Køge
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødBallerupBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøGentofteGladsaxeGreveGuldborgsundHelsingørHerlevHerningHillerødHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKøgeLyngby-TaarbækOdenseRudersdalRødovreTårnbyVallensbækViborgAlle kommuner

Besluttet 3. september, Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget, Køge

Igangsættelse af Bevarende lokalplan 1141 - Egøjevej 89

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget, at arbejdet med lokalplan 1141 – Bevarende lokalplan for Egøjevej 89, igangsættes.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget, Køge Kommune
Hvornår
Torsdag 3. september 2026
Status
Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget, at
arbejdet med lokalplan 1141 – Bevarende lokalplan for Egøjevej 89, igangsættes.

Baggrund og vurdering
Teknik- og Miljøforvaltningen modtog den 28. maj 2025 en ansøgning om nedrivning af boligen
på ejendommen Egøjevej 89. På baggrund af en vurdering af bygningens bevaringsmæssige
værdier besluttede Klima og- Planudvalget den 27. november 2025 at nedlægge et forbud efter
Planlovens § 14 mod nedrivning af ejendommen.
Ejendommen på Egøjevej 89 forventes i den kommende kommuneplan at blive udpeget som
bevaringsværdig. Samtidig er det kommunens intention på sigt at udarbejde en bevarende
lokalplan for området.
Et forbud efter Planlovens § 14 giver kommunen mulighed for midlertidigt at forhindre
dispositioner, der kan modvirke den ønskede planlægning, men forbuddet kan højst
opretholdes i ét år. Hvis bygningens bevaringsværdier skal sikres permanent, er det derfor
nødvendigt at tilvejebringe en lokalplan.
Ejendommen er beliggende ved en af de sydlige indfaldsveje til Køge og udgør et markant
element i landskabet. Set fra nord fremstår bygningen som en tydelig markering af
terrænstigningen langs Egøjevej og som en markant overgang mellem byen og det åbne land.
Huset har høj arkitektonisk værdi med velproportionerede facader og flere bevarede
oprindelige bygningsdetaljer, herunder et opskalket tag, en original revledør samt oprindelige
vinduer. Bygningen er ikke SAVE-registreret, men en faglig vurdering peger på, at den har
væsentlige bevaringsværdier og bør betragtes som bevaringsværdig.
Ejendommen er kendt som Gl. Bankehus og er på ældre kort registreret som Bankehus.
Bygningen har oprindeligt været en del af Vallø Stifts fæstegods og repræsenterer dermed en
kulturhistorisk fortælling om områdets herregårds- og fæstegodshistorie. Bevaringen af
bygningen vurderes derfor at have betydning både for områdets kulturmiljø og for forståelsen
af den lokale historie.
Lokalplanområdet omfatter alene boligen på Egøjevej 89, ejendommen har et matrikulært areal
på 2.508 m². Ejendommen er bebygget med en fritliggende bolig opført i 1920. Området ligger i
byzone og er ikke omfattet af en gældende lokalplan. Ejendommen er omfattet af
kommuneplanramme 3B27, der udlægger området til boligformål i form af åben-lav og tæt-lav
boligbebyggelse. Den kommende lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanens
rammer.

Formålet med lokalplanen er at sikre bevaringen af den eksisterende bolig og dens
arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabelige værdier. Lokalplanen skal udpege bygningen
som bevaringsværdig og indeholde bestemmelser, der forhindrer nedrivning uden
Kommunalbestyrelsens særlige tilladelse. Derudover skal lokalplanen fastlægge rammer for
fremtidig vedligeholdelse, ombygning og eventuelle tilbygninger, så ændringer sker med
respekt for bygningens karakter og bevaringsværdier.

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at boligen på Egøjevej 89 besidder væsentlige arkitektoniske,
kulturhistoriske og landskabelige værdier, som berettiger en planmæssig sikring. Bygningen
fremstår som et markant og identitetsskabende element langs den sydlige indfaldsvej til Køge
og bidrager væsentligt til områdets karakter og oplevelse af området. Det vurderes derfor, at
der er et tilstrækkeligt planlægningsmæssigt grundlag for at igangsætte arbejdet med en
bevarende lokalplan for ejendommen.
Parallelt med udarbejdelsen af lokalplanen er der indsendt en ansøgning om opførelse af
rækkehuse på ejendommen. Byggesagen har ikke indflydelse på lokalplanen, da det alene er
den eksisterende beboelsesbygning, der er omfattet af Lokalplan 1141.
Principperne for udarbejdelsen af forslag til Lokalplan 1141 – Bevarende lokalplan for Egøjevej
89 er beskrevet i startredegørelsen. Startredegørelsen kan findes på lokalplaner.koege.dk
under lokalplanens egen side og fanen "Under udarbejdelse". Startredegørelsen fremgår
desuden af bilag 1.

Kommunikation
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der ikke afholdelse et forborgermøde.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.

Beslutning

Godkendt.

Kilde: Køge Kommune, Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget, referat fra mødet torsdag 3. september 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.