Besluttet 26. august, Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Ikast-Brande
Ny sygedagpengeindsats
Direktøren for Voksenområdet indstiller, at orientering vedrørende ny sygedagpengeindsats tages til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Ikast-Brande Kommune
- Hvornår
- Onsdag 26. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning. Behandlingsforløb Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 26. august 2026.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Voksenområdet indstiller, at
orientering vedrørende ny sygedagpengeindsats tages til efterretning.
Baggrund
Som led i implementeringen af beskæftigelsesreformen blev en række ændringer af
sygedagpengeloven vedtaget. Reformen har til formål at skabe en enklere
beskæftigelsesindsats med større kommunalt handlerum, færre proceskrav og et øget fokus på
de borgere som har behov for en målrettet indsats. Ændringerne implementeres etapevis med
ikrafttrædelse den 1. februar 2026, den 1. juli 2026 og den 1. januar 2027.
Ændringer med virkning fra 1. juli 2026
Fra den 1. juli 2026 er reglerne om kommunernes opfølgning på sygedagpengesager ændret.
Ændringerne indebærer, at den lovpligtige opfølgningsindsats som udgangspunkt bortfalder for
sygemeldte, der forventes raskmeldt inden for 26 uger. Kommunerne skal derfor ikke længere
gennemføre de hidtidige obligatoriske opfølgningssamtaler i disse sager.
Samtidig er kommunernes opfølgningsindsats gjort mere fleksibel. Kommunen skal fortsat
foretage en konkret vurdering af den enkelte sag og kan iværksætte opfølgning, hvis der
vurderes at være behov for en beskæftigelsesrettet indsats, eksempelvis ved længerevarende
eller komplekse sygdomsforløb eller ved behov for støtte til fastholdelse på arbejdsmarkedet.
Den indledende visitation af sygedagpengesager baseres fortsat på oplysninger fra den
sygemeldte, herunder den forventede varighed af sygefraværet, som indgår i kommunens
vurdering af, om der er behov for en aktiv opfølgningsindsats.
Øget samarbejde med arbejdspladsen
Som følge af de nye regler vil borgere, der forventes at vende tilbage til arbejdet inden for 26
uger, som udgangspunkt ikke længere modtage en aktiv beskæftigelsesrettet indsats fra
kommunen. Tilbagevenden til arbejdet vil i højere grad skulle understøttes gennem et tæt
samarbejde mellem den sygemeldte og arbejdsgiveren.
I Ikast-Brande kommune vil tilgangen være, at der i dialogen mellem borger og arbejdsgiver
udarbejdes en plan for, hvordan borgeren bedst muligt kan vende tilbage til arbejdspladsen.
Planen skal understøtte en fælles forståelse af mulighederne for tilbagevenden og bidrage til,
at sygefraværsforløbet håndteres så tidligt og hensigtsmæssigt som muligt.
For at understøtte arbejdsgiverne i opgaven omkring at lægge en plan for tilbagevenden til
arbejde i fællesskab med deres sygemeldte medarbejder, har kommunen udarbejdet en digital
værktøjskasse med vejledninger og redskaber til håndtering af sygefravær og tilbagevenden til
arbejdet. Derudover gennemføres en informationsindsats over for kommunens virksomheder,
herunder et virksomhedsarrangement, hvor arbejdsgiverne orienteres om de nye regler, deres
rolle i sygefraværsforløbet samt mulighederne for at understøtte medarbejdernes
tilbagevenden. Der er stor opbakning til dette initiativ, og foreløbigt har 90 virksomheder
tilmeldt sig.
Screening af nye sygedagpengesager
I forbindelse med ansøgning om sygedagpenge udfylder borgeren et oplysningsskema, hvor
der blandt andet indgår en vurdering af den forventede varighed af sygefraværet.
Oplysningerne indgår i kommunens indledende vurdering af, hvilken opfølgning der er behov
for i den enkelte sag.
Borgerens egen vurdering kan dog være vanskelig at foretage på et objektivt grundlag, da
mange naturligt vil have et ønske om at vende tilbage til arbejdet inden for en kortere periode,
selv om det ikke nødvendigvis stemmer overens med den faglige vurdering af
sygdomsforløbet.
