På dagsordenen 3. november, Økonomiudvalget
Håndtering af medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By
På baggrund af et medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti skal Borgerrepræsentationen tage stilling til, om forslag til temalokalplan for stop af hoteller i Indre By og kommuneplantillæg skal sendes i offentlig høring.
Kort fortalt
- Hvem
- ØkonomiudvalgetGår videre til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Hvis Borgerrepræsentationen godkender planforslagene, sender forvaltningerne planforslagene i offentlig høring i otte uger. På baggrund af resultatet af høringen, vil forvaltningerne udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene.
Hvad betyder det for dig?
Hvis forslaget går videre, må der ikke åbne nye hoteller eller udvides eksisterende i dele af Indre By: Middelalderbyen, Gammelholm, Nyhavn, dele af Frederiksstaden og Nansensgade-kvarteret. Nu skal planen kun i otte ugers offentlig høring, og du kan sige din mening. Endelig beslutning ventes i andet kvartal 2027. Sagen koster ikke kommunen penge i sig selv.
Berører især Beboere i Indre By Hotelejere og investorer i Indre By Ejere af ejendomme i Middelalderbyen, Gammelholm og Nyhavn Turister og hotelansatte
For og imod
For
- Beskytter et tæt bebygget område med værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdig bebyggelse mod flere hoteller.Forvaltningen
- Støttes i overvejende grad af Indre By Lokaludvalg, som er enigt i, at der skal laves forbud mod nye hoteller.Høringssvar fra Indre By Lokaludvalg
- Giver bedre plads til boliger og hverdagsliv i bymidten, fordi bygninger ikke bliver til hoteller.Fra debatten
Imod
- Forbuddet løser ikke efterspørgslen på overnatning, og det kan give højere priser og mere pres på andre dele af byen.Liberal Alliance (I)
- Kan gøre København mindre attraktiv som destination og svække et erhverv, der skaber arbejdspladser og omsætning.Venstre (V)
- Afgrænsningen kan give flere hoteller i resten af Indre By, som ikke er omfattet, mener lokaludvalget.Høringssvar fra Indre By Lokaludvalg
- Ejere i eksisterende lokalplaner og med igangværende projekter er ikke blevet orienteret, og de kan nu få brug for ny lokalplan og kommuneplantillæg.Radikale Venstre (B)
Argumenterne er samlet af Sagsvagt med hjælp fra AI ud fra kommunens egen tekst. Punkter mærket "Fra debatten" står ikke i sagen, men er almindelige argumenter for og imod den slags beslutninger. De er ikke Sagsvagts holdning. Læs hele sagen herunder.
Hvad kan du gøre?
- Hold øje med høringen
- Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på blivhoert.kk.dk.
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på kk.dk.
Sagens vej
- 26. oktoberKlima-, Miljø- og TeknikudvalgetAnbefalet
- 3. novemberØkonomiudvalgetPå dagsordenen
- SenereBorgerrepræsentationenAfventer
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
• at
godkende forslag til lokalplan temalokalplan for stop for hoteller i Indre
By (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger, dog
således at afgrænsningen af temalokalplanen også inkluderer vandarealerne,
dog således at området omfattet af gældende lokalplan 579 Laksegade Øst
undtages fra området for temalokalplanen, dog således at Rådhuspladsen 55 (matrikel nr.
17, Vester Kvarter, København) undtages fra temalokalplanen.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for
Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at
godkende tillæg til Kommuneplan 2024 (bilag 2) med henblik på udsendelse i
offentlig høring i otte uger.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at
medlemsforslag om regulering af hoteller i indre by stillet af
Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det
Konservative Folkeparti jf. Borgerrepræsentationen den 30. april 2026
hermed er håndteret (bilag 3).
Klima-,
Miljø- og Teknikudvalgets anbefalede
indstillingen på sit møde den 26. oktober 2026, jf. oversigt over politisk
behandling.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 30. april 2026 et
medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By (bilag 3). Medlemsforslaget
pålægger Økonomiforvaltningen og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at
udarbejde et kommuneplantillæg og en lokalplan for et område i Indre By, hvor
der ikke må etableres ny hotelkapacitet. Afgræsningen af området fremgår af
medlemsforslaget.
