Besluttet 20. oktober, Sundheds- og Ældreudvalget, Greve
Ændring af beslutning om to-vejsnødkald på plejecentre
Byrådet skal beslutte, om to-vejsnødkald til beboere på plejecentre ikke længere skal tilbydes, og i stedet anvende relevant tryghedsskabende teknologi.
Kort fortalt
- Hvem
- Sundheds- og Ældreudvalget, Greve Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 20. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Anbefales med bemærkning om, at det er en individuel vurdering, om to-vejsnødkald skal anvendes. Der er modtaget høringssvar fra Greve Seniorråd. Udvalget takker for høringssvaret. Fremstilling Sagsprocedure Sundheds- og Ældreudvalget, Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at det godkendes, at beslutning om brug af to-vejsnødkald ændres
til brug af relevant tryghedsskabende teknologi.
Sagsfremstilling
Byrådet godkendte den 23. marts 2020 (pkt. 31) Kvalitetsstandard for nødkald på plejecentre
2020 (pkt. 6). I forbindelse med godkendelse af kvalitetsstandard fremgik det af sagen, at alle
borgere får tilbudt et nødkald, når de flytter ind i en plejebolig. Til anbefalingen var en
bemærkning om: ”…at udvalget ved nyanskaffelser ønsker tovejskommunikation, og at
finansiering anvises i budgetopfølgningen med fokus på, at udgiften holdes inden for
plejecentrenes ramme”. Af nuværende godkendt kvalitetsstandard for nødkald fremgår det
ikke, at et nødkald er til tovejskommunikation (jf. bilag 1). Siden 2020 er der sket ændringer
både i forhold til målgruppen af borgere, der bor i en plejebolig og i den teknologi, der benyttes
til at skabe tryghed for både borgere og medarbejdere på plejecentre.
Hvad er et to-vejsnødkald?
Et to-vejsnødkald er en enhed, som er placeret i borgerens plejebolig. Nødkaldsenheden er
tilknyttet en sender, som borgeren bærer på sig f.eks. et armbånd eller et vedhæng om halsen.
Når borgeren trykker på den bærbare sender, aktiveres nødkaldsenheden og borgeren kan via
enheden i plejeboligen kommunikere direkte med plejepersonalet.
Udfordringer med at benytte to-vejsnødkald
Nedenstående er nogle af de forhold, der giver udfordringer ved brug af to- vejsnødkald på
plejecentre:
Demens og kognitiv svækkelse: Mange borgere glemmer, hvordan de taler til en højttaler,
eller de forstår ikke, hvem der svarer, hvilket skaber utryghed.
Hørenedsættelse og støj: Dårlig lydkvalitet, baggrundsstøj og borgernes nedsatte hørelse
gør det svært at føre en forståelig samtale gennem nødkaldet.
Falske alarmer: Utilsigtede tryk på den barbære sender kan medføre mange opkald, hvor
plejepersonalet skal bruge tid på at tjekke, om der er et reelt behov for hjælp.
Tekniske nedbrud: Ustabil forbindelse via mobilnetværk, Wi-Fi eller strømsvigt kan
afbryde forbindelsen til plejepersonalet.
Når borgerne i dag flytter i plejebolig, er de generelt set mere dårlige, end de var for seks år
siden. Det betyder, at særligt udfordringerne i forhold til demens og kognitiv svækkelse,
hørenedsættelse samt falske alarmer opleves ofte af plejepersonalet i dagligdagen.
Alternativer til to-vejsnødkald
For at undgå de misforståelser og den utryghed, som direkte tale over en højttaler kan skabe
hos borgere i plejebolig samt, at plejepersonalet skal bruge tid på falske alarmer, anbefaler
administrationen, at beslutning om brug af to-vejsnødkald ændres til brug af relevant moderne
tryghedsskabende teknologi. Det kan f.eks. være brug af sensorer, der registrerer fald og
unormal adfærd i plejeboligen uden brug af kamera eller samtale. Disse sensorer anvendes
allerede hos udvalgte borgere i plejebolig, så plejen kan tilrettelægges efter f.eks. borgernes
søvnmønster og forstyrrelser om natten kan minimeres. Det kan også være stille alarmer, hvor
tryk på en bærbar sender giver alarm på plejepersonalets mobiltelefon. Herefter vil
plejepersonalet møde borgeren fysisk i boligen, i stedet for at tale med borgeren over en
højttaler.
Nødkald i hjemmeplejen
Nødkald kan fortsat bevilges til borgere, der modtager hjemmepleje enten i eget hjem eller i
ældreboliger, fordi målgruppen adskiller sig fra målgruppen på et plejecenter, og derfor bedre
kan håndtere det. Derudover er medarbejdere ikke nødvendigvis i kort afstand til borgerens
hjem, hvorfor et nødkald kan være hensigtsmæssigt, og nogle tilfælde kan nødkaldet håndtere
en udfordring på distancen.
Lovgrundlag
Servicelovens § 112 stk. 1 om støtte til hjælpemidler.
Økonomiske konsekvenser
Godkendes sagen, forventes det at få økonomiske konsekvenser. Administrationen vil i så fald
vurdere, om de nuværende aftaler om tryghedsteknologi skal opsiges helt eller delvist, så der i
stedet kan indkøbes et mere tidssvarende og dækkende it-system.
Høring
Sagen sendes i høring hos Greve Seniorråd og Handicaprådet med frist den 19. oktober 2026.
Beslutning
Anbefales med bemærkning om, at det er en individuel vurdering, om to-vejsnødkald skal
anvendes.
Der er modtaget høringssvar fra Greve Seniorråd.
Udvalget takker for høringssvaret.
Fremstilling
Sagsprocedure
Sundheds- og Ældreudvalget, Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.
Kilde: Greve Kommune, Sundheds- og Ældreudvalget, referat fra mødet tirsdag 20. oktober 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.