Besluttet 19. august, Kultur- og Eventudvalget, Kolding
Oprettelse af kunstskole på socialområdet
Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har modtaget en henvendelse fra en repræsentant for pårørende med forslag om etablering af et varigt kunstskoletilbud til mennesker med handicap.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur- og Eventudvalget, Kolding Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Behandling i Socialudvalget 11. august 2026
Udvalget besluttede at fremsende både model B Kunsttilbud som fast dagtilbud og model
C Kunsttilbud som ugentligt tilbud som ændringsforslag til budgetforhandlingerne.
Sagsfremstilling
Henvendelsen til Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kommer fra en repræsentant for
pårørende til borgere, som tidligere har gennemført den 3-årige uddannelse på Nordhøj (det
tidligere navn for det nuværende SOJA – Social, Job og Aktivitet), og som i dag i stedet
deltager i bl.a. aktivitetstilbuddet Kunst- og Designgruppen på SOJA. Der er en efterspørgsel
på en styrkelse af kunsttilbuddet til en gruppe borgere med udviklingshæmning.
Kunst tilbyder en særlig adgang til deltagelse og udvikling, fordi der ikke findes ét rigtigt svar,
og fordi arbejdet tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og udtryk. Kunst og kultur er
kendt for at kunne fremme mental sundhed, trivsel og fællesskab samt understøtte social
deltagelse og udvikling.
Formål
Formålet med at styrke Kolding Kommunes tilbud til udviklingshæmmede om at arbejde med
kunst er, uanset model, at:
styrke borgernes trivsel, livskvalitet og selvværd
understøtte udvikling af personlige, sociale og kommunikative kompetencer
skabe adgang til meningsfulde fællesskaber og deltagelse i kulturlivet
forebygge isolation og understøtte et aktivt og indholdsrigt hverdagsliv
Uanset form vil kunstskoletilbuddet etableres som et fællesskab med kunst som
omdrejningspunkt, hvor følgende principper er centrale:
Borgerens centrum: Borgerens interesser, tempo og ønsker er styrende
Selvværd: Fokus på mestring, anerkendelse og oplevelse af egen værdi
Sammenhæng: Indsatserne kobles til øvrige tilbud, netværk og hverdagsliv
Fællesskab: Kunst som fælles sprog, der giver adgang til relationer
Faglighed: Samspil mellem kunstfaglige og socialfaglige kompetencer
Denne tilgang afspejler de centrale leveregler i ”Selvværd og Sammenhæng”, herunder at
skabe løsninger sammen med borgeren, tale i et forståeligt sprog og sætte fællesskabet i spil.
SOJA
Borgergruppen, som efterspørger et styrket kunsttilbud, er tilknyttet SOJA som deres
nuværende beskæftigelse i dagtimerne. SOJAs tilrettelæggelse og rytme er stærkt inspireret af
Egmont-højskolen. Den læner sig op ad et daghøjskolekoncept, og det indebærer, at borgerne
deltager i forskellige funktionsopdelte moduler. Man møder ind om morgenen og kan derefter
godt have én aktivitetstype om formiddagen og en anden om eftermiddagen.
Der er delmål for borgernes deltagelse i de forskellige aktiviteter.
Kunst indgår også i dag, som et af flere valgmoduler på SOJA sammen med bl.a. musik og
bevægelsesmoduler. Grundstenen i SOJA er således, at borgerne møder flere forskellige
mennesker i løbet af dagen og møder forskellige stimuli i løbet af dagen.
En af hensigterne med det er at støtte borgernes fleksibilitet og tilbyde forskellige
sammenhænge at udvikle sig ud fra.
Samtidig er deltagelse i flere forskellige modultyper, fx også ifm. bevægelsesmoduler/ulighed i
sundhed, musik mv., i dag også en inspirationskilde til borgernes kunstneriske arbejde.
Mulige modeller
Med ønsket om at række ud til civilsamfundet og foreningslivet har Social- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen undersøgt mulige samarbejdspartnere og haft kontakt til såvel
FOF Sydjylland (Folkeligt Oplysnings Forbund) og dansk oplysningsforbund SUK Region
Syddanmark (Særligt tilrettelagt undervisning og kurser for mennesker med
udviklingshandicap), som begge ser positivt på etablering af et evt. samarbejde.
Et evt. kunstskoletilbud kan etableres og organiseres i forskellige former.
Model A – kunsttilbud som temadage
Model B – kunsttilbud som fast ugentligt tilbud
Model C – kunsttilbud som fast fuldtids dagtilbud
Model A – kunsttilbud som temadage
Denne model indebærer et kunsttilbud som et antal temadage hvert år. Et kunsttilbud som
temadage tager afsæt i et koncentreret kunstnerisk fokus i enkeltstående dage eller korte
intensive forløb i et samarbejde med en ekstern samarbejdspartner, som har stor erfaring på
området. Forløbene kunne på denne måde være et supplement til den sædvanlige
tilbudspalette i regi af SOJA.
Aktiviteterne kan foregå i kreative lokaler i regi af SUK Region Syddanmark. Lokalerne er
beliggende på 1. sal og er handicapvenlige med elevatoradgang. SUK Region Syddanmark
leverer temadagene. Dagene arrangeres i et tæt samarbejde mellem medarbejdere fra SUK,
som har kunstfaglige kompetencer og lokale medarbejdere fra SOJA.
