Kalundborg
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKøgeLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsTårnbyVallensbækViborgVordingborgAlle kommuner

Besluttet 24. juni, Kommunalbestyrelsen, Kalundborg

Orientering om Høng Bymidteprojekt - et EU-støttet byudviklingsprojekt

Taget til efterretning.

Kort fortalt

Hvem
Kommunalbestyrelsen, Kalundborg Kommune
Hvornår
Onsdag 24. juni 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Resume og sagens baggrund
Kalundborg Kommune har i samarbejde med Kalundborgegnens Erhvervsråd og Høng Erhvervsforening ansøgt og

fået tilsagn om støttemidler fra EU’s Regionalfond til to indsatser, i henholdsvis Høng og
Kalundborg bymidter. Denne sag omhandler projektet i Høng, hvor der er etableret et
bystrategisk samarbejde, og forarbejdet til udarbejdelsen af en helhedsplan for Høng bymidte
med tilknyttet handlekatalog er igangsat. Administrationen orienterer om rammer, formål,
organisering og samarbejde samt proces og leverancer.

Indstillinger
Direktøren indstiller, at orienteringen tages til efterretning.
Behandling
Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget, Kommunalbestyrelsen.

Formål med projektet
Planloven stiller krav om, at kommunerne skal arbejde med strategisk planlægning for bymidter i mindre og
mellemstore byer, dvs. i byer mellem 4.000 og 20.000 indbyggere. I Kalundborg Kommune er det Kalundborg og
Høng. EU-midlerne skal støtte omstillingen af levende og bæredygtige bymidter i netop mindre og mellemstore byer.
Intentionen er at skabe mere liv i og sikre levende og attraktive bymidter på tværs af hele Danmark. Den strategiske
planlægning skal bidrage til at sætte et nødvendigt og vedvarende fokus på udviklingsmuligheder og planlægningen
for bymidten og sikre et tættere samspil mellem kommunen og erhvervs- og foreningslivet i byen.
Begge byer er primo 2025 efter ansøgning blev tilgodeset med statslige EU-midler til byudvikling. I Høng er kravet, at
der skal etableres et bystrategisk samarbejde, herefter kaldet Bysamarbejdet, og en samarbejdsaftale på tværs af
erhverv, foreninger og kommune. Derudover skal der udarbejdes en helhedsplan, og efter ønske fra Bysamarbejdet
kobles med tilhørende handlekatalog.
Bysamarbejdet

Som en del af Høng Bymidteprojekt er der etableret et bystrategisk samarbejde, hvor
Kalundborg Kommune indgår sammen med repræsentanter fra erhvervsliv, foreninger og
øvrige centrale lokale aktører. Bysamarbejdet har afholdt sit opstartsmøde i januar 2026 og har

siden samarbejdet om projektets rammer, målgrupper, indhold og proces.
Bysamarbejdet fungerer som en fælles platform for dialog, videndeling og koordinering i
arbejdet med helhedsplanen for Høng bymidte. Samarbejdet skal kvalificere og godkende de
overordnede principper for helhedsplanen og handlekataloget og bidrager med vigtig lokal
viden og forankring.
Der er indgået en samarbejdsaftale, hvor parterne forpligtiger sig til at medvirke aktivt til at
realisere helhedsplanen og det tilhørende handlekatalog. Bysamarbejdet faciliteres af
Kalundborgegnens Erhvervsråd via en konsulent med mange års erfaring inden for
bymidteudvikling. Høng Erhvervsforening har bidraget med kontant medfinansiering.
Efter projektperiodens udløb i 2027 ophører EU-finansieringen til både ekstern konsulentbistand og
kommunale medarbejderressourcer. Den videre organisering og eventuelle kommunale involvering i
Bysamarbejdet vil på dette tidspunkt skulle afklares særskilt og forelægges politisk, såfremt der ønskes en
fortsættelse.

Helhedsplan og handlekatalog
Helhedsplanen skal fastlægge en samlet strategisk retning for udviklingen af Høng bymidte.
Handlekataloget skal omsætte helhedsplanen til konkrete, prioriterede indsatser, der kan
realiseres og evt. finansieres i form af mulige private investeringer, fonde, puljer mv. på kort,
mellemlang og lang sigt.
Som led i arbejdet kan helhedsplanen endvidere synliggøre en række strukturelle udfordringer og dilemmaer, der ofte
udgør vilkår for bymidteudvikling i mindre og mellemstore byer, herunder forhold vedrørende organisering, lovgivning
og sameksistens mellem forskellige brugergrupper.
Planen skal fungere som et fælles referencegrundlag for både kommunen og byens aktører og kunne anvendes i
forbindelse med fremtidige investeringer, fondsansøgninger og planlægning. For Kalundborg projektet gælder, at der
allerede findes "Strategisk helhedsplan for Kalundborg bymidte", hvorfor der dermed er opnået støttemidler til
konkrete anlægsprojekter.

