Spring til indholdet
Hedensted
Skift kommune
KøbenhavnHedenstedAlle kommuner

Besluttet 7. oktober, Udvalget for Klima, Natur & Miljø, Hedensted

Forslag til tillæg 61 til Spildevandsplan 2015 om ændring af kloakeringsprincip for planlagte kloakoplande

Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om forslag til Tillæg 61 til Spildevandsplanen vedrørende ændring af kloakeringsprincip for planlagte kloakoplande skal sendes i offentlig høring. Samtidig skal Kommunalbestyrelsen godkende, at resultatet fra miljøscreeningsskemaet offentliggøres.

Klima og grønt

Kort fortalt

Forslaget
  • Forslag til tillæg 61 til spildevandsplanen om ændring af kloakeringsprincip for planlagte kloakoplande sendes i offentlig høring
  • Afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering godkendes
Hvem
Udvalget for Klima, Natur & Miljø, Hedensted Kommune
Hvornår
Onsdag 7. oktober 2026
Status
Besluttet. Udvalget for Natur, Miljø og Byg besluttede, at anbefale Komunalbestyrelsen • at forslag til tillæg 61 til spildevandsplanen om ændring af kloakeringsprincip for planlagte kloakoplande sendes i 8 ugers offentlig høring og at • afgørelse om at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering godkendes.

Hvad kan du gøre?

Hold øje med høringen
Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på hedensted.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Spildevandsplanen er kommunens samlede planlægningsgrundlag for håndtering og bortskaffelse af regn- og spildevand. Planen skal sikre, at spildevandshåndteringen sker under hensyn til miljøbeskyttelse, vandmiljømål og den øvrige kommunale planlægning.
Planen beskriver den eksisterende og planlagte regn- og spildevandshåndtering og danner grundlag for tilslutning af eksisterende og nye ejendomme til Hedensted Spildevands anlæg. Herudover indeholder planen et administrationsgrundlag med retningslinjer for sagsbehandlingen på spildevandsområdet.
Spildevandsplanen udlægger planlagte kloakoplande i overensstemmelse med kommuneplanens arealudlæg. Når et område realiseres, for eksempel gennem en lokalplan eller byggetilladelse, skal det kloakeres efter det kloakeringsprincip, der er fastlagt i spildevandsplanen. Ændring af kloakeringsprincippet kræver et tillæg til spildevandsplanen.
Kloakeringsprincippet kan være:

• separatkloak, hvor spildevandsselskabet håndterer både spildevand og regnvand fra ejendommen

• spildevandskloak, hvor spildevandsselskabet håndterer spildevandet, mens grundejeren selv håndterer regnvandet på egen grund.

De planlagte kloakoplande er i dag primært udlagt til spildevandskloak med et ønske om at håndtere regnvandet lokalt gennem nedsivning. Erfaringer har siden vist, at nedsivning mange steder i Hedensted Kommune er vanskelig på grund af lerholdig jordbund og højtstående grundvand.Når regnvandet ikke kan håndteres ved nedsivning på egen grund, er der behov for, at der laves fælles løsninger til afledning af regnvandet, oftest ved udløb nærliggende vandløb. Dette har i nogen tilfælde betydet, at kloakeringsprincippet er blevet ændret til separatkloak, hvorefter Hedensted Spildevand har håndteret regnvandet fra området. I andre tilfælde er kloakeringsprincippet blevet bevaret, hvorefter der er blevet oprettet regnvandslaug, som har ansvaret for en fælles privat håndtering af regnvandet.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede den 3. juni 2026, at der ikke skal etableres fælles private regnvandslaug i nye bolig- og erhvervsområder, jf. bilag 2. Beslutningen skal begrænse det økonomiske og juridiske ansvar for kommende grundejere og samtidig reducere risikoen for påvirkning af vandmiljøet ved at lade et professionelt spildevandsselskab stå for den fælles regnvandshåndtering.
Ny metode til fastlæggelse af kloakprincip
Når nye områder optages i spildevandsplanen i forbindelse med udvidelse af kommuneplanens rammer, kendes de lokale hydrologiske og geologiske forhold ikke. Undersøgelser af blandt andet nedsivningsmuligheder og grundvandsstand gennemføres derfor typisk først, når området realiseres gennem lokalplanlægning eller byggetilladelse.
I tillæg 61 udlægges de planlagte kloakoplande derfor med det midlertidige kloakprincip "kloak, kloakprincip fastsættes ved realisering". Det endelige kloakprincip fastlægges på baggrund af geologiske undersøgelser og et vandhåndteringsnotat:

• Hvis regnvand kan nedsives på de enkelte grunde i hele området, fastlægges området som spildevandskloak, hvor grundejer håndterer regnvandet, mens Hedensted Spildevand håndterer spildevandet.

• Hvis regnvand ikke kan nedsives på de enkelte grunde, fastlægges området som udgangspunkt som separatkloak, hvor Hedensted Spildevand håndterer både regn- og spildevand.

Det foreslås, at det endelige kloakprincip kan fastlægges administrativt i spildevandsplanen, når undersøgelserne er gennemført, og der er enighed mellem Hedensted Spildevand og forvaltningen.
Hvis der ikke kan opnås enighed mellem Hedensted Spildevand og forvaltningen, for eksempel hvis regnvandshåndteringen medfører væsentlige meromkostninger, forelægges sagen politisk. Meromkostninger kan blandt andet skyldes stor afstand til recipient eller eksisterende regnvandssystem samt behov for ekstraordinær grundvandssænkning ved etablering af bassiner og kloakledninger.
Hedensted Spildevand fremlægger i disse tilfælde en beregning af meromkostningerne, hvorefter finansieringen af disse håndteres politisk.
Planlagt spildevandskloak
Nogle planlagte kloakoplande vil fortsat være udlagt til spildevandskloak. Det gælder typisk mindre områder ved landsbyer eller ejendomme i det åbne land, hvor der ikke findes et eksisterende regnvandssystem.
Områder med vedtagne lokalplaner, hvor kloakprincippet allerede er fastlagt, fastholder det gældende kloakprincip.
Link til tillæg 61 Tillæg 61
Miljøscreening
Der er gennemført en miljøscreening af tillæg 61, som viser, at tillægget ikke forventes at medføre væsentlige miljøpåvirkninger. Screeningsafgørelsen fremgår af bilag 1 og offentliggøres sammen med forslag til tillæg 61 i forbindelse med den 8 ugers offentlige høring.

Lovgrundlag

Spildevandsplanen skal udarbejdes i henhold til:
Miljøbeskyttelsesloven LBK 1742 af 22. december 2025 og
Spildevandsbekendtgørelsen BEK 1446 af 27. november 2025

Indstilling

• at forslag til tillæg 61 til spildevandsplanen om ændring af kloakeringsprincip for planlagte kloakoplande sendes i offentlig høring

• at afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering godkendes

Beslutning

Udvalget for Natur, Miljø og Byg besluttede, at anbefale Komunalbestyrelsen

• at forslag til tillæg 61 til spildevandsplanen om ændring af kloakeringsprincip for planlagte kloakoplande sendes i 8 ugers offentlig høring og at

• afgørelse om at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering godkendes.

Bilag

Kilde: Hedensted Kommune, Udvalget for Klima, Natur & Miljø, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 125. Læs den originale sag hos kommunen.