Spring til indholdet
Glostrup
Skift kommune
KøbenhavnGlostrupAlle kommuner

Behandlet 3. november, Kultur- og Fritidsudvalget, Glostrup

Fordeling af tilskud fra Puljen til Frivilligt Socialt Arbejde 2027

Kultur- og Fritidsudvalget skal i denne sag fordele tilskud fra Puljen til Frivilligt Socialt Arbejde 2027 efter serviceloven §18, herunder Barnets Lov §17 og Ældreloven §7.

Ældre og sundhedDet sociale

Kort fortalt

Hvem
Kultur- og Fritidsudvalget, Glostrup Kommune
Hvornår
Tirsdag 3. november 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Der er i alt afsat 367.444,33 kr. til Puljen for Frivilligt Socialt Arbejde i 2027, som kan bevilges til ansøgerne (se uddybning i økonomiafsnittet). Ansøgerne har tilsammen søgt om tilskud på 714.695,22 kr. fordelt på etårige og flerårige bevillinger. Administrationen har gennemgået alle ansøgningerne og frasorteret de budgetposter, som puljen ikke giver tilskud til.

Med disse korrektioner søges der samlet om tilskud på 530.896,79 kr. Der er således 163.452,46 kr. til forskel mellem det beløb, der er ansøgt, og puljens størrelse. Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, hvordan puljen skal fordeles.

Fordeling af tilskud i 2027

Administrationen vurderer, at alle 30 ansøgninger opfylder kriterierne for at opnå tilskud, idet støtten søges til det frivillige sociale arbejde, hvor den frivillige indsats er kernen i aktiviteterne.

- Vedhæftet som Bilag 1 er en samlet oversigt over de 30 ansøgninger, hvoraf det fremgår, hvilken type bevilling ansøgerne har søgt.

- Bilag 1 indeholder også et resume af alle ansøgningerne. Af bilaget fremgår administrationens vurdering af hver ansøger ud fra en vurdering af, om ansøgningen lever op til puljens kriterier.

Undtagelser skal tilvælges

Ifølge kriterierne til § 18 kan der undtagelsesvis gives tilskud til fx transport, forplejning, administration mv., hvis dette udgør en væsentlig del af formålet. Administrationen har som udgangspunkt fratrukket disse poster i det korrigerede budget. Der kan politisk besluttes at støtte disse formål, idet posterne så kan vælges til (se budgetposterne for de enkelte ansøgninger i Bilag 1)

Flerårige bevillinger

Puljen har i år modtaget 6 ansøgninger til flerårige bevillinger. Ifølge kriterierne skal flerårige bevillinger gives i særlige tilfælde, hvor projekterne er af en sådan karakter, at kommunen kan se en værdi i at støtte det over en længere årrække. Administrationen vurderer, at de 6 ansøgninger ikke har en karakter, som nødvendiggør flerårige bevillinger.

Det drejer sig om følgende ansøgninger:

- Brohusklubben for ældre døve

- Børns Voksenvenner

- Dansk Folkehjælp

- Ligeværd Storkøbenhavn

- SAND Hovedstaden

- Seniorklubben Ejby

Ansøgninger om partnerskab

Herudover er der ansøgt om partnerskab fra Røde Kors. Et partnerskab er kendetegnet ved:

• en omfattende indsats (minimum tre indsatser)

• en gensidig forpligtigelse om samarbejde fra ansøger og kommune.

• Bevillingen gives som et samlet beløb, som foreningen kan forvalte over.

Glostrup Kommune har gennem en årrække haft et partnerskab med Røde Kors. Røde Kors ansøger igen for 2027 om et 1-årigt partnerskab. Administrationen oplever partnerskabet som velfungerende og vurderer, at omfanget og alsidigheden i indsatserne i Røde Kors gør, at det er hensigtsmæssigt at bevare status som partnerskab. Røde Kors tilbyder syv forskellige indsatser til en bred målgruppe (ældre, udsatte børn og unge, etniske minoriteter, familier m.v.).

Kriterier, som skal indgå i vurderingen

Kommunens kriterier for Puljen til Frivilligt Socialt Arbejde er vedhæftet. Ifølge kriterierne skal følgende fire punkter indgå i vurderingen af og prioriteringen mellem ansøgerne.

1. Høj grad af lokal forankring.

Det er forskelligt om ansøgerne har lokale afdelinger eller ej. Nogle tilbud er for en snæver målgruppe (fx døve, blinde mv.), hvorfor det giver mening at samle målgruppen på tværs af kommunegrænser.

