Hjørring
Skift kommune
KøbenhavnHjørringAlle kommuner

Besluttet 2. september, Økonomiudvalget, Hjørring

Vendsyssel Historiske Museum - Årlig opfølgning på driftsaftale samt regnskabsaflæggelse 2025

Som led i den løbende opfølgning på driftsaftalen mellem Hjørring Kommune og Vendsyssel Historiske Museum forelægges Økonomiudvalget museets årsrapport og regnskab for 2025 samt en status på udviklingsprojektet "Indgangen til Vendsyssels Historie".

Budget og økonomiKultur og fritid

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Hjørring Kommune
Hvornår
Onsdag 2. september 2026
Status
Besluttet. Økonomiudvalget tager Vendsyssel Historiske Museums årsrapport til efterretning Økonomiudvalget godkendte regnskabet for 2025.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Museet fremlægger sin årlige rapportering til Økonomiudvalget med fokus på økonomi,
udstillinger, formidling og samarbejder. Udvalget drøfter rapporteringen og tager stilling til
godkendelse af årsregnskabet for 2025.

Baggrund

Museet arbejder ud fra visionen om at være et åbent, samarbejdende og folkeligt museum, der
formidler lokal og regional kulturarv. Driftsaftalen lægger vægt på:
Åbenhed og samarbejde med publikum og partnere.
Sammenhæng og fornyelse af udstillinger og bygninger.
Kommercialisering af formidling og øget egenindtjening.
Vendsyssel Historiske Museum arbejder i henhold til sine vedtægter med indsamling,
registrering, bevaring, forskning og formidling af kulturarven. Museet skal bidrage til at belyse
menneskers livsvilkår fra de ældste tider til i dag og sikre, at kulturarven gøres tilgængelig,
relevant og anvendelig for borgere og samfund.
Økonomi og regnskab 2025
Museets regnskab for 2025 udviser et overskud på 1.091 mio. kr. mod et budget, der
oprindeligt balancerede.
Overskuddet skyldes primært vakante stillinger som naturvejleder, bygningschef samt en
projektstilling i den arkæologiske afdeling gennem en stor del af året. Dette har medført en
samlet mindreudgift på 0,430 mio. kr.
Samtidig har museet oplevet en positiv udvikling i egne indtægter. Entréindtægterne udgjorde
0,735 mio. kr., hvilket er mere end 0,138 mio. kr. over det budgetterede niveau.
På driftssiden er der opnået besparelser på el, vand og varme. Modsat har museet haft
stigende udgifter til blandt andet sikring, forsikringer, markedsføring, transport og lønninger,
særligt som følge af den høje aktivitet inden for den arkæologiske virksomhed.

Overskuddet disponeres til kommende investeringer, herunder etablering af
spildevandsledning ved Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg samt udvikling af
museets kommercielle aktiviteter.
Aktiviteter og resultater i 2025
Museet registrerede i 2025 i alt 77.025 besøgende mod 79.399 i 2024. Det mindre fald skal ses
i lyset af den nye museumsreforms ændrede metoder til opgørelse af besøgstal. Særligt
Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg er påvirket af de nye registreringskrav, mens
museets større arrangementer fortsat tiltrækker mange gæster. Samtidig oplevede
skoletjenesten endnu et rekordår med høj deltagelse.
Der har gennem året været stor aktivitet i den arkæologiske afdeling. Omfattende
bygherrebetalte undersøgelser har medført både projektansættelser og fastansættelse af
yderligere arkæologisk personale. Blandt årets væsentlige projekter kan nævnes større
undersøgelser i Lønstrup, Brønderslev og Kvissel samt dokumentation af erosionsudsatte
fortidsminder langs Vestkysten, herunder vikingetidsgrave med velbevarede fund.
På formidlingsområdet åbnede museet tre nye udstillinger i løbet af året:
Den nyrenoverede udstilling i Provstegårdens stald og lade.
Containerudstillingen om Rubjerg Knude Fyr ved besøgsområdet ved fyret.
En ny udstilling i den nye bådehal i Tornby om skudehandel, bjergningsvæsen og livet ved
kysten.
Derudover har museet fortsat udviklet sit formidlingsarbejde gennem byvandringer i Hjørring og
Hirtshals, aktiviteter for børn og unge samt etablering af historiske formidlingselementer i det
offentlige rum, blandt andet ved busholdepladsen på Nørregade i Hjørring.
Status på projektet "Indgangen til Vendsyssels Historie"
Projektet "Indgangen til Vendsyssels Historie" har i 2025 opnået betydelige fremskridt.
Efter en længere udviklings- og fondsansøgningsproces opnåede projektet i forsommeren
tilsagn om 20 mio. kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. I september fulgte en
bevilling på 15 mio. kr. fra Augustinus Fonden.
De to bevillinger på samlet 35 mio. kr. udgør et væsentligt bidrag til realiseringen af projektet,
som omfatter restaurering af Det Gamle Rådhus og Museumsgade 1 samt etablering af nye
udstillinger. Museet vurderer, at finansieringen nu er godt på vej mod målet.
Museumsreform og strategisk udvikling
2025 har været præget af implementeringen af den nationale museumsreform. Reformen har
medført nye krav til registrering af besøgende og opgørelse af de aktiviteter, der danner
grundlag for beregning af statstilskud.

Museet har derfor anvendt ressourcer på at udvikle nye registreringsmodeller, særligt for de
ubemandede besøgssteder. Samtidig har reformen givet anledning til strategiske overvejelser
om museets fremtidige udvikling og økonomiske bæredygtighed.
På baggrund heraf gennemførte museets ledelse og bestyrelse en strategiproces med fokus
på øget forretningsudvikling, synlighed og markedsføring.
Forskning, samlinger og arbejdsmiljø
Implementeringen af museumsreformen har påvirket forskningsaktiviteten i 2025, hvor museet
har publiceret én arkæologisk forskningsartikel og ingen publikationer inden for nyere tids
historie.
Inden for samlings- og bevaringsarbejdet er der arbejdet målrettet med reorganisering og
nyopstilling af den arkæologiske samling på magasinfaciliteterne på Fanøvej.

Økonomi

Se bilag.

Personale
Ingen bemærkninger.

Sundhed
Ingen bemærkninger.

Indstilling

DIREKTIONEN INDSTILLER
at Økonomiudvalget tager Vendsyssel Historiske Museums årsrapport til
efterretning
at Økonomiudvalget tager stilling til godkendelse af regnskab for 2025

Beslutning

Økonomiudvalget tager Vendsyssel Historiske Museums årsrapport til efterretning

Økonomiudvalget godkendte regnskabet for 2025.

Mai-Britt Beith og Holger Kjærgaard deltog ikke i mødet.

Bilag

  • 1. Årsrapport og regnskab 2025

Kilde: Hjørring Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 2. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.