Besluttet 11. august, Udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration, Lejre
JAI - Status på beskæftigelsesreform - Regelændringer pr. 1. juli 2026
I denne sag orienteres udvalget om de løbende ændringer og tiltag, der sker som led i implementeringen af beskæftigelsesreformen. I denne sag vil der være fokus på de regelændringer, der trådte i kraft pr. 1. juli 2026.
Kort fortalt
- Forslaget
- Udvalget tager orienteringen til efterretning
- Hvem
- Udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration, Lejre Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller:
1. at udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Folketinget har vedtaget første del af beskæftigelsesreformen, som gennemføres i flere etaper i 2026 og 2027. De første
regelændringer trådte i kraft 1. februar 2026, mens anden etape er trådt i kraft 1. juli 2026, og sidste etape forventes vedtaget
med ikrafttrædelse 1. januar 2027.
Reformen har til formål at sikre færre lovkrav, større kommunal frihed og en mere individuelt tilrettelagt indsats for borgeren.
I det følgende præsenteres de mest betydningsfulde lovændringer, som træder i kraft 1. juli 2026.
Sygemeldte fra beskæftigelse flyttes ud af beskæftigelsesindsatsen
Sygemeldte borgere, der er i beskæftigelse, og som forventes at blive raskmeldt indenfor 26 uger, og hvor det forventes, at
forløbet er ukompliceret, skal som udgangspunkt ikke længere have et kontaktforløb med jobcenteret. Samtidigt reduceres
kravene for de øvrige sygemeldte til en enkelt samtale, hvorefter resten af kontaktforløbet tilrettelægges individuelt ud fra
borgerens behov.
Nye kontaktforløb med færre proceskrav
Der indføres nye og mere fleksible regler for borgernes kontaktforløb i jobcenteret. Det vil sige, at de nuværende krav til antal
samtaler, der skal afholdes, og hvornår borgeren skal have et aktiveringstilbud, ændrer sig. For de aktivitetsparate borgere, der
ofte er langt væk fra arbejdsmarkedet, vil der fremadrettet kun være krav om én samtale, hvorefter forløbet kan tilrettelægges
ud fra borgerens behov. For de jobparate borgere vil der fortsat være krav om 4 samtaler og mindst 1 aktiveringstilbud i løbet af
de første 6 måneder af deres ledighedsperiode. Efter de 6 måneders ledighed, er der ikke lovkrav til indsats eller samtaler.
Afskaffelse af rehabiliteringsteams
Fra den 1. juli 2026 bortfalder kravet om organisering med et tværfagligt rehabiliteringsteam med kompetence til at træffe
afgørelse i sager om fleksjob, jobafklaringsforløb og førtidspension. Rehabiliteringsteamet har bestået af repræsentanter fra
beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet.
Fremover bliver det den enkelte kommunes ansvar at sikre en tværfaglig vurdering af borgerens samlede situation og
arbejdsevne. I Lejre Kommune etableres faste mødefora til både faglig sparring og den endelige vurdering af borgerens
arbejdsevne. Derudover vil sundhedskoordinatoren blive inddraget løbende i de sager, hvor det vurderes relevant.
Afskaffelse af kontinuerlig indsats for unge
Fra 1. juli 2026 bortfalder kravet til unge på kontanthjælp om, at der maksimalt må være 4 måneder mellem hvert tilbud. Det
krav bliver nu afskaffet, så indsatsen fremadrettet tilrettelægges mere fleksibelt og efter en individuel vurdering.
Udtalelser
Administrationen vurderer, at de lovændringer, der trådte i kraft den 1. juli 2026, understøtter en omlægning af
beskæftigelsesindsatsen fra faste proceskrav til en mere individuelt tilrettelagt indsats for den enkelte borger. Ændringerne
giver rådgiverne et større fagligt råderum til at tilpasse indsatsen til borgerens behov og situation, men stiller samtidig øgede
krav til medarbejdernes faglige vurderinger, metodeanvendelse og evne til at træffe individuelle beslutninger inden for
lovgivningens rammer.
Administrationen vurderer desuden, at der er behov for opmærksomhed på, at regelændringerne i kontaktforløbet for nogle
borgere vil medføre væsentligt færre lovpligtige opfølgningskontakter. Den reducerede kontakt med jobcenteret kan medføre, at
udfordringer i sagsforløbet opdages senere, hvilket i sidste ende kan resultere i længere sagsvarigheder. For eksempel vil en
sygedagpengemodtager før den 1. juli 2026 være omfattet af et kontaktforløb, hvor manglende progression mod raskmelding
relativt hurtigt kan identificeres og håndteres. Med de nye regler vil en større gruppe borgere ikke længere være omfattet af
samme kontaktintensitet, hvilket kan betyde, at komplikationer eller barrierer for tilbagevenden til arbejde først opdages på et
senere tidspunkt.
Administrationen vurderer derfor, at de ændrede regler kan medføre længere sagsforløb for nogle borgere, hvilket samtidig kan
have økonomiske konsekvenser for Lejre Kommune.
Administrationen er i gang med en omfattende omstilling af driften som følge af beskæftigelsesreformen og de ændrede
lovgivningsmæssige rammer. Omstillingen omfatter blandt andet tilpasning af arbejdsgange og organisering samt målrettet
kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere. Omstillingen sker i tråd med de fire anbefalinger som Udvalget for Job,
Arbejdsmarked & Integration kom med på deres møde den 5. november 2025 (sag 5).
Administrationen vurderer, at denne indsats er nødvendig for at sikre en ensartet og fagligt kvalificeret implementering af
reformen. Omstillingsarbejdet gennemføres løbende frem mod ikrafttrædelsen af den sidste etape af regelændringerne den 1.
januar 2027.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Lejre Kommune, Udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.