Proces og tidsplan
Arbejdet med helhedsplan og handlekatalog for Høng bymidte gennemføres i perioden 2026–
2027 og opdeles i en række faser. Processen omfatter opstart, organisering og analyser,
efterfulgt af udarbejdelse af udkast til helhedsplan og handlekatalog. Der har været afholdt en
byvandring med lokale aktører i foråret og foretaget spørgeskemaundersøgelser og interviews
af udvalgte gruppe indtil videre. Undervejs inddrages både Bysamarbejdet, lokale aktører og
byens borgere bredt gennem to inddragende arrangementer. Den første finder sted i juni 2026
(beskrives nedenfor) og den næste forventeligt medio 2027. Udkastene kvalificeres løbende og
tilpasses på baggrund af analyser, lokal viden og politisk dialog. Den afsluttende fase omfatter
færdiggørelse, formidling og politisk behandling med henblik på endelig godkendelse i
Kommunalbestyrelsen i 2027.
Foreløbige analyser og undersøgelser
De foreløbige drøftelser i Bysamarbejdet, analyser og dialog med udvalgte grupper viser
enstemmigt, at Høng ikke har én entydig bymidte eller ét samlet knudepunkt.

Kommuneplanens bymidteafgrænsning omfatter Hovedgaden og Høng Centret, men i praksis
fungerer flere områder som vigtige knudepunkter i dagligdagen.
Her kan blandt andet nævnes Kultur- og Bevægelsesparken samt Høng Gl. Rådhus, hvor en række foreninger og
aktiviteter er samlet. Disse områder bidrager samlet til byens liv og identitet og indgår derfor i de videre overvejelser.

Undersøgelserne peger desuden på, at der i Høng bymidte findes enkelte strategisk
beliggende arealer med et betydeligt udviklingspotentiale. Herunder indgår den tidligere
VP‑grund (lagerhotel), som efter den ødelæggende brand nu fremstår som et markant tomrum
i bymidten.
Området for VP-grunden er omfattet af kommuneplanramme H1.BL04, som giver mulighed for
etagebebyggelse med boliger, liberale erhverv og institutioner til sociale, kulturelle og
fritidsmæssige formål. Rammerne foreskriver en bymæssig, parkorienteret bebyggelse, der
kan styrke Høng bymidte og skabe kobling til Hovedgaden, ligesom eksisterende
bevaringsværdig bebyggelse som det tidligere elværk skal indgå hensynsfuldt i områdets
fremtidige udvikling.
Helhedsplanarbejdet kan anvende området som et eksempel på, hvordan planmæssige
rammer, byrumskvaliteter og nye funktioner kan tænkes sammen i en langsigtet udvikling af
bymidten. Der er dog ikke på nuværende tidspunkt taget stilling til konkrete tiltag i helhedsplanen. Disse vil
blive nærmere belyst gennem analyser samt dialog med områdets ejere og Bysamarbejdet og vil
efterfølgende blive forelagt til politisk beslutning.
Borgerinddragende events og workshops

Den grundlæggende inddragelse foregår via det formaliserede bysamarbejde. Derudover er
det beskrevet i ansøgningen, at der afvikles minimum to borgerinddragende events eller
workshops. Formålet er at udbrede kendskabet til projektet, indsamle lokal viden, ønsker og
behov og skabe ejerskab blandt borgere og lokale aktører.
Det første borgerrettede arrangement afholdes den 13. juni 2026 og har fået titlen
"Fællesskabets Dag". Her synliggøres projektet, og borgere inviteres til dialog om Høngs
fremtidige bymidte både i form af drøftelser og byvandringer, midlertidige aktiviteter og drop in
stationer rundt om i byen. Dagen planlægges og afvikles i tæt samarbejde og koordinering med
såvel bysamarbejdet som andre centrale lokale aktører. Derudover planlægges projektet
repræsenteret på Folkemødet i Høng den 29. august 2026, hvor programchef for Realdanias
bymidtepulje, Ditte Marquard Jessen, holder et oplæg med fokus på realisering af tiltag i
bymidter, efterfulgt af paneldebat.
Det andet borgerinddragende event eller workshop er endnu ikke endeligt fastlagt. Det
forventes, at dette vil have fokus på at realisere og operationalisere helhedsplanen og
handlekataloget, herunder hvordan forskellige aktører kan bidrage aktivt til at understøtte en
levende bymidte.
Det videre arbejde
Det kommende arbejde vil fokusere på at færdiggøre analyser og videreudvikle helhedsplanen
i løbende dialog med Bysamarbejdet og offentligheden, frem mod politisk behandling og
godkendelse af de endelige leverancer.

Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Sagens forløb
04/06/2026 Teknik-, Natur- og Miljøudvalget
Anbefales.
17/06/2026 Økonomiudvalget
Anbefales.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kilde: Kalundborg Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet onsdag 24. juni 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.