Besluttet 30. september, Kommunalbestyrelsen, Hedensted
Administrationsgrundlag for Grøn Pulje - Stourup
Kommunalbestyrelsen skal godkende administrationsgrundlaget for Grøn Pulje - Stourup og tage stilling til principperne for processen i udmøntningen af puljen.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Hedensted Kommune
- Hvornår
- Onsdag 30. september 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt. Som stedfortræder deltog Peter Sebastian Petersen (V).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Økonomi
Der søges om indtægts- og udgiftsbevilling vedrørende Grøn Pulje – Stourup
Hedensted Kommune har ansvaret for at administrere udmøntningen af midlerne i de grønne puljer med udgangspunkt i lovgivningen. Midlerne i Grøn Pulje kan anvendes til forskellige formål, herunder grønne tiltag, landskabelige, rekreative eller kulturelle formål med videre. Kommunen kan ikke anvende midlerne til egne formål, og puljen skal allokeres inden for 3 år, hvorefter resterende midler tilbageføres til staten. Midlerne kan overføres fra et budgetår til det næste.
Udvikler har angivet, at de skal indbetale 1.640.000 kr. til Hedensted Kommune til Grøn Pulje – Stourup. Der vil jf. administrationsgrundlaget blive trukket 8 % til at dække en mindre del af kommunens ressourceforbrug i forbindelse med arbejdet. Dermed udgør puljen 1.509.000 kr.
Der søges derfor om en indtægtsbevilling på 1.640.000 kr. og en udgiftsbevilling på 1.640.000 kr.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Kommunen har senest den 30. april 2025 vedtaget nyeste udgave af et administrationsgrundlag for Grøn Pulje. Her blev administrationsgrundlaget opdateret efter nyeste lovgivning for området. Kommunens første administrationsgrundlag blev vedtaget den 27. september 2023.
Torsdag den 26. marts blev Solcelleparken ved Stourup indviet. På baggrund heraf bliver der nu tilført Grøn Pulje midler til kommunen, som skal forvaltes.
Den 5. og 6. maj besluttede Udvalget for Klima, Natur & Miljø og Udvalget for Vækst & Fællesskab, at Grøn Pulje fremover forankres politisk i Udvalget for Vækst & Fællesskab samt at forankringen og beslutningskompetencen for udmøntningen ligger hos Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Sagsfremstilling
Administrationsgrundlag for Grøn Pulje - Stourup
På udvalgsmøderne i maj 2026 besluttede Udvalget for Vækst & Fællesskab og Udvalget for Klima, Natur & Miljø, at udmøntningen af Grøn Pulje skal forankres i Udvalget for Vækst & Fællesskab. I sagsfremstillingen for Udvalget for Vækst & Fællesskab fremgik det, at der efter sommerferien 2026 ville blive fremlagt et konkret administrationsgrundlag for Grøn Pulje - Stourup. Det vil sige, at der laves et særskilt administrationsgrundlag ved hvert område, hvor der frigives grøn puljemidler på baggrund af opstillingen af vedvarende energianlæg. Dette forslås for at tage mest mulig højde for opfyldelse af formålet ved grøn pulje, jf. lovgivningen, hvor midlerne skal komme de lokalsamfund til gode, der har fået generne af et VE anlæg i nærheden. Administrationsgrundlaget skal være rammegivende for Landdistrikts-, Kultur- & Fritidsudvalgets udmøntning.
Forvaltningen lægger op til, at det fortrinsvis er foreninger og selvejende institutioner, der kan ansøge, men selvorganiserede grupper, virksomheder og enkeltpersoner kan også søge til almennyttige formål. Det vil sige, at privatpersoner for eksempel ikke kan søge til privatøkonomiske interesser.
Vedhæftet til sagen findes et forslag til revideret administrationsgrundlag Grøn Pulje - Stourup, jf. bilag 1
Beslutning om videre undersøgelse af tilskud til private projekter
Puljen kan jævnfør lovgivningen åbnes yderligere, så borgere kan tildeles tilskud til private projekter, dvs. projekter der ikke har samme krav til det almennyttige formål. Der kan dog ikke gives kompensationer eller erstatninger i den sammenhæng.
En grøn pulje til private projekter vil være en relativt uprøvet model i kommunal sammenhæng og kræver derfor nærmere afklaring af det juridiske og administrative grundlag. Ordningen kan medføre udfordringer vedrørende ligebehandling, ressourceulighed blandt ansøgere, nabokonflikter, skatteforhold, risiko for privat værdiforøgelse samt utilfredshed som følge af puljens begrænsede midler.
Hvis der er politisk ønske om at borgere kan ansøge om tilskud til private projekter, så anbefaler forvaltningen at Kommunalbestyrelsen beslutter, hvor stor en del af puljen der skal reserveres til det beskrevne formål.
