Spring til indholdet
Køge
Skift kommune
KøbenhavnKøgeAlle kommuner

Besluttet 2. november, Kultur- og Idrætsudvalget, Køge

Status på de selvejende haller

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at Kultur- og idrætsudvalget 1. tager status til efterretning 2. drøfter det videre samarbejde med de selvejende haller.

Kort fortalt

Hvem
Kultur- og Idrætsudvalget, Køge Kommune
Hvornår
Mandag 2. november 2026
Status
Besluttet. Ad. 1. Taget til efterretning. Ad. 2. Drøftet. Udvalget aftaler, at Kultur- og Idrætsudvalgets formand og næstformand går i dialog med de selvejende hallers bestyrelsesformænd.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at Kultur- og idrætsudvalget
1. tager status til efterretning
2. drøfter det videre samarbejde med de selvejende haller.

Baggrund og vurdering
Den 6. september 2021 indgik Køge Kommune en samarbejdsaftale med de selvejende haller:
Køge Nord Sportscenter, Køgehallerne, Ravnsborghallen og Herfølgehallen. Skovbohallerne
ønskede ikke at være en del af samarbejdsaftalen.
I forlængelse heraf godkendte Kultur- og Idrætsudvalget den 6. december 2021 ´Instruks og
forretningsorden for hallerne.
Af sagen fremgår det:
”Samarbejdsaftalens formål er, at sætte retning for samarbejdet, samle allerede eksisterende
aftaler og fastsætte fremadrettede strategiske indsatsområder. I forlængelse heraf har de
selvejende haller jf. samarbejdsaftalens afsnit 5.13, nedsat et formandsråd, hvis formål er at at
styrke de selvejende hallers indbyrdes samarbejde og arbejde for samarbejdsaftalens
visioner.”
I forbindelse med samarbejdsaftalen blev der aftalt særlige fokusområder for de selvejende
haller for 2021 - 22 og senere for perioden 2023-24. Dette med henblik på at understøtte
kommunens Idrætsstrategi 25-50-75.
På baggrund af en større Idrætsfacilitetsanalyse i 2024 godkendte Kultur- og Idrætsudvalget
´Handleplanen for Fremtidens Idrætsfaciliteter 2025-2027´ den 4. november 2024.
I udfærdigelsen af handleplanen inviterede udvalget til Idrætstopmødet 2023 med haller,
foreninger og borgere. Det blev samtidigt besluttet, at hallernes arbejde med fokusområder
tænkes ind i handleplanen, således at de ikke stod for sig selv. Både Kultur- og Idrætsrådet
såvel som de selvejende haller har bidraget aktivt til kvalificering af planen, som også har
været i høring hos relevante fagudvalg. Forvaltningen har derfor i 2025 og 2026 arbejdet på at
realisere handleplanen.
Aktuel status:
Hvor samarbejdsaftalen og handleplanen netop har til formål at styrke samarbejdet med
henblik på at understøtte kommunens Idrætsstrategi, er det forvaltningens oplevelse, at
samarbejdet med hallerne og hallerne i mellem har været tiltagende udfordret. Bla. har det
været svært at få fremdrift i dele af handleplanen (der aflægges særskilt status på
Handleplanen på udvalgets møde den 30. november 2026).

Børne- og Kulturforvaltningen har derfor afholdt møde med formændene for alle 5 selvejende
haller den 15. september 2026 for at gøre status på samarbejdet.
På mødet blev følgende konkluderet:
1. Det fælles samarbejdsforum (formandsrådet) har mistet sin funktion
Formandsrådet er opløst eller reelt ikke-fungerende. Flere haller oplever, at samarbejdet
har været præget af historik, manglende fremdrift og uklarhed om, hvad hallerne konkret
skal være fælles om. Samtidig er der fortsat et ønske fra flere om et nyt og mere
handlingsorienteret samarbejde.
2. Der er behov for at gentænke tilskudsmodellen
Flere af hallerne efterspørger en økonomisk incitamentsstruktur, der understøtter
hallernes udvikling og lokale samfundsrolle. Der peges blandt andet på en mere
aktivitetsbaseret tilskudsmodel og på en tydeligere kobling mellem kommunale tilskud,
borgerrettede aktiviteter og fremtidens haller.
3. Hallerne skal i højere grad være facilitatorer for lokale fællesskaber
Hallerne beskrives ikke alene som bygninger og driftsorganisationer, men som potentielle
samlingssteder og medspillere i forhold til foreninger, skoler, unge, ældre og
lokalsamfund. Ambitionen kan sammenfattes som en bevægelse fra facilitet til facilitator,
men der peges samtidig på forskelle i hallernes kapacitet, lokale rammer og muligheder
for kommercielle aktiviteter.
4. Organisering og bestyrelseskompetencer er en barriere
Vedtægter, ejerformer, lokale særinteresser og mange års kultur gør større forandringer
vanskelige. Der blev på mødet drøftet en faglig professionalisering af bestyrelserne og
eventuelt en juridisk overbygningsmodel. Der er dog ikke opbakning til en egentlig
sammenlægning af hallerne, og ændringer vurderes som politisk og driftsmæssigt
sårbare.
5. Økonomi, vedligeholdelse og personaleressourcer udfordrer fremtidssikringen
Flere af hallerne oplever et pres på personale og manglende ressourcer til udvikling,
fondsansøgninger og fremtidig vedligeholdelse. Der udtrykkes bekymring for, at nogle
faciliteter kan blive stadig mere utidssvarende, hvis der ikke investeres og skabes
stærkere samarbejde om finansiering og udvikling.
6. En tydelig politisk retning Flere af hallerne ønsker en tydelig tilkendegivelse fra Kultur- og
Idrætsudvalget om den fremtidige målsætning for halområdet. Flere haller indstiller
samtidig at udvalget understøtter den videre udvikling med ekstern bistand, som kan
facilitere den fortsatte udviklingsproces og bidrage med faglighed og samtidig ”holde
armslængde”.
Alle fem formænd har godkendt ovenstående referat fra mødet med forvaltningen.

Økonomi

Sagen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser for Køge Kommune.

Beslutning

Ad. 1. Taget til efterretning.
Ad. 2. Drøftet. Udvalget aftaler, at Kultur- og Idrætsudvalgets formand og næstformand
går i dialog med de selvejende hallers bestyrelsesformænd.

Kilde: Køge Kommune, Kultur- og Idrætsudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.