Et kunsttilbud som temadage med SUK Region Syddanmark som leverandør af temadagene
har en pris af 24.000 kr. årligt for 5 dage. Det er forvaltningens vurdering, at disse midler vil
kunne findes indenfor rammen. Der er således ikke udarbejdet ændringsforslag.
Model B – kunsttilbud som fast ugentligt tilbud
Dette tilbud ville blive lavet som et samarbejde med SUK Region Syddanmark. Konkret vil der
være et ugentligt tilbud, hvor der i alt er 40 årlige undervisningsdage á ca. 6 timer pr. gang.
Denne model indebærer, at borgere med udviklingshandicap får adgang til et særligt tilrettelagt
kunstskoletilbud én dag om ugen, som en del af deres sædvanlige dagbeskæftigelse, med
SUK Region Syddanmark som leverandør af det pædagogiske indhold. Aktiviteterne kan
foregå i kreative lokaler i regi af SUK Region Syddanmark. Lokalerne er beliggende på 1. sal
og er handicapvenlige med elevatoradgang.
Med kunst som fast ugentligt tilbud er der mulighed for at styrke kunst som gennemgående
aktivitet for særligt interesserede borgere.
Ved en tilrettelæggelse som et tilbud én dag om ugen bevares en variation af forskellige
aktivitetstyper i borgernes hverdag over tid. Modellen med et ugentligt tilbud tilføjer en endnu
større fleksibilitet og bredde i de aktiviteter, der fylder hverdagene.
Ved et kontinuerligt samarbejde med SUK Region Syddanmark om at levere denne opgave er
der et potentiale for at udvikle et samarbejde med designskolen, som ligger i umiddelbar
nærhed af SUK’s lokaler, og for at udvikle på et samarbejde med renovation ift. bæredygtige
materialevalg.
Den anslåede udgift ved forslaget er 0,192 mio. kr. Udgiften kan ikke rummes inden for
rammen, og det er derfor nødvendigt at ansøge om budgettilførsel hertil jf. ændringsforslag
vedlagt sagen.
Model C – kunsttilbud som fast fuldtids dagtilbud
Dette tilbud ville blive lavet ved indgåelse af en partnerskabsaftale med FOF Sydjylland.
Konkret vil det være et fast fuldtids dagtilbud, forventet i Kulturskolens lokaler på Riis Toft.
Kulturområdets bidrag til kunstskolen forventes at være begrænset til et samarbejde om brug
af kommunale lokaler, hvilket der har været dialog og tilsagn omkring.
Med kunst som fuldtidstilbud er der mulighed for at dyrke en dedikation til kunst. Samtidig
indebærer en specialiseret kunstskole som dagtilbud også et fravalg af bredere aktivitetstyper i
dagbeskæftigelsen. For kendte borgere vil det indebære reduktion/ophør af en række
aktiviteter, som på nuværende tidspunkt fylder hverdagene.
Driftsforudsætningerne for at oprette tilbuddet i denne form er, at der skal være minimum 2
hold af hver 5-6 borgere pr. hold. På nuværende tidspunkt er der 7 kendte Kolding borgere på
SOJA, der anslås at kunne visiteres til dette tilbud. Dette forudsætter derfor, at de øvrige
pladser enten sælges til udenbys borgere eller at der er relevante Kolding borgere, vi ikke
kender til endnu for at kunne oprette et kunstskoletilbud.
Ved denne model vil der være nettomerudgifter i myndighedsafdelingen i størrelsesordenen
0,452 mio. kr. Udgiften kan ikke rummes indenfor rammen. Det er derfor nødvendigt at ansøge
om budgettilførsel, der svarer til den nettomerudgift myndighedsafdelingen får ved at flytte
borgere fra nuværende tilbud til et nyt kunsttilbud jf. ændringsforslag vedlagt sagen.
I budgettet forudsættes det, at tilbuddet skal sælge pladser til udenbys-borgere. Hvis det ikke
er muligt at sælge pladser til andre kommuner, vil det få en negativ økonomisk konsekvens og
medføre et underskud på tilbuddet.
Der er derfor behov for, at tilbuddet evalueres efter tre år i forhold til både effekter for borgerne
samt de økonomiske forudsætninger.
Høringsparter på evt. etablering af et kunstskoletilbud vil være Handicaprådet og LMU i SOJA.
Høringen finder sted op til behandling på Socialudvalgets møde den 11. august.
Høringssvarene fremgår af bilag 3. Forvaltningen vurderer ikke, at høringssvarene giver
anledning til ændringer i ændringsforslagene.
LMU SOJA bemærker, at en vedtagelse af model C vil betyde nedskæring i
personaleressourcer hos SOJA.
LMU SOJA opfordrer derudover, ved model A, B og C, til, at de pågældende borgere, på et
neutralt grundlag, og i et forståeligt sprog, bliver hørt og inddraget i forhold til deres egne
ønsker for fremtiden, og hvad eventuelle ændringer vil betyde for dem.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Kolding Kommune, Kultur- og Eventudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.