Besluttet 7. september, Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget, Hvidovre
8. Drøftelse - Ændring af praksis for boliganvisning i Borgerservice
Direktøren indstiller til Social-, Sundhed- og Borgerserviceudvalget 1. at drøfte ændringen af praksis for boliganvisningen i Borgerservice som beskrevet i sagsfremstillingen, så de politisk vedtagne kriterier anvendes som vejledende retningslinjer, og at anvisningen beror på en konkret og …
Kort fortalt
- Forslaget
- Drøfte ændringen af praksis for boliganvisningen i Borgerservice som beskrevet i sagsfremstillingen, så de politisk vedtagne kriterier anvendes som vejledende retningslinjer, og at anvisningen beror på en konkret og individuel vurdering af, om den boligsøgende har et påtrængende boligsocialt problem.
- Drøfte muligheden for, at der fremover vil blive givet afslag til boligansøgere, der har udfordringer, der alene er relateret til almindelige livsændringer, og som har ressourcerne til selv at løse deres boligproblem.
- Hvem
- Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget, Hvidovre Kommune
- Hvornår
- Mandag 7. september 2026
- Status
- Besluttet. Ad 1. Drøftet. Ad 2. Drøftet. Udvalget ønsker et notat, der beskriver målgruppen, som har et boligsocialt problem / begivenhed, som beskriver variationen inden for målgruppen. Herunder hvilke forhandlingsmuligheder, som kommunen har over for boligselskaber, og hvor mange, der venter på en bolig, mens de er på krisecenter e.l. - herunder total venteliste.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren indstiller til Social-, Sundhed- og Borgerserviceudvalget
1. at drøfte ændringen af praksis for boliganvisningen i Borgerservice som beskrevet i sagsfremstillingen, så de politisk vedtagne kriterier anvendes som vejledende retningslinjer, og at anvisningen beror på en konkret og individuel vurdering af, om den boligsøgende har et påtrængende boligsocialt problem.
2. at drøfte muligheden for, at der fremover vil blive givet afslag til boligansøgere, der har udfordringer, der alene er relateret til almindelige livsændringer, og som har ressourcerne til selv at løse deres boligproblem.
Sagsfremstilling
Center for Beskæftigelse og Borgerservice har udarbejdet dette dagsordenspunkt.
Ny udvikling i boligansøgergruppen Center for Beskæftigelse og Borgerservice har gennem de seneste år oplevet en markant stigning i antallet af ansøgninger om boligsocial anvisning. Samtidig ses en ændring i sammensætningen af ansøgergruppen. En stigende del af
ansøgerne har udfordringer, der udspringer af almindelige livsændringer som fx skilsmisse, ændrede familieforhold eller salg af ejerbolig. Disse borgere kan opleve et reelt behov for en ny bolig, men har ofte ressourcer og muligheder for selv at finde en bolig gennem de almindelige ventelister eller det øvrige boligmarked.
Parallelt med dette oplever kommunen en voksende gruppe borgere med alvorlige og komplekse boligproblemer, som ikke i alle tilfælde falder entydigt inden for de nuværende politiske kriterier. Det kan blandt andet være borgere udsat for vold, familier med risiko for hjemløshed, borgere med betydelige sociale eller helbredsmæssige udfordringer samt familier, hvor børns trivsel og udvikling er truet af manglende eller uholdbare boligforhold.
Der modtages desuden i stigende grad henvendelser fra kommunens øvrige fagcentre vedrørende borgere i særligt vanskelige livssituationer, hvor manglende adgang til en stabil bolig forværrer de sociale problemstillinger og vanskeliggør indsatsen på andre områder.
Det vurderes derfor, at der er behov for at justere praksis, så den boligsociale anvisning i højere grad målrettes borgere med de mest alvorlige og akutte boligproblemer, og som ikke har realistiske muligheder for selv at løse deres boligsituation.
Formålet er at sikre, at kommunens anvisningsret anvendes til de borgere, som har størst behov for støtte, og hvor en bolig er en afgørende forudsætning for at forebygge hjemløshed, sikre udsatte familiers trivsel og understøtte kommunens samlede sociale indsats.
Ansøgere, der ikke vurderes at have et påtrængende boligsocialt problem, vil fortsat modtage en individuel og begrundet afgørelse samt vejledning om alternative muligheder, herunder optagelse på boligorganisationernes ventelister og øvrige muligheder på boligmarkedet.
Administrationens vurdering
Administrationen vurderer, at praksisændringen vil styrke den boligsociale indsats ved at sikre, at de begrænsede almene boliger, som kommunen råder over via anvisningsretten, i højere grad tildeles borgere med de største og mest komplekse boligrelaterede udfordringer.
Praksisændringen understøtter samtidig intentionen i almenboliglovens regler om kommunal boligsocial anvisning, hvor formålet er at hjælpe borgere, der ikke er i stand til selv at finde eller fastholde en bolig. Hvis dette skal lykkes, er det nødvendigt at justere den tidligere praksis, fordi de politisk fastsatte kriterier tidligere har været tillagt større vægt end borgerens aktuelle boligsociale behov.
Ændring af praksis for boliganvisning
Ankestyrelsen gennemfører i første halvår af 2026 en stikprøvevis kontrol af udvalgte kommuners kriterier og praksis for boligsocial anvisning efter almenboliglovens § 59. Formålet er at sikre, at kommunernes administration bygger på en konkret og individuel vurdering og ikke på faste kriterier, der begrænser adgangen til boligsocial anvisning.
