På dagsordenen 27. oktober, Familie- og Kulturudvalget, Lemvig
Status på ungeprojektet Next Generation
Repræsentanter for ungekulturprojektet Next Generation præsenterer resultaterne af projektets første fase, potentialeafklaringen, herunder handleplanen for det videre arbejde i Lemvig Kommune samt anbefalinger på lokalt og tværkommunalt niveau.
Kort fortalt
- Hvem
- Familie- og Kulturudvalget, Lemvig Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 27. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 27. oktober 2026. Du finder dem på lemvig.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
DIREKTØREN FOR FAMILIE OG KULTUR INDSTILLER,
At status på Next Generation tages til efterretning.
Sagen afgøres endeligt af
Familie- og Kulturudvalget.
Sagsfremstilling
Fra Next Generation deltager projektleder Thomas Rask og direktør Pia Stræde Palmelund,
begge fra Slagteriet S/I kl. 16.00.
Kulturkonsulenterne Thomas Frandsen og Meise Fabricius deltager i punktets behandling.
Lemvig Kommune deltager i det treårige ungekulturprojekt Next Generation, som er et
tværkommunalt samarbejde mellem kommunerne Herning, Holstebro, Lemvig, RingkøbingSkjern og Struer. Projektet ledes af Slagteriet S/I i samarbejde med Dansk Talent Akademi,
KRAS og ShowUp.
Projektets formål er at styrke unges deltagelse i kulturlivet, understøtte udviklingen af kulturelle
fællesskaber og skabe bedre rammer for ungedrevne initiativer. Projektet tager afsæt i unges
egne perspektiver og erfaringer samt de lokale kulturaktørers ressourcer og ønsker om at
involvere unge i højere grad.
Projektet består af fire hovedindsatser:
1. Potentialeafklaring: Kortlægning af muligheder, miljøer og aktører.
2. Praksisdel: Udvikling og afprøvning af aktiviteter i samarbejde med unge.
3. Kreative ungemiljøer: Styrkelse af fællesskaber, mødesteder og ungedrevne initiativer.
4. Dannelse og trivsel: Fokus på kulturens betydning for fællesskab, deltagelse og
tilhørsforhold.
Potentialeafklaringen udgør projektets første fase og danner grundlag for det videre arbejde.
Potentialeafklaringen
Resultaterne af potentialeafklaringen er samlet i rapporten om Lemvig, samt den
tværkommunale rapport om Nordvestjylland. Det samlede materiale understøttes af en
læsevejledning og et bilagskatalog med metode- og databeskrivelser.
Undersøgelsen bygger på spørgeskemaundersøgelser, dialog-forløb, interviews, workshops og
kortlægning af kulturaktører. Datagrundlaget omfatter unge, engagerede unge kulturaktører
samt kulturinstitutioner og samarbejdspartnere. Resultaterne skal læses som identificerede
tendenser og udviklingsmuligheder frem for et statistisk repræsentativt billede af alle unge i
kommunen.
Resultater for Lemvig Kommune
Rapporten peger på, at Lemvig Kommune rummer betydelige ressourcer i form af
kulturinstitutioner, lokale initiativer, frivillige fællesskaber og eksisterende tilbud som blandt
andet UNGLEMVIG, ungdomsrådet, Iværksætterhuset, Lemvig Musikskole, Tuskær og Svinget
Samtidig viser undersøgelsen, at mange unge oplever, at det kan være vanskeligt at finde
adgang til de eksisterende fællesskaber. Udfordringen handler i mindre grad om manglen på
tilbud og i højere grad om manglen på synlige, tilgængelige og vedvarende fællesskaber, hvor
unge naturligt kan mødes og deltage.
Flere unge efterspørger:
Flere aktiviteter og oplevelser målrettet unge.
Uformelle mødesteder, hvor man kan opholde sig uden faste forpligtelser.
Musik- og kulturfællesskaber.
Mere liv uden for sommersæsonen.
Fællesskaber, hvor man ikke nødvendigvis skal kende nogen på forhånd.
Rapporten peger samtidig på, at geografiske afstande og transportforhold har stor betydning
for de unges deltagelse. Fællesskaber samler sig ofte omkring enkelte steder og
begivenheder, mens kontinuiteten i hverdagen kan være vanskelig at opretholde.