For at sikre en ensartet og fagligt begrundet visitation har kommunen etableret et
screeningsteam på sygedagpengeområdet. Screeningsteamet gennemgår de indkomne
oplysningsskemaer og foretager en konkret vurdering af, om borgeren forventes at kunne
vende tilbage til arbejdet inden for 26 uger, eller om sagen kræver en tidligere og mere aktiv
kommunal opfølgning. Herved understøttes en korrekt anvendelse af de nye regler og en
målrettet indsats for de borgere, der har behov for kommunal støtte.
Selvom kommunen med de nye regler ændrer tilgangen til opfølgning i sager, hvor borgeren
forventes at vende tilbage til arbejdet inden for 26 uger, slipper kommunen ikke indsatsen helt.
Screeningsteamet følger op på den aftalte plan og progression i forløbet efter henholdsvis 13
og 22 uger med henblik på at vurdere, om borgeren fortsat er på rette vej, og om forventningen
om tilbagevenden til arbejdet inden for 26 uger fortsat er realistisk. Hvis der sker ændringer i
forløbet, kan sagen genvurderes med henblik på at sikre, at borgeren får den nødvendige
støtte og opfølgning.
Fastholdelse i job ved længerevarende sygdomsforløb
For borgere, hvor sygdomsforløbet forventes at strække sig ud over 26 uger, vil kommunen
fortsat have fokus på at understøtte borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet og mulighederne
for tilbagevenden til arbejdspladsen.
Indsatsen for denne gruppe ændrer sig dermed ikke væsentligt i forhold til kommunens indsats
før reformens ikrafttrædelse.
Indsatsen tager udgangspunkt i en konkret og individuel vurdering af borgerens situation,
herunder helbredsmæssige forhold, mulighederne for gradvis tilbagevenden samt
arbejdspladsens muligheder for at understøtte en fastholdelse. Et tæt samarbejde mellem
borger, arbejdsgiver og kommune vil fortsat være et centralt element i indsatsen.
Kommunens tilgang er, at der tidligt i længerevarende sygeforløb arbejdes med en plan for
tilbagevenden til arbejdspladsen. Planen kan blandt andet indeholde aftaler om gradvis
optrapning, tilpasning af arbejdsopgaver, skånehensyn eller andre relevante initiativer, der kan
understøtte, at borgeren bevarer sin tilknytning til arbejdspladsen.
Kommunen anvender desuden de beskæftigelsesrettede muligheder, der er til rådighed, når
der er behov for en mere omfattende indsats. Dette kan eksempelvis være tættere opfølgning,
dialog med arbejdsgiver, delvis raskmelding eller andre indsatser, der kan bidrage til en
tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Kommende ændringer
Den næste etape af reformen træder i kraft den 1. januar 2027 og indeholder mere
gennemgribende ændringer af sygedagpengeområdet.
De væsentligste ændringer omfatter afskaffelse af jobafklaringsforløb og
ressourceforløbsydelse samt indførelse af en ny reduceret sygedagpengesats for borgere, der
efter de hidtidige regler ville være overgået til jobafklaringsforløb efter udløbet af
sygedagpengeperioden.
Derudover gennemføres en række forenklinger af lovgivningen, herunder ændringer af
reglerne om sanktioner og opfølgning samt en reduktion af de administrative krav til
kommunernes sagsbehandling. Kommunerne skal i den kommende periode implementere de
nye regler og tilpasse arbejdsgange og organisering frem mod ikrafttrædelsen.
Økonomiske konsekvenser for borgere på reduceret sygedagpengesats
Med afskaffelsen af jobafklaringsforløbene indføres en reduceret sygedagpengesats for
borgere, som efter de hidtidige regler ville være overgået til jobafklaringsforløb med
ressourceforløbsydelse. Den reducerede sygedagpengesats udgør som udgangspunkt 75
procent af den hidtidige sygedagpengesats.
Enlige borgere kan være særligt økonomisk udsatte ved overgangen til reduceret
sygedagpengesats. Det skyldes blandt andet, at de ikke har mulighed for at dele faste udgifter
med en partner, og at et indkomstfald derfor vil have en større betydning for den enkelte
husstands økonomi.
