Besluttet 23. september, Udvalget for Klima, Natur og Demokrati, Halsnæs
Høring af udkast til Regulativ for Havelse Å
Direktionen indstiller, at udvalget for Klima, Natur og Demokrati beslutter, at det vedlagte oplæg til revideret vandløbsregulativ for Havelse Å sendes i 8 ugers offentlig høring.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Klima, Natur og Demokrati, Halsnæs Kommune
- Hvornår
- Onsdag 23. september 2026
- Status
- Besluttet. Udvalget for Klima, Natur og Demokrati.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at udvalget for Klima, Natur og Demokrati beslutter, at det vedlagte
oplæg til revideret vandløbsregulativ for Havelse Å sendes i 8 ugers offentlig høring.
Baggrund
Havelse Å er et offentligt vandløb, der har det meste af sit forløb i Hillerød Kommune, men som
vest for Skævinge bliver grænsevandløb mellem først Hillerød/Halsnæs Kommune og senere
Halsnæs/Frederikssund Kommune.
Det gældende vandløbsregulativ for Havelse Å blev vedtaget af Frederiksborg Amtsråd i 1992,
jf. bilag 1. Det fremgår af regulativets afsnit 10, at det skulle revideres senest 10 år efter
vedtagelse. Arbejdet med at revidere regulativet for Havelse Å blev opstartet i 2014, men
prioriteringshensyn, ændring af klagenævnspraksis og øgede krav i forbindelse med
miljøvurderinger, har forlænget processen. Forslaget er udarbejdet som et samarbejde mellem
Hillerød, Frederikssund og Halsnæs Kommuner.
Væsentligste ændringer i oplæg til revideret regulativ
Siden 1992 er der sket en omfattende udvikling indenfor forvaltning af overfladevand. Det
vigtigste i forhold til Havelse Å er givetvis, at der er blevet vedtaget en serie vandområdeplaner
på baggrund af EUs vandrammedirektiv. Den seneste vandområdeplan gælder for perioden
2021-2027 og indeholder bindende målsætninger for alle målsatte vandløb. Målsatte vandløb
er udpeget af staten på baggrund af en række objektive og naturfaglige kriterier. Man må ikke
foretage aktiviteter i målsatte vandløb, som kan forhindre målopfyldelse, og kommunerne skal
arbejde for, at målsatte vandløb opnår målopfyldelse inden 2027.
Havelse Å er i vandområdeplanen målsat til god økologisk tilstand. Den økologiske tilstand
vurderes ud fra en række fysiske parametre, herunder tilstedeværelsen af et alsidigt smådyrs-,
plante og fiskeliv. Den nuværende tilstand varierer mellem dårlig og moderat på forskellige
strækninger. Der er altså ikke målopfyldelse. I miljøvurderingen af det foreslåede regulativ for
Havelse Å konkluderes det, at grødeskæring, som udgangspunkt ikke kan foretages mere end
en enkelt gang årligt, da hyppig grødeskæring hindrer udviklingen af et alsidigt planteliv, hvilket
forhindrer målopfyldelse. De nuværende bestemmelser om grødeskæring 3 – 4 gange om året
kan derfor ikke videreføres. Derfor er der i forslaget fastsat nye bestemmelser om
grødeskæring, som skal imødekomme afvandingshensyn mest muligt samtidig med, at de ikke
vurderes at kunne forhindre vandløbet i at opnå målopfyldelse. Til at fastsætte de nye
bestemmelser om grødeskæring, er der anvendt nyeste viden om grødeskæring, som
beskrevet i ”Evidensbaseret og omkostningseffektiv grødeskæring i små danske vandløb”, hvor
grødeskæringens betydning for miljøtilstand og vandføringsevne i vandløb er undersøgt, jf.
bilag 2.
Det reviderede regulativforslag indeholder en omfattende redegørelsesdel, hvori alle
foreslåede ændringer, inkl. baggrund og forventede konsekvenser, er beskrevet samt en
miljøvurdering af regulativet. Udkast til regulativ og redegørelse er bilag 3, bilag 4-7 illustrerer
vandspejl ved forskellige scenarier, bilag 8 er den vegetationsundersøgelse, der ligger til grund
for anbefalinger om grødeskæring og bilag 9-10 er miljøvurdering af regulativforslaget.
