På dagsordenen 3. november, Teknik- og Miljøudvalget, Hjørring
Strategisk-fysisk udviklingsplan for Lønstrup
Der er udarbejdet en strategisk-fysisk udviklingsplan for Lønstrup, som skal sætte retningen for byen og områdets udvikling de næste 10-15 år. Planen fastlægger ikke bindende bestemmelser, men angiver udviklingsretninger, prioriteringer og indsatsområder.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik- og Miljøudvalget, Hjørring Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på hjoerring.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
På Byrådsmødet den 18. september 2024 efter indstilling fra Økonomiudvalget blev det
vedtaget, at der udarbejdes en fysisk-strategisk udviklingsplan for Lønstrup-området (bilag 1).
Den fysisk-strategisk udviklingsplan (herefter udviklingsplanen) samt baggrundsmaterialet, der
omfatter kortlægning og analyse er udarbejdet i perioden december 2025 til juli 2026 af
tegnestuen Flåk (bilag 2 og 3).
Baggrund
Siden 2018 har Vestkystpartnerskabet, bestående af kommunerne fra Tønder til Hjørring,
arbejdet efter Udviklingsplan for Vestkysten (bilag 4). Et af planens fem indsatsområder er
udviklingen af stærke feriesteder gennem koncentration, fortætningsprojekter og strategisk
planlægning. Arbejdet med at skabe en udviklingsplan for Vestkysten blev sat i gang i et
samarbejde med det nationale turismeudviklingsselskab Dansk Kyst og Naturturisme og Real
Dania.
Lønstrup blev i 2018 udpeget som et af Vestkystens 20 stærke feriesteder. I Hjørring
Kommune gælder dette også Løkken og Hirtshals/Tversted. Strategisk-fysiske udviklingsplaner
for de stærke feriesteder er et centralt redskab til at styrke Vestkysten som turisme- og
oplevelsesdestination. For Løkken har udviklingsplanen fra 2019 blandt andet dannet grundlag
for Klitpladsen, De Maritime Huse og Sti100. Udviklingsplanerne styrker mulighederne for at
tiltrække nationale og fondsbaserede investeringer.
Strategisk-fysisk udviklingsplan for Lønstrup
Lønstrup har en stærk profil inden for kunsthåndværk, gastronomi og naturoplevelser og
fungerer både som helårsby og turistdestination. For at fastholde og udvikle områdets
attraktivitet er der udarbejdet en strategisk-fysisk udviklingsplan med fokus på bosætning,
erhverv og turisme, herunder udviklingen af Lønstrup og Rubjerg Knude som en
sammenhængende ferie- og oplevelsesdestination.
Planen er udarbejdet i tæt dialog med borgere, erhvervsliv og lokale aktører og skal danne
fælles grundlag for områdets udvikling de næste 10-15 år. Planen fastlægger ikke bindende
bestemmelser men angiver udviklingsretninger og prioriteringer og skal bidrage til at styrke
områdets identitet, attraktivitet og investeringspotentiale. Udviklingsplanen udgør samtidig
grundlaget for en opdatering af den gældende lokalplanlægning for Lønstrup, jf. Teknik- og
Miljøudvalgets beslutning af 4. februar 2025 (bilag 5).
Fra plan til handlinger
Udviklingsplanen bygger på en afprøvende tilgang, hvor indsatser testes i mindre skala og
løbende tilpasses lokale behov, erfaringer og finansieringsmuligheder.
For at omsætte udviklingsplanens visioner til handling er der identificeret fire indsatsområder:
1) Helårsby, 2) Byrum, byliv og bykvalitet, 3) Trafik, flow og parkering samt 4) Natur og
landskab.
For indsatsområderne er der udarbejdet en handleplan (bilag 1, s. 22-31) med både
kortsigtede projekter (åbningstræk, 0-2 år) og langsigtede strategiske og fysiske projekter (2-10
år):
Kortsigtede indsatser (0-2 år)
De kortsigtede indsatser skal understøtte fastholdelsen og udviklingen af Lønstrups
identitet samt synliggøre udviklingsplanens retning. Indsatserne omfatter blandt andet
midlertidige afprøvninger i byrummet og forbedringer af forholdene for trafikanter og
gående. Arbejdet gennemføres i tæt samarbejde med den lokale koordineringsgruppe og
øvrige lokale aktører.
