Behandlet 12. august, Kultur-, Fritid- og Frivillighedsudvalget, Kerteminde
Langeskov Park
Foreningen Langeskov Park arbejder med et projekt, der skal udvikle området omkring Langeskov Idrætscenter til et samlet kultur-, idræts- og læringsmiljø. Sagen har i marts 2026 været behandlet som orienteringssag i Kultur-, Fritid- og Frivillighedsudvalget og Økonomiudvalget.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur-, Fritid- og Frivillighedsudvalget, Kerteminde Kommune
- Hvornår
- Onsdag 12. august 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Foreningen Langeskov Park har gennem en årrække arbejdet med udviklingen af et samlet
projekt for kultur, idræt og læring i Langeskov.
Foreningen har hidtil arbejdet ud fra en anslået anlægssum på ca. 40 mio. kr. Som led i et
indledende gennemsyn af projektet har Rambøll i juni 2026 foretaget en foreløbig vurdering,
der estimerer anlægssummen til ca. 45 mio. kr. Estimatet vil kunne kvalificeres yderligere i
forbindelse med den foreslåede proces.
Projektet har opnået finansiering for 11,2 mio. kr., hvoraf 1 mio. kr. stammer fra kommunal
medfinansiering, mens 7,2 mio. kr. er anlægsmidler afsat til renovering af toilet- og
badefaciliteter.
Projektet forudsætter ekstern finansiering samt en senere politisk stillingtagen til blandt andet
kommunens rolle, økonomi og organisering. Hvis kommunen står som ansøger og modtager
tilsagn om støtte fra private fonde, skal kommunen betale 17,5 % i fondsmoms. Ved en anslået
anlægssum på 45 mio. kr. svarer det til ca. 7,9 mio. kr. Administrationen vurderer, at
fondsmomsen vil kunne finansieres ved en omprioritering af den resterende kommunale
medfinansiering samt de allerede afsatte anlægsmidler til renovering af toilet- og
badefaciliteter, forudsat at renoveringen indarbejdes som en del af det samlede projekt. Dette
vil indgå i en senere politisk stillingtagen.
Som led i projektets om- og tilbygning inddrages en del af de eksisterende parkeringsarealer
omkring Langeskov Idrætscenter. En realisering af projektet forudsætter derfor etablering af et
nyt og udvidet parkeringsareal, som både kan erstatte de parkeringspladser, der nedlægges,
og understøtte den forventede øgede aktivitet i området. Der foreligger en foreløbig kalkulation
på ca. 4,2 mio. kr. hertil. Der er i nuværende investeringsoversigt 2026-2029 afsat i alt 7 mio.
kr. til renovering af parkeringspladser på kommunale matrikler. Hvis der afsættes ca. 4 mio. kr.
til etablering af parkeringsarealer ved Langeskov Park, vil det kræve en væsentlig
omprioritering af de anlægsmidler, der i dag er afsat til renovering af parkeringspladser på
kommunale matrikler. Det vil samtidig medføre, at en række parkeringsprojekter må udskydes
eller udgå af den nuværende prioritering.
Som beskrevet i orienteringssagen fra marts 2026 er den forventede afledte merudgift til drift
ved en realisering af projektet anslået til 1,05 mio. kr. årligt. Driftsudgifterne for Langeskov
Idrætscenter var i 2025 2,2 mio. kr.
Ekstern rådgivning og projektmappe
Administrationen vurderer, at der er behov for et mere kvalificeret beslutningsgrundlag, inden
der tages stilling til projektets videre udvikling og kommunens rolle.
Der er derfor indhentet et tilbud fra Rambøll og C&W Arkitekter på udarbejdelse af et samlet
beslutnings- og fondsgrundlag.
Tilbuddet er opbygget i fire trin, som kan gennemføres samlet eller enkeltvis. Trin 1 og 2 udgør
den indledende kvalificering af projektet, mens trin 3 og 4 er tilvalg, der yderligere kvalificerer
projektet. Administrationen anbefaler, at hele processen gennemføres.
Trin 1 - Gennemgang af eksisterende projektmateriale
Projektets nuværende skitser og materiale gennemgås og kvalificeres af arkitekt og ingeniør
med henblik på at skabe et fælles fagligt udgangspunkt for den videre proces.
Trin 2 - Kvalificering gennem proces og yderligere brugerinddragelse
Der gennemføres en proces med workshops og inspirationsbesøg, hvor projektets funktioner
og ønsker kvalificeres.
Foreningen Langeskov Park har allerede gennemført en omfattende bruger- og
borgerinddragelse i udviklingen af projektet. Den foreslåede proces skal derfor ikke gentage
dette arbejde, men supplere det ved at inddrage den kommunale administration, som hidtil kun
i begrænset omfang har været involveret i projektudviklingen.
