Spring til indholdet
Glostrup
Skift kommune
KøbenhavnGlostrupAlle kommuner

Besluttet 21. oktober, Kommunalbestyrelsen, Glostrup

Opfølgning på befolkningsprognosen 2026-2036

Kommunalbestyrelsen orienteres om resultatet af opfølgningen på Befolkningsprognose 2026-2036, der ligger til grund for arbejdet med budget 2027-2030.

Budget og økonomi

Kort fortalt

Hvem
Kommunalbestyrelsen, Glostrup Kommune
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
Besluttet. Til orientering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 29. april 2026 (punkt 17) Befolkningsprognose 2026-2036, der bl.a. danner grundlag for arbejdet med Budget 2027-2030. Denne sag er første opfølgning på befolkningsprognosen, mens anden opfølgning vil indgå i fremlæggelsen af befolkningsprognose 2027-2037 i foråret 2027.

Folketallet pr. 1. august 2026 er 26.190 borgere, hvilket er en stigning på 357 borgere siden 1. januar 2026. Befolkningsprognosen forudsætter et folketal pr. 1. januar 2027 på 26.357 borgere, dvs. en stigning på 524 borgere i løbet af 2026. Der mangler dermed 167 borgere i årets sidste fem måneder, hvis befolkningsprognosens folketal 1. januar 2027 skal realiseres.

I bilag 1 fremgår en opfølgning på Befolkningsprognose 2026-2036 fordelt på aldersgrupper og en grafisk fremstilling af udviklingen i de enkelte aldersgrupper. Folketallet er steget i alle aldersgrupper bortset fra 0-årige og 67-79-årige. For 17-24-årige er folketallet pr. 1. august 2026 højere end det forventede folketal 1. januar 2027, og for 67-79-årige ligger det på niveau hermed, mens det for de øvrige aldersgrupper ligger under. Forskellen er størst for 25-66-årige, hvor folketallet pr. 1. august 2026 er 148 borgere lavere end det forventede folketal 1. januar 2027.

I bilag 2 er nogle af befolkningsprognosens enkeltelementer udspecificeret. Det fremgår, at der i årets første syv måneder er tilflyttet netto 232 borgere fra andre kommuner, hvilket er flere end de 154 borgere, som befolkningsprognosen forudsætter for hele 2026. Omvendt er der indvandret netto 89 borgere fra andre lande, hvilket er væsentligt færre end de 302 borgere, som befolkningsprognosen forudsætter for hele 2026. Antallet af fødsler ligger lidt højere end ventet, mens antallet af dødsfald ligger på niveau med det ventede.

Både flytte- og vandringsbalancen afhænger i høj grad af antallet af ledige boliger og dermed af kommunens boligbyggeprogram. Befolkningsprognosen forudsætter indflytning i 186 nye boliger i 2026, og pr. 31. august 2026 er der sket indflytning i 152 af disse, herunder alle boligerne i det største projekt, Diget. De resterende boliger vedrører især Skovstoppet (Glostrup Nord), som endnu ikke er klarmeldt. Om befolkningsprognosens folketal pr. 1. januar 2027 realiseres, afhænger især af, om og i hvilket omfang der sker indflytning på Skovstoppet inden årsskiftet.

Administrationen følger løbende op på befolkningsudviklingen, bl.a. med henblik på at kvalificere næste års befolkningsprognose. Tallene fra juli og august 2026 indikerer, at den samlede befolkningstilgang i 2026 bliver på niveau med eller lidt lavere end forudsat i Befolkningsprognose 2026-2036. Det vurderes samtidig usandsynligt, at folketallet 1. januar 2027 bliver væsentligt højere end forudsat.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv. Ændringer i folketallet påvirker økonomien i Glostrup Kommune på mange måder, men disse afledte effekter vil indgå i de løbende budgetopfølgninger og i det kommende års budget. På nuværende tidspunkt findes ikke anledning til justering af økonomien. Vurderingen af folketallet pr. 1. januar 2027 er desuden indgået i grundlaget for valget mellem statsgaranti og selvbudgettering af kommunens indtægter i budget 2027.

Indstilling

Center for Organisation og Styring indstiller:

Til orientering.

Behandling i Økonomiudvalget 8. oktober 2026

Til orientering.

Beslutning

Til orientering.

Bilag

Kilde: Glostrup Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.