København
Nyt fra byråd og udvalg

På dagsordenen 26. oktober, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Håndtering af medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By

På baggrund af et medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti skal Borgerrepræsentationen tage stilling til, om forslag til temalokalplan for stop af hoteller i Indre By og kommuneplantillæg skal sendes i offentlig høring.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Klima-, Miljø- og TeknikudvalgetGår videre til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
Hvornår
Mandag 26. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Næste skridt
Hvis Borgerrepræsentationen godkender planforslagene, sender forvaltningerne planforslagene i offentlig høring i otte uger. På baggrund af resultatet af høringen, vil forvaltningerne udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene.

Hvad kan du gøre?

Hold øje med høringen
Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på blivhoert.kk.dk.
Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 26. oktober 2026. Du finder dem på kk.dk.

Sagens vej

  1. 26. oktoberKlima-, Miljø- og TeknikudvalgetPå dagsordenen
  2. SenereØkonomiudvalgetAfventer
  3. SenereBorgerrepræsentationenAfventer
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

• at
godkende forslag til lokalplan temalokalplan for stop for hoteller i Indre
By (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Økonomiforvaltningen
indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

• at
godkende tillæg til Kommuneplan 2024 (bilag 2) med henblik på udsendelse i
offentlig høring i otte uger.
Klima-, Miljø- og
Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø-
og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
anbefaler,

• at
medlemsforslag om regulering af hoteller i indre by stillet af
Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det
Konservative Folkeparti jf. Borgerrepræsentationen den 30. april 2026
hermed er håndteret (bilag 3).

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 30. april 2026 et
medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By (bilag 3). Medlemsforslaget
pålægger Økonomiforvaltningen og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at
udarbejde et kommuneplantillæg og en lokalplan for et område i Indre By, hvor
der ikke må etableres ny hotelkapacitet. Afgræsningen af området fremgår af
medlemsforslaget.

Forud for indstilling og vedtagelse af medlemsforslaget har
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget på udvalgsmøder den 16. marts og den 1. juni
2026 besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel
på i alt ni ejendomme i Indre By, som er beliggende inden for den geografiske
afgrænsning af medlemsforslaget. Udvalget besluttede samtidigt, at der ikke
skulle nedlægges forbud efter planlovens § 14 mod hotel på i alt fire ejendomme
inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget, bl.a. Kultorvet
14-16.

Løsning

Området med forbud mod etablering af ny hotelanvendelse omfatter
Middelalderbyen, Gammelholm og Nyhavn, dele af Frederiksstaden samt
Nansensgade-kvarteret. Der er tale om et tæt bebygget område med værdifulde
kulturmiljøer og bevaringsværdig bebyggelse. En tredjedel af bygningsmassen i
området anvendes i dag til boliger, mens resten anvendes til erhverv, herunder
især kontorer.

Forslaget til kommuneplantillæg (bilag 2) fastlægger, at der i
området ikke må etableres nye hoteller eller ske udvidelse af eksisterende
hoteller. Dette er indarbejdet i kommuneplanforslagets retningslinjer og rammer
for lokalplanlægningen. Planlægningen regulerer muligheden for at udvide
etagearealet til hotelanvendelse, men kan ikke regulere antallet af værelser
eller antallet af senge.

Forslaget til lokalplan (bilag 2) er udformet som en
temalokalplan, som alene regulerer muligheden for hotelanvendelse. Lokalplanen
er udarbejdet for de ejendomme inden for området, som er omfattet af gældende
lokalplaner. I de gældende lokalplaner inden for området aflyses bestemmelser,
som muliggør anvendelse til hotel.

Temalokalplanen omfatter kun de ejendomme inden for området, hvor
der er gældende lokalplaner. De ejendomme, som ikke er omfattet af gældende
lokalplaner, vil blive administreret i overensstemmelse med Kommuneplanen 2024.
Det betyder, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vil skulle afvise
ansøgninger om etablering af hotel på disse ejendomme med henvisning til
bestemmelserne i kommuneplanens rammedel.

Det bemærkes, at det ikke er muligt at nedlægge forbud med
henvisning til kommuneplanen i de områder, som i kommuneplanen er udlagt til
offentlige formål (O-områder). Der er tale om 15 områder, som bl.a. omfatter
statslige institutioner såsom Christiansborg og Nationalbanken, ministerier,
museumsinstitutioner, uddannelsesinstitutioner og kirker m.fl. Ejendommene er
overvejende ejede af offentlige myndigheder. Her vil det være nødvendigt at
nedlægge forbud efter planlovens § 14, hvis kommunen modtager et ønske om at
etablere hotel, fx ifm. at offentlige myndigheder sælger ejendomme til private
selskaber ifm. omstrukturering eller flytning af offentlige funktioner.

Vandarealer

Afgræsningen af området, hvor der ikke kan etableres ny
hotelanvendelse, omfatter ikke vandarealer i kanalerne og havnen. Der er
eksempler på, at gældende lokalplaner giver mulighed for etablering af hotel på
husbåde i disse områder, fx i Nyhavn og langs Havnegade ved Inderhavnen. Disse
muligheder fjernes ikke med det fremlagte forslag til temalokalplan og
kommuneplantillæg. Hotelanvendelse vil således fortsat være muligt disse
steder.

Tidligere
beslutninger om §14-forbud mod etablering af hoteller v. Klima-, Miljø- og
Teknikudvalget

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har på møde den 16. marts 2026
besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel på otte
ejendomme. Ejendommene omfattes af forslag til temalokalplan og
kommuneplantillæg.

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget besluttede på samme møde ikke at
nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel på de tre
ejendomme inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget,
Toldbodgade 13, Niels Juels Gade 5-7 og Kultorvet 14-16.