Borgerrådgiverne i Hvidovre Kommune har gjort administrationen opmærksom på, at de politisk vedtagne kriterier for kommunal boliganvisning skal være sekundære i forhold til lovgivningen, og at der ikke lovligt kan gives afslag alene med henvisning til, at borgeren ikke opfylder disse kriterier.
Administrationen har taget Ankestyrelsens og borgerrådgiverens bemærkninger til efterretning og har justeret praksis for boliganvisningen, som tydeligt sikrer, at administrationen er i overensstemmelse med almenboliglovens § 59 og Vejledning nr. 9518 af 11. juli 2024 om udlejning af almene boliger.
Den justeret praksis for boliganvisningen vil fremover være:
I alle sager foretages først en konkret og individuel vurdering af, om den boligsøgende har et påtrængende boligsocialt problem efter almenboliglovens § 59. Denne vurdering tager udgangspunkt i Vejledning nr. 9518 om udlejning af almene boliger, herunder at kommunen kan henvise borgeren til almindelig venteliste, hvis der ikke foreligger et påtrængende boligsocialt behov.
De politisk vedtagne kriterier anvendes herefter alene som vejledende i prioriteringen blandt borgere, der alle vurderes at have et påtrængende boligsocialt problem, og i vurderingen af, hvilken type bolig der er mest hensigtsmæssig i det konkrete tilfælde.
Der kan således både gives anvisning til borgere, som ikke opfylder de politisk vedtagne kriterier, og gives afslag til borgere, der formelt opfylder kriterierne, når det efter en konkret vurdering ikke anses for, at der foreligger et påtrængende boligsocialt problem.
Administrationen har endvidere styrket dokumentationen i sagerne med henblik på at kunne redegøre for den foretagne individuelle vurdering og anvendelsen af kriterierne, i overensstemmelse med Ankestyrelsens anbefaling om fokus på kvalitet og dokumentation i sagsbehandlingen.
Med den justerede praksis målrettes den kommunale boliganvisning i højere grad mod borgere med de mest presserende boligsociale udfordringer. Det betyder, at borgere, som vurderes at have tilstrækkelige ressourcer til selv at finde en bolig via de almindelige ventelister eller det øvrige boligmarked, som udgangspunkt ikke vil være omfattet af målgruppen for kommunal boliganvisning. Disse borgere vil fremover modtage et afslag med en individuel og begrundet afgørelse samt relevant vejledning om alternative veje til bolig, herunder gennem boligorganisationernes ventelister eller det øvrige boligmarked.
Udviklingen i antallet af anviste boliger i Hvidovre
Udviklingen i antallet af anviste boliger i Hvidovre Kommune har de sidste mange år været faldende. På blot fem år, fra 2013 til 2018, er antallet af anviste boliger blevet halveret. Den samme tendens gør sig gældende, når der sammenlignes med en periode på 10 år. Fra 2013 til 2023 er antallet af anviste boliger faldet med 198; fra 472 boliger i 2013 til 274 i 2023. Det faldende antal boliganvisninger hænger sammen med udbuddet af boliger i Hvidovre Kommune. Vedlagt som bilag ” Anviste boliger over tid fordelt på område og boligtype.”
Hvidovre Kommune får stillet hver fjerde bolig af boligselskaberne til rådighed i Hvidovre på nær i Avedøre Stationsby og Egevolden ll, fordi der er aftalt 100 pct. kommunal anvisning. Ud af dem går ca. hver fjerde 1-2 rums boliger til borgere, der er tilknyttet Center for Handicap og Psykiatri.
I 2025 er 313 boliger blevet anvist af Hvidovre Kommune, herunder 153 boliger i 1. halvår og 160 boliger 2. halvår.
Politiske beslutninger og aftaler På møde i Kommunalbestyrelsen den 30. april 2024 godkendte Kommunalbestyrelsen, at de gældende kriterier for kommunal social boliganvisning fastholdes, og at Økonomiudvalget orienteres halvårligt om udviklingen i boliganvisningen.
Økonomiske konsekvenser Der er ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.
Retsgrundlag
Lov om almene boliger m.v. § 59 (kommunal anvisning til løsning af påtrængende boligsociale opgaver, herunder regler om udsatte boligområder og forebyggelsesområder). Lov om almene boliger m.v. § 54 og § 55 (kommunalbestyrelsens beslutning om udlejning af almene ældreboliger og handicapboliger samt kommunens betaling og garanti ved anvisning). Lov om almene boliger m.v. § 61 og § 73 a i lov om individuel boligstøtte om afvisning på grund af økonomiske og personlige forhold og klageadgang til Ankestyrelsen. Serviceloven § 110 om tilbud om midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, der ikke kan opholde sig i egen bolig, som et supplerende redskab i akutte situationer.
Høring Der er ikke høringspligt i denne sag.
Klima-, miljø- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser Det har ingen klima-, miljø- eller bæredygtighedsmæssige konsekvenser for Hvidovre Kommune.
Beslutning
Ad 1. Drøftet. Ad 2. Drøftet. Udvalget ønsker et notat, der beskriver målgruppen, som har et boligsocialt problem / begivenhed, som beskriver variationen inden for målgruppen. Herunder hvilke forhandlingsmuligheder, som kommunen har over for boligselskaber, og hvor mange, der venter på en bolig, mens de er på krisecenter e.l. - herunder total venteliste.
Kilde: Hvidovre Kommune, Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.