Procesprincipper for udmøntning af Grøn Pulje - Stourup
Forvaltningen foreslår, at udmøntning af Stourup Grøn Pulje tager afsæt i en række overordnede principper, der skal sikre en fleksibel og lokalt forankret proces.
Principperne skal give forvaltningen mulighed for løbende at tilpasse processen til lokalområdets behov, ønsker og udvikling. Hensigten er at skabe den nødvendige agilitet i processen, så dialog, aktiviteter og indsatser kan justeres undervejs i takt med lokale erfaringer og behov.
For at komme de lokalsamfund, der påvirkes af vedvarende energianlæg, til gode, lægger forvaltningen op til, at puljen både udmøntes geografisk i nærområdet og anvendes til indsatser, som lokalt vurderes at kunne styrke, forskønne eller udvikle området.
Forvaltningen har i udarbejdelsen af principperne været inspireret af erfaringer fra andre kommuner. Hedensted Kommunes tilgang vægter styrket fokus på borgerinddragelse, lokal dialog og synlig kommunal tilstedeværelse.
Forvaltningen foreslår derfor, at kommunikationen og samarbejdet med områdets borgere, foreninger og øvrige aktører bygger på følgende principper:
• Borgerdialog og -inddragelse før, under og efter udmøntningen af Grøn Pulje - Stourup.
• Gennemsigtighed i processen samt let adgang til information og løbende kommunikation.
• Vægt på lokalt samarbejde om både proces, udvikling og kommunikation.
• Fokus på at skabe forbindelser mellem borgere og aktører omkring idéer og projekter, hvor det giver værdi.
• Inddragelse af lokale aktører som bindeled til lokalsamfundet og som medskabere af udvikling.
• Let adgang til vejledning og sparring om idéer og projekter.
Fra princip til udmøntning
Principperne kan eksempelvis omsættes gennem kommunalt initierede borgermøder samt dialogmøder med lokalråd, foreninger og øvrige lokale aktører op til og under, at puljen er åben. Der lægges samtidig op til et tæt samarbejde med lokale nøgleaktører, som kan bidrage med viden om området, understøtte kommunikationen og fungere som udviklingsigangsættere i lokalsamfundet. Det kunne eksempelvis være lokalråd eller beboerforeninger.
Derudover ønsker forvaltningen at tilbyde individuel sparring til borgere og aktører med projektidéer. I perioder, hvor puljen er åben for ansøgninger, kan det afprøves, hvad der sker, når kommunale medarbejdere er tilgængelige lokalt – eksempelvis i forsamlingshuse, haller eller andre lokale mødesteder – så borgere kan få vejledning og sparring på tidspunkter, der passer ind i deres hverdag.
Forvaltningen indstiller, den 1. september 2026, punkt 138:
at Kommunalbestyrelsen godkender administrationsgrundlaget for Grøn Pulje - Stourup samt principperne for processen i udmøntningen af puljen.
at Kommunalbestyrelsen beslutter om forvaltningen skal afklare det juridiske grundlag for at Grøn Pulje – Stourup kan anvendes til private projekter for de nærmeste naboer.
at Kommunalbestyrelsen beslutter hvor stort et beløb, der skal reserveres til muligheden for private projekter.
at Kommunalbestyrelsen godkender indtægts- og udgiftsbevillingen for Grøn Pulje - Stourup.
Beslutning fra Udvalget for Vækst & Fællesskab 2026-2029, den 1. september 2026, punkt 138:
Udvalget for Vækst & Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen:
at godkende administrationsgrundlaget for Grøn Pulje - Stourup samt principperne for processen i udmøntningen af puljen.
at beslutte at forvaltningen afklarer det juridiske grundlag for at Grøn Pulje – Stourup kan anvendes til private projekter for de nærmeste naboer.
at 30% reserveres til ansøgninger for private projekter.
at godkende indtægts- og udgiftsbevillingen for Grøn Pulje - Stourup.
Beslutning fra Økonomiudvalget - Udvalget for Økonomi & Erhverv 2026-2029, den 7. september 2026, punkt 156:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
Der arbejdes med en kommunikation, der skal sikre, at borgere og lokale aktører løbende kan orientere sig om proces, muligheder og tidsfrister, og at det er let at engagere sig i arbejdet med puljen. Kommunens hjemmeside, lokale kommunikationsplatforme og den personlige dialog forventes at udgøre de centrale elementer i indsatsen.
Lovgrundlag
VE-Loven (Lov om fremme af vedvarende energi) §§14-14a
Bekendtgørelse om grøn pulje
Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023 af 12. december 2023
Beslutning
Godkendt.
Kim Tuominen (V) var fraværende. Som stedfortræder deltog Peter Sebastian Petersen (V)
Bilag
Kilde: Hedensted Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 144. Læs den originale sag hos kommunen.