Besluttet 7. september, Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget, Hvidovre
5. Beslutning - Kvalitetsstandarder for det specialiserede voksenområde
Direktøren indstiller til Social-, Sundhed og Borgerserviceudvalget 1. at udvalget drøfter fordele og ulemper ved at udarbejde kvalitetsstandarder for ydelser på det specialiserede socialområde. 2. at udvalget træffer beslutning om, hvorvidt Hvidovre Kommune skal have kvalitetsstandarder udover de lovpligtige for ydelser under Center for Handicap og Psykiatri.
Kort fortalt
- Forslaget
- Udvalget drøfter fordele og ulemper ved at udarbejde kvalitetsstandarder for ydelser på det specialiserede socialområde.
- Udvalget træffer beslutning om, hvorvidt Hvidovre Kommune skal have kvalitetsstandarder udover de lovpligtige for ydelser under Center for Handicap og Psykiatri.
- Hvem
- Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget, Hvidovre Kommune
- Hvornår
- Mandag 7. september 2026
- Status
- Besluttet. Ad 1. Drøftet. Ad 2. Godkendt at der skal være en kvalitetsstandard. Administrationen fremlægger eksempler fra andre kommuner, som fremlægges til beslutning i udvalget forud for udarbejdelse og godkendelse af kvalitetsstandard i Hvidovre Kommune.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren indstiller til Social-, Sundhed og Borgerserviceudvalget
1. at udvalget drøfter fordele og ulemper ved at udarbejde kvalitetsstandarder for ydelser på det specialiserede socialområde.
2. at udvalget træffer beslutning om, hvorvidt Hvidovre Kommune skal have kvalitetsstandarder udover de lovpligtige for ydelser under Center for Handicap og Psykiatri.
Behandling i Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget 2. marts 2026
Ad 1-2: Udsat.
Udvalget ønsker henvisning til kvalitetsstandarder på hjemmeside: Kvalitetsstandarder 2025 - Center for Handicap og Psykiatri
Sagsfremstilling
Center for Handicap og Psykiatri har udarbejdet dette dagsordenspunkt.
I Hvidovre Kommune har det i mange år været kutyme, at de relevante fagudvalg og Kommunalbestyrelsen hvert eller hvert andet år godkender kommunens kvalitetsstandarder.
I 2023 besluttede Kommunalbestyrelsen, at kvalitetsstandarderne for socialområdet fremadrettet skulle behandles hvert andet år eller ved behov for at beslutte væsentlige ændringer i serviceniveauet.
Erfaringerne viser, at ændringer i kvalitetsstandarderne for socialområdet primært har handlet om nationale ændringer af takster eller lovgivning eller har haft en administrativ karakter, som f.eks. ændringer af bevillingskompetencen fra et visitationsudvalg til ledelsen.
I servicelovens § 138 fremgår det, at Kommunalbestyrelsen inden for lovens rammer kan fastsætte generelle, vejledende serviceniveauer for udmøntningen af hjælp efter serviceloven. Loven giver derved kommunerne mulighed for at beskrive og anvende serviceniveauer i sagsbehandlingen.
På socialområdet, herunder eksempelvis socialpædagogisk støtte efter § 85 og midlertidige botilbud efter § 107, er det ikke lovpligtigt for kommunerne at fastsætte serviceniveauer. Det er derfor en politisk beslutning, hvorvidt kommunen ønsker at anvende kvalitetsstandarder på disse områder.
Uanset om der fastsættes serviceniveauer, skal der i alle sager foretages en individuel, konkret og helhedsorienteret vurdering af borgerens behov. Serviceniveauer kan derfor ikke erstatte det faglige skøn, ligesom ændringer i serviceniveauet i en kvalitetsstandard ikke i sig selv kan danne grundlag for at ændre en borgers eksisterende hjælp uden en forudgående individuel vurdering.
Fordele ved kvalitetsstandarder Kvalitetsstandarder kan bidrage til større gennemsigtighed i kommunens sagsbehandling. Når serviceniveauer er tydeligt beskrevet, kan borgere og pårørende få et klarere billede af, hvad man som udgangspunkt kan forvente af kommunens tilbud.
