rekreative funktioner i konstruktionen eller på arealerne omkring p-huset
• at fastlægge krav til beplantning omkring og begrønning af selve p-huset.
Forslaget har været i høring fra den 26. juni 2026 til den 4. september 2026.
I høringsperioden er der modtaget 7 indsigelser til lokalplanen. Indsigelserne er vurderet og kommenteret i det vedhæftede indsigelsesskema. Indsigelserne går primært på trafik-, skygge- og indbliksforhold.
De fleste indsigelser kommer fra Birkegaarden. Bekymringen går her særligt på indblik, støj- og belysningsgener i forhold til de eksisterende boliger. Der er ligeledes bekymring for om et nyt parkeringshus vil dominere udsigten fra de eksisterende boliger.
På baggrund af de modtagne indsigelser foreslås følgende ændringer til Lokalplan GL60.1:
• Tilføjelse af bestemmelse om at den nordlige facade skal udføres sådan at den blokerer visuelt for udsyn og lyspåvirkninger mod Birkegaarden.
• Tilføjelse af skyggediagram, der viser skyggepåvirkning af Birkegaarden i vinterhalvåret samt vurdering af skyggerne.
• Tilføjelse af illustration af parkeringshuset set fra Birkegaardens stueetagevinduer orienteret mod syd samt vurdering af den visuelle påvirkning.
• Tilføjelse af oplysning om de vejledende støjgrænser for p-huse/erhverv i boligområder
Der er herudover foretaget ændringer i facadeillustrationerne i lokalplanen, da det har vist sig at facadens træelementer vil skulle reduceres i omfang grundet hensyn til brandsikkerhed. Illustrationerne er tilpasset dette.
Lokalplan GL60.1 har været i offentlig høring sammen med en miljøvurdering af lokalplanen. Der er ikke modtaget bemærkninger til den udførte miljøvurdering.
Ifølge miljøvurderingsloven skal der i forbindelse med endelig vedtagelse af en miljøvurderet plan udarbejdes en sammenfattende redegørelse for den udførte miljøvurdering. Denne sammenfattende redegørelse beskriver miljøvurderingens betydning for den udførte planlægning. Den sammenfattende redegørelse er vedlagt og skal jf. Miljøvurderingsloven ligeledes offentliggøres sammen med den endeligt vedtagne lokalplan. Den sammenfattende redegørelse er indarbejdet i lokalplanens redegørelse. Den endelige miljøvurdering vedlægges til orientering.
Lokalplan GL60.1 er vedhæftet i endelig udgave.
I forbindelse med høringen af lokalplanen er der modtaget spørgsmål til konkret drift af p-huset, herunder betaling for beboerlicenser. Driftsforhold i p-huset reguleres ikke gennem lokalplanen, men vil blive fastlagt i en driftsaftale mellem Glostrup Kommune og Thylander A/S, som opfører p-huset. Driftsaftalen kan forventes fremlagt til politisk behandling på møderne i december 2026.
Økonomi
Sagen har i sig selv ikke bevillingsmæssige konsekvenser.
Indstilling
Center for Miljø og Teknik indstiller:
• at Lokalplan GL60.1 for p-hus ved Engtoftevej vedtages endeligt med ovenstående foreslåede ændringer.
Beslutning
Indstillingen anbefales godkendt.
Bilag
- Samlede indsigelser til GL60.1 - Bilag til MTEU 011026.PDF
- Indsigelsesskema - Lokalplan GL60.1 - Bilag til MTEU 011026.PDF
- Lokalplan GL60.1 - for et p-hus ved Engtoftevej - vedtaget - bilag til MTEU.PDF
- Sammenfattende redegørelse MV - GL60.1 - bilag til MTEU.PDF
- Miljørapport - GL60.1 - Endelig - bilag til MTEU.PDF
Kilde: Glostrup Kommune, Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget, referat fra mødet torsdag 1. oktober 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.