Ejendommen Toldbodgade 13 har opnået byggetilladelse den 16. juni
2026 til hotel. Ejendommen er ikke omfattet af gældende lokalplan og omfattes
derfor heller ikke af temalokalplanen.

Ejendommen Niels Juels Gade 5-7 har opnået byggetilladelse den 16.
september 2026 til hotel. Ejendommen omfattes af temalokalplanen.

Ejendommen Kultorvet 14-16 har endnu ikke ansøgt om
forhåndsdialog eller byggetilladelse ved forvaltningen. Ejendommen undtages fra
temalokalplanen og undtages forbud mod etablering af hotel. Kultorvet 14-16 vil
fortsat være reguleret af gældende lokalplan, som giver mulighed for at
etablere hotel, jf. Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning om ikke at
nedlægge §14-forbud.

Hertil besluttede Klima-, Miljø- og Teknikudvalget på møde den 1.
juni 2026 at nedlægge § 14-forbud mod etablering af hotel på yderligere én
ejendom inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget, Købmagergade
48A. Ejendommen omfattes af forslag til temalokalplan og kommuneplantillæg.

Eksisterende
lokalplaner med hotel som formål

Inden for afgrænsningen af det fremlagte forslag til
kommuneplantillægget og temalokalplan er der to eksisterende lokalplaner, der
bl.a. har til eksplicit formål at muliggøre hotel. Det drejer sig om tillæg 1
til lokalplan Nørregade (bekendtgjort den 6. maj 2015), hvor ”1 Hotel” ligger
på Krystalgade 22, og lokalplan d’Angleterre (bekendtgjort den 19. juni 1992),
hvor ”Hotel d’Angleterre” ligger på Kongens Nytorv 34.

Fordi det er en del af lokalplanernes formål, er det Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningens vurdering, at man i disse tilfælde har taget
aktivt stilling til gerne at ville have hoteller i lokalplanområderne. De to
lokalplaner ophæves derfor ikke med det fremlagte forslag til temalokalplan, og
temalokalplanen omfatter ikke de to områder. Hotelanvendelse og etablering af
hotel vil således fortsat være muligt disse to konkrete steder.

Håndtering af medlemsforslagets ønske om at kunne muliggøre
hotelprojekter af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet

Ifølge medlemsforslaget kan man inden for forbudszonen på et
senere tidspunkt muliggøre projekter af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet
samt funktionelle og miljømæssige hensyn til lokalområdet, omkring
pladsdannelser med metrobetjening (Kgs. Nytorv,
Nørreport og Rådhuspladsen), gennem lokalplan- og kommuneplantillæg, hvis der
findes flertal herfor.

Efter vedtagelse af planforslagene kan der fastlægges en proces
for, hvordan konkrete hotelansøgninger inden for området fremadrettet forelægges
politisk behandling. Denne proces skal udarbejdes i Klima-, Miljø- og
Teknikforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen.

Borgerinddragelse

Der er foretaget indledende høring af planforslagene, herunder af
Indre By Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig
høring. Følgende hovedsynspunkter har været fremført af lokaludvalget:

• Lokaludvalget
er enig i, at der skal udarbejdes temalokalplan med kommuneplantillæg, som
skal sikre forbud mod etablering af hoteller i Indre By. Lokaludvalget
efterspørger, at hele Indre By (ment som lokaludvalgets afgrænsning),
bliver omfattet af hotelforbuddet. Udvalget påpeger, at den foreslåede
afgrænsning kan forøge antallet af hoteller i den øvrige del af Indre By.

Forvaltningernes
bemærkninger

• Afgrænsningen
for det generelle forbud mod etablering af hoteller i Indre By er i
overensstemmelse med medlemsforslaget som pålægger forvaltningerne at
udarbejde planforslagene. Forvaltningen tager høringssvaret til
efterretning.

Politisk
handlerum

Det kan besluttes,

• at ændre
afgrænsningen af det område, hvor der ikke kan etableres ny
hotelkapacitet, så det også omfatter kanalerne og de vandarealer i
tilknytning til området, som ligger i havnen.

• at lade
temalokalplanen omfatte de områder til offentlige formål, som ikke er
omfattet af gældende lokalplaner.

• at de
to gældende lokalplaner med formål om etablering af hoteller (Lokalplan d’Angleterre
og tillæg 1 til lokalplan Nørregade) delvist skal ophæves med
temalokalplanen, så hotelforbuddet også kommer til at gælde disse
ejendomme ved fremtidige anmodninger om ændringer.

Hvis
indstillingen tiltrædes, anses de nedlagte § 14-forbud om hotel besluttet af
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget som håndteret med nærværende indstilling.

Hvis indstillingen forkastes, vil Klima-, Miljø- og
Teknikforvaltningen sende et lokalplanforslag i offentlig høring, der
udelukkende håndterer de ni ejendomme, hvor Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
tidligere har besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod hotel.
Udvalget vil ligeledes fortsat blive orienteret om fremtidige indkomne ønsker
om etablering af hotel i Indre By, gennem listen ”Oversigt over sager vedr.
konvertering fra bolig og erhverv til hotel” på Aflæggerbordet. Her har
udvalget mulighed for at løfte sager op til politisk behandling.

Økonomi

Denne
indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Hvis
Borgerrepræsentationen godkender planforslagene, sender forvaltningerne
planforslagene i offentlig høring i otte uger. På baggrund af resultatet
af høringen, vil forvaltningerne udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af
planforslagene. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen i andet
kvartal 2027.

Bilag

  • Bilag 1 Overblik over politisk behandling
  • Bilag 2 Lokalplanforslag for temalokalplan for stop af hoteller i Indre By
  • Bilag 3 Medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By

Kilde: Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, dagsorden fra mødet mandag 26. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.