Det kan understøtte borgernes forståelse af deres muligheder og rettigheder, og kvalitetsstandarder kan være et afsæt for dialog og forventningsafstemning mellem kommune, borgere og pårørende om mulighederne og omfanget af hjælp og støtte.
Samtidig kan kvalitetsstandarder bidrage til større sammenhæng i den kommunale indsats ved at skabe en fælles ramme for fagområder og tilbud, hvilket kan være en fordel for borgere med behov for indsatser på tværs af flere centre.
Mulige ulemper ved kvalitetsstandarder Kvalitetsstandarder kan fungere godt som styringsredskab på de områder, hvor borgergruppen er relativt ens. For eksempel kan ældre borgere via kommunens kvalitetsstandarder orientere sig om serviceniveauet, hvis der er brug for hjælp til tøjvask eller støvsugning i hjemmet.
På socialområdet vil mange af borgerne være kendetegnet ved at have flere og samtidige og komplekse problemstillinger og derfor også meget individuelle behov. En konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov for støtte er helt afgørende og en kvalitetsstandard kan derfor en begrænset anvendelighed, idet generelle beskrivelser har vanskeligt ved at tegne et præcist billede af et ”serviceniveau”.
For eksempel er der meget stor spredning i funktionsniveau og støttebehov blandt borgere, der
modtager socialpædagogisk støtte efter serviceloven § 85. Nogle borgere har primært behov for en mindre indsats som f.eks. støtte til økonomistyring eller håndtering af post. Andre borgere har betydelige kognitive, psykiske eller sociale udfordringer, der kræver intensiv og løbende støtte til helt basale funktioner som personlig hygiejne, håndtering af konflikter eller krisehåndtering i hjemmet.
Det betyder, at én borger kan profitere af et planlagt ugentligt støttebesøg, mens en anden borger i samme målgruppe kan have behov for daglige og ofte uforudsigelig støtte for at opretholde en stabil og tryg tilværelse. Variationerne viser at kvalitetsstandarder på det voksenspecialiserede område kan være et vanskeligt redskab til at beskrive serviceniveauer, der både favner borgere med lavintensive støttebehov og borgere med komplekse og højintensive behov.
Derudover kan en kvalitetsstandard give anledning til misforståelser, hvis de opfattes som faste ydelsespakker. Selvom standarderne er vejledende, kan de i praksis blive tillagt vægt som en rettidighed. Det er administrationens erfaring, at det i nogle tilfælde kan udfordre samtalen med de borgere og pårørende, som kan have meget specifikke ønsker om hjælp eller støtte, f.eks. et særligt botilbud eller en ekstern leverandør af socialpædagogisk støtte.
Udvalget skal på denne baggrund drøfte og tage stilling til, om kommunen fremadrettet ønsker at udarbejde og anvende kvalitetsstandarder ud over de lovpligtige områder.
Politiske beslutninger og aftaler Social- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendt den 3. marts 2025 under punkt 5 ”Kvalitetsstandarder for det specialiserede voksenområde 2025”
Økonomiske konsekvenser Der er ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune
Retsgrundlag Det fremgår af servicelovens § 138 at Kommunalbestyrelsen inden for lovens rammer kan træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven.
Høring Handicap og Psykiatrirådet og Udsatterådet er høringsberettiget i denne sag
Personalemæssige konsekvenser Ingen
Sundhedsmæssige konsekvenser Ingen
Klima-, miljø- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser Der er ikke umiddelbart klima-, miljø- eller bæredygtighedsmæssige konsekvenser i denne sag.
Beslutning
Ad 1. Drøftet. Ad 2. Godkendt at der skal være en kvalitetsstandard. Administrationen fremlægger eksempler fra andre kommuner, som fremlægges til beslutning i udvalget forud for udarbejdelse og godkendelse af kvalitetsstandard i Hvidovre Kommune.
Kilde: Hvidovre Kommune, Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.