På dagsordenen 5. november, Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Kalundborg
Orientering om indskærpelse af vilkår og påbud vedrørende Ubberup Losseplads
Resume og sagens baggrund Administrationen orienterer om, at Miljøstyrelsen har meddelt ni indskærpelser vedrørende dokumentation, undersøgelse af grundvandsforhold, afledning af perkolat og vedligeholdelse af tekniske anlæg på Ubberup Losseplads.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Kalundborg Kommune
- Hvornår
- Torsdag 5. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på kalundborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Resume og sagens baggrund
Administrationen orienterer om, at Miljøstyrelsen har meddelt ni indskærpelser vedrørende
dokumentation, undersøgelse af grundvandsforhold, afledning af perkolat og vedligeholdelse af
tekniske anlæg på Ubberup Losseplads. Kalundborg Kommune skal derfor undersøge
grundvandspåvirkningen og drænsystemets tilstand samt gennemføre nødvendige forbedringer
af anlægget. Arbejdet vil danne grundlag for Miljøstyrelsens videre vurdering af sagen.
Indstillinger
Chefen for Vej, Ejendom og Affald indstiller, at orienteringen tages til efterretning.
Behandling
Teknik-, Natur- og Miljøudvalget.
Ubberup Losseplads er et tidligere affaldsdeponi, som var i drift frem til 1994 og siden har
været under efterbehandling og miljømæssig overvågning.
I 2020 modtog Kalundborg Kommune påbud fra Miljøstyrelsen om at etablere et
moniteringsprogram, sikre tæthed af perkolatbassinet og sikre tilstrækkelig afledning af
perkolat. Kommunen har siden arbejdet på at imødekomme påbuddene. Ved ni indskærpelser
af 8. juni 2026 konstaterede Miljøstyrelsen imidlertid, at påbuddene endnu ikke var fuldt
efterkommet, og at flere forhold fortsat kun var delvist udbedret.
Grundvand og forureningsforhold
Som led i opfølgningen på Miljøstyrelsens påbud fra 2020 engagerede Kalundborg Kommune
rådgivervirksomheden NIRAS til at undersøge lossepladsens påvirkning af grundvandet og
udarbejde forslag til et fremtidigt moniteringsprogram. NIRAS afleverede i 2023 en rapport,
som vurderer, at der er indikationer på, at lossepladsen påvirker grundvandet.
Miljøstyrelsen har imidlertid vurderet, at NIRAS-rapporten ikke er tilstrækkeligt dækkende til at
danne grundlag for en endelig risikovurdering og et fyldestgørende moniteringsprogram.
Kommunen skal derfor gennemføre yderligere undersøgelser, herunder kortlægning af
grundvandets strømningsretning og den potentielle forureningsudbredelse, som grundlag for
den videre risikovurdering og udarbejdelse af et fyldestgørende moniteringsprogram.
Arbejdet forventes at kræve ekstern rådgiverbistand og muligvis etablering af yderligere
moniteringsboringer. Resultaterne skal danne grundlag for Miljøstyrelsens videre vurdering af
lossepladsens påvirkning af grundvandet og omgivelserne.
Drænsystem og tekniske anlæg
Miljøstyrelsen vurderer, at de registrerede perkolatmængder er væsentligt lavere end forventet,
hvilket kan indikere fejl eller skader på lossepladsens drænsystem. Drænsystemets tilstand
skal derfor undersøges.
Derudover skal der gennemføres forbedringer af de tekniske anlæg, herunder reparation af
perkolatbassinets membran, reparation af iltpumpen og etablering af automatisk overvågning.
Tiltagene skal bidrage til at sikre bassintætheden og en tilstrækkelig afledning af perkolat i
overensstemmelse med Miljøstyrelsens påbud i 2020.
Samlet vurdering
Det er en omfattende opgave, som både inkluderer miljøtekniske undersøgelser og
opgradering af de eksisterende anlæg. De umiddelbare prioriteter er at etablere det
nødvendige faglige grundlag, afdække årsagen til de lave perkolatmængder og gennemføre de
nødvendige tekniske forbedringer, så Miljøstyrelsen kan foretage den videre vurdering af
sagen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Kilde: Kalundborg Kommune, Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 16. Læs den originale sag hos kommunen.