På dagsordenen 3. november, Udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration, Lejre
JAI - Status på beskæftigelsesreformen - Status på kompetenceudviklingsforløb
I denne sag præsenteres udvalget for en status på kompetenceudviklingsforløbet, der er iværksat i Jobcenter Lejre som følge af beskæftigelsesreformen. Udvalget bedes tage orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Forslaget
- Udvalget tager orienteringen til efterretning
- Hvem
- Udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration, Lejre Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på lejre.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller:
1. at udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Beskæftigelsesreformen skaber mulighed for, at jobcentrene i højere grad kan tilrettelægge individuelt tilpassede forløb for en
stor gruppe af borgere. Det giver mulighed for at tage større hensyn til den enkelte borgers situation, ressourcer og behov frem
for at arbejde ud fra de proceskrav, der hidtil har domineret beskæftigelsesområdet.
Den øgede fleksibilitet stiller nye og anderledes krav til medarbejdernes faglighed og kompetencer, idet der fremadrettet ikke
arbejdes ud fra fastlagte proceskrav, men i stedet i langt højere grad skal arbejdes ud fra en faglig vurdering. Disse ændringer
stiller øgede krav til opkvalificering af medarbejdere og ledere, og derfor er der iværksat en kompetenceudviklingsplan i
Jobcenter Lejre.
Jobcenter Lejre har modtaget puljemidler fra Styrelsen for Arbejdsmarked & Rekruttering til at opkvalificere medarbejdere og
ledere som led i beskæftigelsesreformen.
Kompetenceudviklingen i Jobcenteret foregår i flere spor - både internt og eksternt. Internt i Jobcenteret er der i perioden maj til
september afholdt udviklingsdage med de enkelte teams med fokus på at styrke den beskæftigelsesfaglige vurdering og
vurderingen af, hvad en borger har behov for i sit forløb med jobcenteret.
I september og oktober 2026 indgår ledergruppen i udviklingsforløb i samarbejde med Stevns Kommune med fokus på,
hvordan man leder bedre på faglighed fremfor proceskrav. Formålet er at synliggøre de strukturer, der i dag former praksis og
identificere organisationsprincipper, der understøtter faglig dømmekraft og effektiv drift. Udviklingsforløbet afvikles over to dage
og faciliteres af Carelink. Efter de to dage arbejdes videre med udviklingsforløb internt i ledergruppen i jobcenteret.
I oktober og november 2026 afholdes et kompetenceudviklingsforløb for medarbejderne i jobcenteret, som faciliteres af firmaet
Indsats. Forløbet afholdes på fire halve dage, hvor der for hver gang vil være et forskelligt fokus. Temaerne omhandler
eksempelvis det lokale arbejdsmarked, og hvordan nye teknologier, herunder AI, påvirker arbejdsmarkedet fremadrettet.
Derudover vil der være temaer om, hvordan man kan være med at identificere borgerens ressourcer, kompetencer,
helbredsmæssige begrænsninger og finde realistiske veje tilbage mod arbejdsmarkedet.
Ultimo 2027 forventes det, at der iværksættes et kompetenceløft for medarbejdere i forhold til brugen af det digitale værktøj,
Candeno, i jobcenteret. Værktøjet giver mulighed for små korte digitale kurser til for eksempel CV eller mestringskurser til
borgere med belastningsreaktioner. Kompetenceudviklingsforløbet har fokus på, hvordan medarbejderne bedst får brugt
værktøjet i samtalen med borgeren.
Kompetenceudviklingen tilrettelægges under hensyntagen til den fortsatte implementering af regelændringerne som følge af
beskæftigelsesreformen, omorganiseringen i jobcenteret samt, at reduktionen af antallet af medarbejdere nu er fuldt
implementeret. Det medfører et aktuelt ressourcemæssigt pres, der har betydning for mulighederne for at frigøre
medarbejdertid til kompetenceudvikling og samtidig opretholde den nødvendige drift og videre implementering af
beskæftigelsesreformen.
Administrationens vurdering
Administrationen vurderer, at de igangsatte kompetenceudviklingsforløb er et vigtigt element i arbejdet med at styrke den
faglige kvalitet i Jobcenter Lejre og understøtter intentionen med Beskæftigelsesreformen.
Administrationen vurderer, at kompetenceudviklingsforløbene bidrager til at ruste både medarbejdere og ledere til de nye
faglige krav. De forskellige forløb har fokus på centrale elementer i den fremtidige beskæftigelsesindsats, herunder den
beskæftigelsesfaglige vurdering, faglig ledelse og et øget kendskab til det lokale arbejdsmarked.
Kompetenceudviklingen har værdi både på medarbejder- og organisationsniveau, idet det fælles faglige fundament styrkes
yderligere.
Økonomi og finansiering
Kompetenceudviklingsforløbene finansieres af puljemidler udmeldt af Styrelsen for
Arbejdsmarked & Rekruttering (STAR) samt egne midler.
Kilde: Lejre Kommune, Udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.