Forud for indstilling og vedtagelse af medlemsforslaget har
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget på udvalgsmøder den 16. marts og den 1. juni
2026 besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel
på i alt ni ejendomme i Indre By, som er beliggende inden for den geografiske
afgrænsning af medlemsforslaget. Udvalget besluttede samtidigt, at der ikke
skulle nedlægges forbud efter planlovens § 14 mod hotel på i alt fire ejendomme
inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget, bl.a. Kultorvet
14-16.
Løsning
Området med forbud mod etablering af ny hotelanvendelse omfatter
Middelalderbyen, Gammelholm og Nyhavn, dele af Frederiksstaden samt
Nansensgade-kvarteret. Der er tale om et tæt bebygget område med værdifulde
kulturmiljøer og bevaringsværdig bebyggelse. En tredjedel af bygningsmassen i
området anvendes i dag til boliger, mens resten anvendes til erhverv, herunder
især kontorer.
Forslaget til kommuneplantillæg (bilag 2) fastlægger, at der i
området ikke må etableres nye hoteller eller ske udvidelse af eksisterende
hoteller. Dette er indarbejdet i kommuneplanforslagets retningslinjer og rammer
for lokalplanlægningen. Planlægningen regulerer muligheden for at udvide etagearealet
til hotelanvendelse, men kan ikke regulere antallet af værelser eller antallet
af senge.
Forslaget til lokalplan (bilag 2) er udformet som en
temalokalplan, som alene regulerer muligheden for hotelanvendelse. Lokalplanen
er udarbejdet for de ejendomme inden for området, som er omfattet af gældende
lokalplaner. I de gældende lokalplaner inden for området aflyses bestemmelser,
som muliggør anvendelse til hotel.
Temalokalplanen omfatter kun de ejendomme inden for området, hvor
der er gældende lokalplaner. De ejendomme, som ikke er omfattet af gældende
lokalplaner, vil blive administreret i overensstemmelse med Kommuneplanen 2024.
Det betyder, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vil skulle afvise
ansøgninger om etablering af hotel på disse ejendomme med henvisning til
bestemmelserne i kommuneplanens rammedel.
Det bemærkes, at det ikke er muligt at nedlægge forbud med
henvisning til kommuneplanen i de områder, som i kommuneplanen er udlagt til
offentlige formål (O-områder). Der er tale om 15 områder, som bl.a. omfatter
statslige institutioner såsom Christiansborg og Nationalbanken, ministerier,
museumsinstitutioner, uddannelsesinstitutioner og kirker m.fl. Ejendommene er
overvejende ejede af offentlige myndigheder. Her vil det være nødvendigt at
nedlægge forbud efter planlovens § 14, hvis kommunen modtager et ønske om at
etablere hotel, fx ifm. at offentlige myndigheder sælger ejendomme til private
selskaber ifm. omstrukturering eller flytning af offentlige funktioner.
Vandarealer
Afgræsningen af området, hvor der ikke kan etableres ny
hotelanvendelse, omfatter ikke vandarealer i kanalerne og havnen. Der er
eksempler på, at gældende lokalplaner giver mulighed for etablering af hotel på
husbåde i disse områder, fx i Nyhavn og langs Havnegade ved Inderhavnen. Disse
muligheder fjernes ikke med det fremlagte forslag til temalokalplan og
kommuneplantillæg. Hotelanvendelse vil således fortsat være muligt disse
steder.
Tidligere
beslutninger om §14-forbud mod etablering af hoteller v. Klima-, Miljø- og
Teknikudvalget
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har på møde den 16. marts 2026
besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel på
otte ejendomme. Ejendommene omfattes af forslag til temalokalplan og
kommuneplantillæg.
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget besluttede på samme møde ikke at
nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel på de tre
ejendomme inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget, Toldbodgade
13, Niels Juels Gade 5-7 og Kultorvet 14-16.
Ejendommen Toldbodgade 13 har opnået byggetilladelse den 16. juni
2026 til hotel. Ejendommen er ikke omfattet af gældende lokalplan og omfattes
derfor heller ikke af temalokalplanen.
Ejendommen Niels Juels Gade 5-7 har opnået byggetilladelse den
16. september 2026 til hotel. Ejendommen omfattes af temalokalplanen.