Samtidig bidrager rådgiverne med erfaringer fra tilsvarende projekter, herunder blandt andet
udviklingen af Svendborg Idrætscenter, og sikrer en struktureret proces, hvor alle interessenter
inddrages på lige vilkår. Processen kan samtidig omfatte en bredere offentlig inddragelse med
henblik på at skabe et bredt ejerskab til projektet og en fælles forventningsafstemning.
Honoraroverslag (Trin 1+2):
C&W Arkitekter: 70.000 kr.
Rambøll: 30.000 kr.
Samlet: 100.000 kr. ekskl. moms.
Trin 3 - Teknisk kvalificering
Projektet gennemgås med henblik på en indledende vurdering af statiske forhold, installationer
og brandforhold, så projektets tekniske gennemførlighed belyses på et overordnet niveau.
Trinnet omfatter desuden en indledende faglig screening af projektets væsentligste tekniske og
planmæssige forudsætninger. Formålet er tidligt i processen at identificere forhold, som kan få
betydning for projektets udformning, økonomi eller realisering, herunder eksempelvis natur og
miljøinteresser, fredninger, skovbyggelinjer, beskyttede arter, vandinteresser samt øvrige
myndighedsmæssige bindinger. En tidlig afklaring skal bidrage til at kvalificere projektet og
reducere risikoen for væsentlige ændringer senere i processen.
Honoraroverslag:
C&W Arkitekter: 55.000 kr.
Rambøll: 54.000 kr.
Samlet: 109.000 kr. ekskl. moms.
Trin 4 - Projektmappe
På baggrund af de foregående trin udarbejdes en projektmappe, som kan anvendes ved den
videre politiske behandling og i dialogen med fonde.
Projektmappen forventes blandt andet at indeholde:
projektets vision og overordnede disponering
helhedsplan og situationsplan
illustrative skitser og etageplaner
beskrivelse af funktioner og prioriteringer
visualisering af projektets potentialer
foreløbig anlægsøkonomi (ekskl. udenomsarealer og parkering)
overblik over projektets finansiering og mulige etaper
overblik over fondsstrategi, herunder relevante fonde, rækkefølge for ansøgninger og
væsentlige beslutningspunkter i den videre proces.
Projektmappen vil samtidig kunne anvendes som grundlag for dialog med relevante fonde.
Honoraroverslag:
C&W Arkitekter: 78.000 kr.
Rambøll: 36.000 kr.
Samlet: 114.000 kr. ekskl. moms.
Den samlede rådgiverydelse udgør ca. 323.000 kr. ekskl. moms og afregnes efter medgået tid
inden for en aftalt økonomisk ramme.
Tilbuddet omfatter ikke en særskilt beregning af den afledte drift. Administrationen vurderer, at
de eksisterende beregninger af den forventede merdrift, som blev fremlagt i orienteringssagen
fra marts 2026, udgør et tilstrækkeligt grundlag for den videre politiske behandling. Hvis der
senere vurderes behov for en yderligere kvalificering, kan der indhentes et særskilt tilbud
herpå.
Administrationen gør opmærksom på, at flere fonde ofte ønsker at bidrage til udviklingen af de
projekter, de støtter. Projektmappen skal derfor betragtes som et beslutnings- og
dialoggrundlag, som kan videreudvikles i takt med dialogen med fonde og øvrige
samarbejdspartnere.
Når projektmappen foreligger, vil administrationen fremlægge en samlet beslutningssag om
projektets videre udvikling.
Denne sag forventes blandt andet at omfatte:
kommunens rolle som ansøger til fonde
projektledelse og bygherrefunktion
samarbejdsmodel med foreningen Langeskov Park
fondsmoms
parkeringsløsning
afledt drift
kommunens samlede økonomiske forpligtelser
den videre fondsproces.
Økonomiske konsekvenser/finansiering
Der er afsat 1 mio. kr. til kommunal medfinansiering af projektet.
Det foreslås, at 323.000 kr. af bevillingen anvendes til udarbejdelse af projektmappen.
Efter frigivelse af 323.000 kr. til projektmappen resterer 677.000 kr. af den kommunale
medfinansiering, som fortsat indgår i projektets samlede finansiering.
Lovgrundlag
Styrelsesloven og kommunalfuldmagtsreglerne.
Høring
Ikke relevant.
Politikker og strategier
Punktet afgøres i
Byrådet.
Indstilling: Direktionen indstiller at
1. der frigives 323.000 kr. af den afsatte kommunale bevilling på 1 mio. kr. til udarbejdelse
af en projektmappe for Langeskov Park
2. projektmappen efterfølgende danner grundlag for en samlet politisk stillingtagen til
projektets videre udvikling.
Aktuel beslutning på Kultur-, Fritid- og Frivillighedsudvalget 2026-2029 12-08-2026
Anbefales.
Kilde: Kerteminde Kommune, Kultur-, Fritid- og Frivillighedsudvalget, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.