Et af de første initiativer er udarbejdelsen af en wayfindingstrategi, som koordineres med
implementeringen af Vestkyst-skiltningen, der blev igangsat ved Rubjerg Knude Fyr i
2024. Derudover arbejder lokale aktører allerede med blandt andet sæsonparkering ved
M. Kabels Vej, initiativer for modtagelse af nye beboere samt en designguide for området.
Strategiske projekter (2-10 år)
De strategiske indsatser kræver prioritering, koordinering og tæt samarbejde mellem
kommunen og lokale aktører. Indsatserne omfatter blandt andet håndtering af
autocampere, revision af lokalplanen samt udarbejdelse af en finansieringsstrategi for
større og langsigtede anlægsprojekter. Arbejdet koordineres med den øvrige kommunale
planlægning. Resultatet af indsatserne vil løbende blive forelagt politisk behandling.
Langsigtede fysiske projekter (2-10 år)
De langsigtede fysiske projekter har til formål at skabe varige kvalitetsløft og styrke
sammenhængen mellem byens rum og landskaber. Projekterne udvikles gennem
midlertidige afprøvninger, der kan danne grundlag for permanente løsninger. Et eksempel
er udviklingen af pladsen ved Biografcaféen, hvor afprøvning af midlertidige tiltag kan
danne grundlag for en fremtidig permanent omdannelse. Der er således tale om
projekter, som kræver yderligere udvikling, projektering og efterfølgende politisk
behandling. Det kan være emner af denne type, der vil indgå i drøftelserne i det nye
politisk koordinationsudvalg for turisme.
De kortsigtede indsatser og de strategiske projekter forventes at kunne finansieres inden for de
eksisterende midler i Økonomiudvalgets puljer til implementering af Vestkystens Udviklingsplan
og Områdefornyelse/turismefremme samt gennem finansiering, som tilvejebringes af lokale
aktører.
De langsigtede fysiske projekter vil derimod forudsætte yderligere kommunal og ekstern
finansiering, herunder bidrag fra lokale og nationale fonde.
Administrationen er desuden opmærksom på evt. muligheder for samarbejde med
vandselskabet i forbindelse med en kommende separatkloakering i Lønstrup.
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten, Lov om erhvervsfremme
Økonomi
Byrådet godkendte den 29. april 2026 frigivelse af samlet 2,5 mio. kr. fra anlægspuljerne
til Medfinansiering Vestkystudviklingsplan og Områdefornyelser/turismefremme.
De kortsigtede og strategiske indsatser, der igangsættes med denne sag, ligger inden for
formålet med de frigivne midler, og de afledte udgifter i 2026 foreslås derfor afholdt inden
for disse. Herudover er der afsat årlige anlægsmidler på 1,0 mio. kr. til hver af de to
puljer.
Personale
Ingen bemærkninger
Sundhed
Et attraktivt lokalsamfund er også en attraktiv destination. Planen har fokus på at styrke byens
rum, pladser og mødesteder og forbedre adgangen til naturen og dermed understøtte både
turister og lokales fysiske og mental sundhed.
Indstilling
DIREKTIONEN INDSTILLER:
at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Byrådet at:
tage den strategisk-fysiske udviklingsplan for Lønstrup til efterretning,
godkende, at der arbejdes videre med udvikling og kvalificering af de
langsigtede fysiske projekter med henblik på en efterfølgende politisk
behandling samt stillingtagen til finansiering,
anbefale Økonomiudvalget at godkende igangsættelse af planens kortsigtede
og strategiske projekter med finansiering inden for de eksisterende midler i
Økonomiudvalgets puljer til henholdsvis Medfinansiering af
Vestkystudviklingsplan samt Områdefornyelser/turismefremme.
Bilag
- Bilag 1 - Mødereferat punkt 16, Udviklingsplan for Lønstrup og velkomst- og
- formidlingsfaciliteter ved Rubjerg Knude, Byrådet 18. september 2024
- Bilag 2 - Strategisk-fysisk udviklingsplan for Lønstrup, juli 2026
- Bilag 3 - Kortlægning og analyse, strategisk-fysisk udviklingsplan for Lønstrup, juli 2026
- Bilag 4 - Udviklingsplan for Vestkysten 2025-2030, Partnerskab for Vestkystturisme, november
- Bilag 5 - Mødereferat punkt 7, Koordinering mellem udviklingsplan for Lønstrup og øvrig
- planlægning, Teknik- og Miljøudvalget 4. februar 2025.
Kilde: Hjørring Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.