Besluttet 13. august, Børne- og Familieudvalget, Holstebro
Afrapportering på skoleudviklingssamtaler skoleåret 2025/2026
Det indstilles, at: orienteringen tages til efterretning
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Familieudvalget, Holstebro Kommune
- Hvornår
- Torsdag 13. august 2026
- Status
- Besluttet. Orienteringen taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
HS/RS - BFU
Fra skoleåret 2022/2023 har årlige skoleudviklingssamtaler været et lovkrav i folkeskolen.
Formålet er at sikre en systematisk evaluering af skolernes kvalitet samt en målrettet dialog om
udviklings- og indsatsområder.
I perioden februar til maj 2026 har skolechefen gennemført skoleudviklingssamtaler med
samtlige kommunens skoler. Forud for samtalerne udarbejder Forvaltningen en datarapport,
der belyser den enkelte skoles kvalitet på centrale parametre som faglig progression,
elevfravær og trivsel. På samtalerne deltager skoleledelsen, medarbejderrepræsentanter og en
repræsentant fra skolebestyrelsen. Derudover har flere skoler haft deltagelse af
elevrådsrepræsentanter.
Skolelederen har initiativretten til at udpege de udviklings- og indsatsområder, der ønskes
drøftet, mens skolechefen kan supplere med yderligere temaer og perspektiver. Samtalen
afsluttes med konkrete fokuspunkter for det kommende skoleår. Skolelederen er ansvarlig for,
at disse indarbejdes i skolens skoleplan og omsættes til praksis.
I vedhæftede bilag fremgår samtlige skolers fokuspunkter for skoleåret 2026/2027.
Fokuspunkterne er ligeledes offentliggjort på skolernes hjemmesider.
På tværs af årets skoleudviklingssamtaler tegner der sig fire gennemgående temaer:
For det første arbejder skolerne målrettet med implementeringen af Bredere
Børnefællesskaber. Samtalerne viser et fælles fokus på at udvikle læringsmiljøer og organisere
skoledagen, så flere elever kan deltage i skolens fællesskaber. Det sker blandt andet gennem
anvendelse af to-lærerordninger, få-lærer-princippet, co-teaching og projektbaseret
undervisning. Samtidig er implementeringen af deltagelsesvejledere og samarbejdet med de
eksterne støttefunktioner centrale udviklingsområder, ligesom flere skoler arbejder med at
styrke forældrenes forståelse af og opbakning til de bredere børnefællesskaber.
For det andet har de faglige resultater i dansk og matematik været drøftet på alle skoler.
Samtalerne har haft fokus på at identificere årgange og elevgrupper med behov for et
yderligere fagligt løft samt på at drøfte de didaktiske og organisatoriske indsatser, der kan
understøtte elevernes faglige progression.
For det tredje viser skoleudviklingssamtalerne, at elevfravær er en stigende udfordring på flere
skoler. Skolerne oplever, at det er en kompleks og svær opgave at få elever tilbage i skole,
som er endt i massiv fravær. Behovet for tidlig opsporing, fleksible løsninger, systematisk
opfølgning og tæt samarbejde mellem skole, hjem og relevante fagpersoner har derfor været et
centralt tema.
Endelig har kvaliteten i SFO tilbuddene været drøftet på alle skoler med afsæt i observationer
gennem tilsyns- og kvalitetsudviklingskonceptet "KIDS Fritid". På tværs af skolerne opleves
KIDS Fritid som et værdifuldt redskab til at kvalificere den pædagogiske praksis og skabe
fælles faglige refleksioner. Observationerne har blandt andet givet anledning til udvikling af de
fysiske læringsmiljøer, tydeligere organisering af aktiviteter, bedre anvendelse af
personaleressourcer samt styrkelse af sammenhængen mellem skole og SFO.
Indstilling
Det indstilles, at:
orienteringen tages til efterretning
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Kilde: Holstebro Kommune, Børne- og Familieudvalget, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.