Besluttet 3. november, Natur, Miljø og Klimaudvalget, Hillerød
Orientering om regler for anvisning og bortskaffelse af jord
Direktionen indstiller til Natur, Miljø og Klimaudvalget at tage orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Natur, Miljø og Klimaudvalget, Hillerød Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- Besluttet. Udvalget tog orienteringen til efterretning og afventer den nationale lovgivning på området. Udvalget ønsker, at der herefter forelægges en sag om den videre håndtering, herunder anvendelsen af stikprøvekontrol og mulighederne for kortlægning af områder med forurenet jord som led i et kommende budgetønske.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller til Natur, Miljø og Klimaudvalget at tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Natur, Miljø og Klimaudvalget har ønsket en sag med redegørelse for reglerne for bortskaffelse
af jord samt for kommunens muligheder for at stille krav til jordflytninger. Det tidligere Natur,
Miljø og Klimaudvalg er blevet orienteret om emnet på møde den 4. marts 2025.
Lovgivning
Flytning af jord reguleres af jordflytningsbekendtgørelsen, som skal sikre, at forurenet jord
håndteres miljømæssigt forsvarligt og ikke flyttes til områder, hvor den kan udgøre en risiko for
mennesker, miljø eller natur.
Flytning af jord fra kortlagte forurenede arealer, områdeklassificerede arealer (byområder, hvor
jorden forventes at være lettere forurenet) og offentlige vejarealer skal anmeldes til kommunen
før flytning. Jordens forureningsgrad skal være dokumenteret, og jorden skal klassificeres
korrekt med henblik på korrekt bortskaffelse.
Jord fra landzonen kan som udgangspunkt flyttes uden anmeldelse og analyse, medmindre der
er konkret mistanke om, at jorden er forurenet, eller jorden stammer fra vejarealer i landzonen.
Kommunens rolle er at sikre, at jordflytninger sker i overensstemmelse med reglerne i
jordflytningsbekendtgørelsen. Kommunen behandler anmeldelser om jordflytning via itsystemet JordWeb og anviser jorden til et egnet modtageanlæg på baggrund af de indsendte
oplysninger.
Dokumentationskrav ved jordflytninger
Jordens forureningsgrad dokumenteres som udgangspunkt ved prøvetagning efter de krav, der
er fastsat i jordflytningsbekendtgørelsen. Typisk udtages én prøve pr. 30 tons jord. Anmelderen
har ansvaret for, at de oplysninger, der indsendes, er korrekte og tilstrækkelige til at
dokumentere jordens klassificering.
Kommunens handlemuligheder inden for gældende lovgivning
Kommunen skal administrere i overensstemmelse med de nationale regler og har derfor ikke
mulighed for generelt at fastsætte skærpede krav til prøvetagning, analyser eller
dokumentation. Kommunen kan dog i konkrete sager anmode om supplerende dokumentation,
hvis de fremsendte oplysninger ikke vurderes at give et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere
jordens forureningsforhold. Der skal således foreligge en saglig og miljømæssig begrundelse
for at anmode om yderligere dokumentation.
Kommunen kan som tilsynsmyndighed gennemføre supplerende kontrol, herunder stikprøvevis
prøvetagning af jord, der anmeldes til flytning. En sådan kontrol ligger ud over det niveau, der
er forudsat i den gældende lovgivning, og vil medføre øgede udgifter og et større administrativt
ressourceforbrug.
I Hillerød Kommune blev der anmeldt ca. 460.000 ton jord til flytning i 2025 og ca. 239.000 ton
frem til 13. oktober 2026. Stikprøvekontrol vil derfor kunne medføre betydelige omkostninger,
idet hver analyse koster omkring 600 kr. ekskl. udgifter til prøvetagning. Samtidig vil ventetiden
på analyseresultater, som typisk er omkring fem arbejdsdage, kunne forsinke bygge- og
anlægsprojekter og medføre behov for midlertidig oplagring af jorden.
Som beskrevet nedenfor er der igangsat nationale initiativer, der skal styrke kontrollen med
jordflytninger og imødegå de udfordringer, der er på området. Forvaltningen vurderer, at
udfordringerne på området mest hensigtsmæssigt håndteres gennem de nationale initiativer,
der er under implementering, og anbefaler derfor, at kommunen afventer disse frem for at
etablere en særskilt kommunal kontrolindsats.
Kommende nationale initiativer
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik den 28. januar 2026 en aftale om en
handlingsplan for håndtering af jordflytning og bygge- og anlægsaffald. Aftalen skal styrke
sporbarhed, kontrol og håndhævelse på området og udspringer blandt andet af sager om
ulovlig håndtering af jord.
Der forventes blandt andet en ny jordflytningsbekendtgørelse med ikrafttræden den 1. januar
2027 samt et nationalt IT-system, der skal styrke sporbarheden af jordflytninger og mindske
risikoen for svindel og ulovlig håndtering. Den kommende nationale IT-løsning forventes
udviklet over flere år. Der er afsat 17,6 mio. kr. til projektforberedelse i perioden 2026-2029.
Aftalen omfatter desuden analyser af behovet for skærpede krav til udlægning af jord i sårbare
grundvandsområder. Som led heri gennemføres et forskningsprojekt i 2026-2027.
Miljøministeriet har endvidere den 9. september 2026 sendt et lovforslag i høring om et
nationalt forbud mod anvendelse af pesticider, spildevandsslam og forurenet jord i sårbare
grundvandsdannende områder.
Retsgrundlag
Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord, BEK nr.
1452 af 7. december 2015.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Udvalget tog orienteringen til efterretning og afventer den nationale lovgivning på
området. Udvalget ønsker, at der herefter forelægges en sag om den videre håndtering,
herunder anvendelsen af stikprøvekontrol og mulighederne for kortlægning af områder
med forurenet jord som led i et kommende budgetønske.
Kilde: Hillerød Kommune, Natur, Miljø og Klimaudvalget, referat fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.