Kulturinstitutionerne udtrykker generelt stor interesse for at inddrage unge som medskabere,
men oplever udfordringer med at mobilisere, engagere og fastholde unge over længere tid.
Handleplan for projektets videre arbejde
Rapporten indeholder følgende handleplan for Next Generations arbejde i Lemvig Kommune:
Etablere og understøtte et tydeligt og uformelt samlingspunkt for unge.
Facilitere og støtte unge i at udvikle egne initiativer og fællesskaber.
Opbygge relationer mellem unge og eksisterende ungekulturelle miljøer.
Videre kortlægning af aktiviteter, aktører og ressourcer.
Etablere en Grejbank, som giver overblik over faciliteter og udstyr.
Skabe stærkere forbindelser mellem unge, kommune og kulturinstitutioner.
Arbejde opsøgende for at engagere flere unge i fællesskaber og aktiviteter.
Samt at styrke unges mulighed for at tage initiativ og skabe aktiviteter for andre unge.
På baggrund af potentialeafklaringen peger rapporten på følgende anbefalinger til Lemvig
Kommune og relevante samarbejdspartnere:
1. Etablere en målrettet pulje til ungedrevne aktiviteter og projekter.
2. Gøre det enkelt og tilgængeligt for unge at søge støtte og få vejledning.
3. Etablere en playmaker- eller brobyggerfunktion mellem unge, institutioner og kommune.
4. Prioritere et fysisk samlingspunkt for unge.
5. Styrke samarbejdet mellem unge og eksisterende kulturinstitutioner.
6. Arbejde mere fleksibelt og risikovilligt med unges initiativer og idéer.
7. Understøtte aktiviteter og fællesskaber i lavsæsonen, særligt i vinterhalvåret.
Anbefalingerne skal ses som udviklingsretninger og inspirationspunkter, som efterfølgende kan
omsættes i lokale indsatser i samarbejde med unge og relevante aktører.
Tværkommunalt perspektiv
Den tværkommunale analyse viser, at kommunerne i Nordvestjylland står over for flere fælles
udfordringer og muligheder. Mange unge efterspørger fællesskaber frem for flere aktiviteter, og
relationer spiller en afgørende rolle for deltagelse. Samtidig oplever mange unge, at det kan
være svært at få øje på eksisterende muligheder eller finde en naturlig vej ind i
fællesskaberne.
Rapporten beskriver gennem modellen "Det Store Rollespil", hvordan kommunen, de
professionelle voksne og de unge hver især har en rolle i udviklingen af stærke ungemiljøer.
Kommunen skaber rammerne, voksne understøtter processerne, og de unge skaber indholdet.
På tværs af kommunerne anbefales:
1. Fælles tværkommunale aktiviteter og arrangementer.
2. Udveksling af unge ildsjæle og frivillige.
3. Målrettede indsatser for de såkaldte "måske-unge", som er åbne for fællesskaber, men
mangler en indgang.
4. Styrket vidensdeling mellem unge, kulturaktører og kommunale medarbejdere.
Administrationens kommentarer
Administrationen vurderer, at potentialeafklaringen giver et relevant og brugbart
vidensgrundlag for det videre arbejde med unge, kultur og fællesskaber i Lemvig Kommune.
Særligt peger rapporten på et potentiale i at bygge videre på de eksisterende kulturinstitutioner,
frivillige miljøer og kommunale tilbud og samtidig skabe stærkere forbindelser mellem disse og
kommunens unge.
Foretrædet giver Familie og Kulturudvalget mulighed for at stille spørgsmål til rapportens
resultater, drøfte anbefalingerne og diskutere perspektiverne for det videre arbejde med
kulturelle ungemiljøer i Lemvig Kommune.
Det nye initiativ med at starte ungekulturhuset Hjørnet kan ses som en konkret realisering af
flere af de anbefalinger, som Next Generation peger på for Lemvig Kommune, herunder
etableringen af et fysisk samlingspunkt for unge, styrkelse af fællesskaber og øget
ungedeltagelse i kultur- og fritidslivet.
Økonomiske konsekvenser
Økonomi og HR har ingen bemærkninger.
Lovgrundlag
Ingen.
Politikker og strategier
Strategi for Fritid og Kultur.
Kilde: Lemvig Kommune, Familie- og Kulturudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.