Kommunen vil derfor være opmærksom på, at enkelte borgere kan få behov for øget
rådgivning om deres økonomiske situation som følge af ændringen.
Den fremtidige indsats
Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at vurdere den fulde effekt af de nye regler på
fastholdelsen af sygemeldte borgere på arbejdsmarkedet. Når en større del af den kommunale
opfølgningsindsats fremover målrettes borgere med længerevarende eller mere komplekse
sygeforløb, og en større del af ansvaret for tilbagevenden til arbejdet placeres i samarbejdet
mellem borger og arbejdsgiver, vil det være relevant at følge udviklingen tæt.
Det er derfor endnu uvist, om den ændrede organisering vil medføre en mere effektiv indsats
målt på eksempelvis andelen af sygedagpengemodtagere, der vender tilbage til arbejde, og
hvor hurtigt tilbagevenden sker. Kommunen vil derfor følge udviklingen gennem løbende
dataopfølgning i den første periode efter implementeringen. Dette skal sikre, at der hurtigt kan
foretages justeringer, hvis udviklingen viser behov for ændrede arbejdsgange eller en anden
prioritering af indsatsen.
De ressourcemæssige konsekvenser er lettere at estimere. I første halvår af året havde IkastBrande Kommune 1.508 sygedagpengesager med en varighed på over 30 dage. Af disse blev
72 procent afsluttet inden for 26 uger. Disse sager vil fremover som udgangspunkt ikke være
omfattet af en obligatorisk kommunal opfølgningsindsats.
Ændringen forventes derfor at frigøre ressourcer i afdelingen, som kan anvendes til at styrke
indsatsen på andre områder, herunder en mere målrettet opfølgning og støtte til borgere med
længerevarende og mere komplekse sygeforløb.
Ud af de 1.508 sager var 88 procent desuden borgere, som var sygemeldt fra en arbejdsplads.
Dette indebærer, at en væsentlig del af de fremtidige forløb vil blive håndteret i et tæt
samarbejde mellem virksomheden og den sygemeldte medarbejder, hvor planlægningen af
tilbagevenden til arbejdet i højere grad varetages af parterne selv.
Dette forventes at medføre en yderligere tidsmæssig besparelse for kommunen, idet en del af
den tidligere kommunale opfølgning erstattes af en mere arbejdspladsnær indsats mellem
arbejdsgiver og medarbejder.
Ressourcemæssige konsekvenser af reformen
Overordnet forventes kommunen at opnå en ressourcemæssig besparelse som følge af de
ændringer, der følger af beskæftigelsesreformen. Besparelsen knytter sig blandt andet til, at en
større del af opfølgningen fremover målrettes borgere med længerevarende og mere
komplekse sygeforløb.
Herudover afskaffes jobafklaringsforløbene som led i de kommende ændringer på
sygedagpengeområdet. Borgere, som efter de hidtidige regler ville være overgået til et
jobafklaringsforløb efter udløbet af sygedagpengeperioden, vil fremover modtage en reduceret
sygedagpengesats. I 2025 opstartede Ikast-Brande Kommune 213 sager med henblik på
overgang til jobafklaringsforløb.
De økonomiske konsekvenser af reformen varierer fra borger til borger og afhænger blandt
andet af den hidtidige sygedagpengesats samt af, hvilken ydelse borgeren efter de gældende
regler ellers ville have modtaget. For nogle borgere vil den reducerede sygedagpengesats
være højere end den ressourceforløbsydelse, de ellers ville være overgået til, mens særligt
borgere med en lav beregnet sygedagpengesats, kan opleve en lavere ydelse. Reformen kan
derfor både medføre højere og lavere kommunale ydelsesudgifter afhængigt af den enkelte
borgers situation. Ikast-Brande Kommune forventer ikke en økonomiske besparelse specifikt
på ydelsen for budget 2027 som følge af skiftet fra ressourceforløbsydelse til reduceret
sygedagpengesats.
Budgetmæssige konsekvenser
Ingen.
Beslutning
Taget til efterretning.
Behandlingsforløb
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 26. august 2026
Kilde: Ikast-Brande Kommune, Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, referat fra mødet onsdag 26. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.