Proces
Da både Hillerød, Halsnæs og Frederikssund Kommuner er vandløbsmyndighed for Havelse Å,
bliver godkendelse af høringsudsendelse af forslag til revideret regulativ forelagt politisk for
udvalg i alle tre kommuner i sensommeren 2026. Dette sker af hensyn til ønsket om
godkendelse for grødeskæringssæson 2027. Såfremt alle udvalg godkender indstillingen, bliver
forslag til revideret regulativ for Havelse Å sendt i 8 ugers offentlig høring hurtigst muligt
herefter. Udsendelsen koordineres mellem Hillerød, Halsnæs og Frederikssund Kommuner.
Administrationerne gennemfører herudover et samlet møde for lodsejere og interessenter. Det
forventes afholdt i uge 39, som er i høringsperioden. Hermed har administrationerne mulighed
for at svare på spørgsmål og at klæde lodsejere og interessenter bedst muligt på til at indgive
et eventuelt høringssvar.
Efter endt høringsperiode vil administrationerne behandle de indkomne høringssvar og
indarbejde eventuelle ændringer, som de måtte vurderes at skulle medføre.
Derefter forelægges endeligt forslag til revideret regulativ for Havelse Å til politisk vedtagelse i
de relevante udvalg i henholdsvis Hillerød, Halsnæs og Frederikssund Kommune. Forventeligt i
december 2026.
Ultimativt kan ændrede bestemmelser for grøde- og brinkskæring medføre en driftsøkonomisk
konsekvens for vedligeholdelsen af Havelse Å. Hvis en sådan ændring vurderes at blive aktuel,
vil der blive redegjort herfor i den kommende sag i henholdsvis Hillerød, Halsnæs og
Frederikssund Kommune om endelig vedtagelse af revideret regulativ.
Lov- og plangrundlag
Regulativ for Havelse Å 1992.
Vandløbsloven.
Bekendtgørelse om regulativer for offentlige vandløb.
Vandområdeplan 2021-2027.
Indsatsbekendtgørelsen.
Miljøvurderingsloven.
Habitatbekendtgørelsen.
Konsekvenser
Hvis udvalget beslutter at sende forslaget i høring, vil bredejere til Havelse Å samt
interessenter blive orienteret skriftligt om høringen, og materialet vil blive offentliggjort på
kommunernes hjemmeside.
Høring, dialog og formidling
Havelse Å er et målsat vandløb i den gældende vandområdeplan og har ikke målopfyldelse.
Det betyder, at vandløbsmyndighedens muligheder for at afveje natur- og afvandingsinteresser
i forbindelse med fastsættelse af bestemmelser i regulativet er begrænsede. Specielt når det
gælder grødeskæring, har gentagne afgørelser i klagenævnet vist, at hensynet til vandløbets
økologiske tilstand skal tillægges langt større vægt end afvandingsmæssige hensyn. For
Havelse Å betyder det, at de nuværende grødeskæringsbestemmelser skal ændres, men at
udfaldsrummet for ændringer er relativt lille. Af denne årsag har administrationerne bevidst
valgt ikke at inddrage vandløbslaug, lodsejere og andre interessenter førend, der foreligger et
konkret forslag til nye bestemmelser, som efter administrationens vurdering er forenelige med
de krav, der følger af vandløbets tilstand og målsætning. Denne fremgangsmåde giver, efter
administrationernes vurdering, de bedste forudsætninger for en dialog om, hvad der kan lade
sig gøre med udgangspunkt i vandløbets tilstand og gældende målsætninger og krav.
Inddragelsesindsatsen lægges derfor i perioden efter, forslaget sendes i høring. Her vil
administrationerne, i tillæg til den obligatoriske offentlige høring, afholde et møde for lodsejere
og andre interessenter. Administrationen vil ligeledes prioritere kommunikationsindsatsen i
perioden for at sikre, at alle får de bedste forudsætninger for at vurdere det udsendte forslag,
og at eventuelle høringssvar bliver så aktuelle og fokuserede som muligt.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur og Demokrati.
Kilde: Halsnæs Kommune, Udvalget for Klima, Natur og Demokrati, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.