2. Værdien for socialt udsatte borgere i Glostrup Kommune

Det vurderes, at alle ansøgere tilbyder aktiviteter, der har social værdi for en gruppe af udsatte Glostrupborgere. Politisk kan man vælge, i hvor høj grad tilskud skal gives til egentlige aktiviteter for/med borgere, og i hvor høj grad der er behov for at støtte foreningernes understøttende arbejde, fx markedsføring, transport, materialer mv. Yderligere kan det tages i betragtning, om foreningerne søger til enkeltstående aktiviteter eller løbende indsatser med henblik på værdien for borgerne. Regionale og landsdækkende organisationer/foreninger skal tydeliggøre, hvorledes aktiviteterne er særligt målrettet kommunens borgere.

3. Supplement til eksisterende indsatser for at sikre et bredt tilbud til borgerne.

Det vurderes, at alle ansøgninger udgør et relevant supplement til eksisterende tilbud til borgerne i Glostrup kommune. Dog er der en enkelt ansøgning, hvor der allerede findes lokale kommunalt forankrede tilbud. Det drejer sig om foreningen Fri af Misbrug.

4. Understøttelse af lokale politikker og strategier - fx Kultur- og Fritidspolitik eller Sundhedspolitik.

Det vurderes, at ansøgningerne har relevans i forhold til én eller flere af følgende politikker på tværs i kommunen. Nedenfor er de forskellige ansøgere oplistet under de lokale politikker der, hvor administrationen vurderer, at indsatsen primært understøtter den kommunale politik.

Børne- & ungepolitik:

- FitforKids

- Fonden for Social ansvar: Læsehunde

- Børns Vilkår

- Børns voksenvenner

Ungepolitik:

- Ligeværd Storkøbenhavn

- Ungtrivsel

Seniorpolitik:

- Brohusklubben for ældre døve

- Mænds mødested

- Seniorklubben Ejby

- Ældresagen

Sundhedspolitik ”Sammen om Sundhed og Trivsel” i Glostrup:

- Dansk Folkehjælp

- Foreningen Far

- Foreningen Fri af Misbrug

- Kvisten

- Nyreforeningen Københavns Omegnskreds

- Omdrejningspunktet

- Patientforeningen LYLE

- Positivgruppen

- PROPA

- SAND Hovedstaden

- Dansk Præmatur forening

- Kroniske influencers

- Scleroseforeningen lokalafdeling Storkøbenhavn Vestegnen

Klimapolitik:

- Fødevarebanken

- Glostrup Madcirkel

Handicappolitik:

- Dansk Blindesamfund Kreds Storkøbenhavn Syd

- Døveforeningen af 1866

Røde Kors, som i dag har et partnerskab, understøtter flere af kommunens politikker.

Økonomi

Det oprindelige budget på Puljen til Frivilligt Socialt Arbejde er 378.246 kr. i 2027. Grundet særlig momsrefusion på området kan der udbetales 389.944,33 kr. i tilskud. Af dette beløb er 15.000 kr. øremærket til løbende ansøgninger til nye projekter i 2027. Derudover er 7.500 kr. allerede bevilget og godkendt til en 3-årige bevilling fra 2025 til foreningen Ligeværd Storkøbenhavns projekt Mødestedet Ligeværd. Der er således 367.444,33 kr. til fordeling mellem ansøgerne.

Tilskud bevilget for flere budgetår udbetales for et år ad gangen fra det pågældende års budget. Glostrup Kommune forbeholder sig ret til at ændre tilskud bevilget i overslagsår i tilfælde af ændringer i budgetaftalen for det enkelte år.

Fastsættelse af bagatelgrænse for tilbagebetaling

Foreninger, der modtager tilskud fra Puljen til Frivilligt Socialt Arbejde, skal afrapportere for bevillingen årligt. Administrationen anbefaler, at der ved afrapportering på Puljen til Frivilligt Socialt Arbejde indføres en bagatelgrænse på 1.000 kr. for tilbagebetaling. Ubrugte midler der overstiger 1.000 kr. tilbagebetales som tidligere. Hvis beslutningen vedtages, træder bagatelgrænsen i kraft fra 2027.

Indstilling

Center for Kultur, Idræt og Fritid indstiller, at:

1. Ingen foreninger indstilles til flerårige bevillinger.

2. Det besluttes, hvordan Puljen til Frivilligt Socialt Arbejde i 2027 skal fordeles mellem de 30 ansøgninger.

3. Det besluttes, om der fortsat skal indgås partnerskab med Røde kors.

4. Der indføres en bagatelgrænse på 1000 kr. for tilbagebetaling ved foreningers afrapportering af bevilligede midler.

Bilag

Kilde: Glostrup Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.