Ejendommen Kultorvet 14-16 har endnu ikke ansøgt om
forhåndsdialog eller byggetilladelse ved forvaltningen. Ejendommen undtages fra
temalokalplanen og undtages forbud mod etablering af hotel. Kultorvet 14-16 vil
fortsat være reguleret af gældende lokalplan, som giver mulighed for at
etablere hotel, jf. Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning om ikke at
nedlægge §14-forbud.
Hertil besluttede Klima-, Miljø- og Teknikudvalget på møde den 1.
juni 2026 at nedlægge § 14-forbud mod etablering af hotel på yderligere én
ejendom inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget, Købmagergade
48A. Ejendommen omfattes af forslag til temalokalplan og kommuneplantillæg.
Eksisterende
lokalplaner med hotel som formål
Inden for afgrænsningen af det fremlagte forslag til
kommuneplantillægget og temalokalplan er der to eksisterende lokalplaner, der
bl.a. har til eksplicit formål at muliggøre hotel. Det drejer sig om tillæg 1
til lokalplan Nørregade (bekendtgjort den 6. maj 2015), hvor ”1 Hotel” ligger
på Krystalgade 22, og lokalplan d’Angleterre (bekendtgjort den 19. juni 1992),
hvor ”Hotel d’Angleterre” ligger på Kongens Nytorv 34.
Fordi det er en del af lokalplanernes formål, er det Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningens vurdering, at man i disse tilfælde har taget
aktivt stilling til gerne at ville have hoteller i lokalplanområderne. De to
lokalplaner ophæves derfor ikke med det fremlagte forslag til temalokalplan, og
temalokalplanen omfatter ikke de to områder. Hotelanvendelse og etablering af
hotel vil således fortsat være muligt disse to konkrete steder.
Håndtering af medlemsforslagets ønske om at
kunne muliggøre hotelprojekter af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet
Ifølge medlemsforslaget kan man inden for forbudszonen på et
senere tidspunkt muliggøre projekter af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet
samt funktionelle og miljømæssige hensyn til lokalområdet, omkring
pladsdannelser med metrobetjening (Kgs. Nytorv,
Nørreport og Rådhuspladsen), gennem lokalplan- og kommuneplantillæg, hvis der
findes flertal herfor.
Efter vedtagelse af planforslagene kan der fastlægges en proces for,
hvordan konkrete hotelansøgninger inden for området fremadrettet forelægges
politisk behandling. Denne proces skal udarbejdes i Klima-, Miljø- og
Teknikforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen.
Borgerinddragelse
Der er foretaget indledende høring af planforslagene, herunder af
Indre By Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig
høring. Følgende hovedsynspunkter har været fremført af lokaludvalget:
• Lokaludvalget
er enig i, at der skal udarbejdes temalokalplan med kommuneplantillæg, som
skal sikre forbud mod etablering af hoteller i Indre By. Lokaludvalget
efterspørger, at hele Indre By (ment som lokaludvalgets afgrænsning),
bliver omfattet af hotelforbuddet. Udvalget påpeger, at den foreslåede
afgrænsning kan forøge antallet af hoteller i den øvrige del af Indre By.
Forvaltningernes
bemærkninger
• Afgrænsningen
for det generelle forbud mod etablering af hoteller i Indre By er i overensstemmelse
med medlemsforslaget som pålægger forvaltningerne at udarbejde
planforslagene. Forvaltningen tager høringssvaret til efterretning.
Politisk
handlerum
Det kan besluttes,
• at
ændre afgrænsningen af det område, hvor der ikke kan etableres ny
hotelkapacitet, så det også omfatter kanalerne og de vandarealer i
tilknytning til området, som ligger i havnen.
• at
lade temalokalplanen omfatte de områder til offentlige formål, som ikke er
omfattet af gældende lokalplaner.
• at
de to gældende lokalplaner med formål om etablering af hoteller (Lokalplan
d’Angleterre og tillæg 1 til lokalplan Nørregade) delvist skal ophæves med
temalokalplanen, så hotelforbuddet også kommer til at gælde disse
ejendomme ved fremtidige anmodninger om ændringer.
Hvis
indstillingen tiltrædes, anses de nedlagte § 14-forbud om hotel besluttet af
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget som håndteret med nærværende indstilling.
Hvis indstillingen forkastes, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
sende et lokalplanforslag i offentlig høring, der
udelukkende håndterer de ni ejendomme, hvor Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
tidligere har besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod hotel.
Udvalget vil ligeledes fortsat blive orienteret om fremtidige indkomne ønsker
om etablering af hotel i Indre By, gennem listen ”Oversigt over sager vedr.
konvertering fra bolig og erhverv til hotel” på Aflæggerbordet. Her har
udvalget mulighed for at løfte sager op til politisk behandling.
Økonomi
Denne
indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Hvis
Borgerrepræsentationen godkender planforslagene, sender forvaltningerne
planforslagene i offentlig høring i otte uger.
På baggrund af resultatet af høringen, vil forvaltningerne udarbejde
indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Indstillingen forventes
forelagt Borgerrepræsentationen i andet kvartal 2027.
Oversigt over politisk behandling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
• at godkende forslag til lokalplan temalokalplan for stop for hoteller i Indre By (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
• at godkende tillæg til Kommuneplan 2024 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
• at medlemsforslag om regulering af hoteller i indre by stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti jf. Borgerrepræsentationen den 30. april 2026 hermed er håndteret (bilag 3).
Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2026
Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som nyt at-punkt:
“at forvaltningen vender tilbage med en sag med vurdering af behovet for hotelregulering på Indre Vesterbro og i resten af Indre By, inklusiv en geografisk afgrænsning, som kan indgå i temalokalplanen.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 1 stemme mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: Å
Imod stemte: A, B, C, F, V, Ø
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at afgrænsningen af temalokalplanen også inkluderer vandarealerne.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, Ø, Å
Imod stemte: B, I, V
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at området omfattet af gældende lokalplan 579 Laksegade Øst undtages fra området for temalokalplanen.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 9 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, V, Ø
Undlod at stemme: Å
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF4) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at Rådhuspladsen 55 (matrikel nr. 17, Vester Kvarter, København) undtages fra temalokalplanen.”
Ændringsforslaget (ÆF4) blev vedtaget med 9 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, V, Ø
Undlod at stemme: Å
Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF5) som nyt at-punkt:
“at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i forbindelse med fremlæggelsen af en proces for politisk stillingtagen til nye hoteller af særlig kvalitet og omkring pladser også fremlægger en proces for politisk stillingtagen til undtagelser for bygninger, hvor det ikke er teknisk muligt at indrette boliger, heller ikke ved brug af dispensationer, for hele området.”
Ændringsforslaget (ÆF5) blev forkastet med 4 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, I, V, Å
Imod stemte: A, C, F, Ø
Den således ændrede indstillings 1. og indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, Ø, Å
Imod stemte: B, I, V
Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne stemmer imod lokalplanen, da vi ikke ønsker at forbyde nye hoteller i Indre By. Vi anerkender ønsket om at sikre plads til boliger og hverdagsliv, men et forbud mod nye hoteller er ikke en hensigtsmæssig løsning. Efterspørgslen på overnatning forsvinder ikke, fordi man begrænser udbuddet. Den vil i stedet føre til højere priser og øget pres på andre dele af byen. Samtidig risikerer forslaget at gøre København mindre attraktiv som destination og svække et erhverv, der skaber arbejdspladser, omsætning og liv i byen.”
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Når sagen kommer på ØU er det vigtigt, at der bliver lavet en undtagelse til kommuneplantillæget således at hotelprojektet på Toldbodgade 19B kan gennemføres. I forhold til det konkrete projekt, så er der fra politisk side blevet givet positivt tilsagn om at muliggøre hotelbyggeri, derfor skal der gives en undtagelse til kommuneplantillæget således at hotelbyggeriet muliggøres.”
Radikale Venstre, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne er kritiske over for, at vedtagelsen af reguleringen af hoteller i Indre By får afgørende betydning for de 22 lokalplaner, der allerede indeholder hoteller, samt det uvisse antal lokalplaner, der indeholder mulighed for serviceerhverv og herunder hotel, da det fremover vil kræve både en ny lokalplan og tillæg til kommuneplan, som de ikke har haft mulighed for at vide. Derudover er partierne kritiske over for, at aktørerne i de nævnte lokalplaner og aktører med eventuelt igangværende hotelprojekter ikke er blevet orienteret.”
Bilag
- Bilag 1 - Overblik over politisk behandling
- Bilag 2 - Lokalplanforslag for temalokalplan for stop af hoteller i Indre By
- Bilag 3 - Medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By
Kilde: Københavns Kommune, Økonomiudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.