Besluttet 28. januar, Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk
Omlægning af modtagerklasser til holdundervisning
Kommunalbestyrelsen besluttede 31. august 2023 en omlægning af modtagerklasser til holdundervisning for elever med dansk som andetsprog fra 1. januar 2024.
Steder i sagen: Fuglsanggårdsskolen
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Onsdag 28. januar 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
- Næste skridt
- Den videre proces afhænger af udvalgets drøftelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår på baggrund af høringsforslagene, at det godkendes, at modellen
fortsætter uændret.
Problemstilling
Lyngby-Taarbæk Kommune har siden 2021/22 oplevet en stor stigning i antallet af elever med
behov for dansk som andetsprog, især på grund af krigen i Ukraine. Kommunalbestyrelsen
besluttede i august 2023 at omlægge størstedelen af modtagelsesundervisningen til basishold,
hvor eleverne blev indskrevet i almenklasser og modtog særskilt sprogundervisning. Fordelene
ved omlægningen var bl.a. bedre integration i almenundervisningen, mulighed for at målrette
sprogindsatsen individuelt og en mere økonomisk bæredygtig løsning. Den tidligere model med
modtagerklasser medførte et årligt merforbrug på cirka 3,7 mio. kr. Forslaget indebar, at kun én
modtagerklasse (0.–2. klasse) samt én udvidet klasse (8.–10. klasse) blev bevaret. Målet med
omlægning fra modtagerklasse til basishold var således dels at imødegå de budgetmæssige
udfordringer, der var på området, dels at styrke elevernes mulighed for at indgå i
aldersvarende sociale og faglige fællesskaber i et almenmiljø - samtidig med, at elevens behov
for basisundervisning blev opretholdt og tilgodeset.
Nuværende organisering af basisundervisning i Lyngby-Taarbæk Kommune:
Fuglsanggårdsskolen: Velkomstklasse for 0.-2. klasse
Kongevejens Skole: 1 basishold
Lindegårdsskolen: 2 basishold
Lundtofteskolen: 1 basishold
Trongårdsskolen: 1 basishold og udvidet modtagerklasse
Engelsborgskolen: 2 basishold
Hummeltofteskolen: 1 basishold
Velkomstklasse
I en velkomstklasse får eleverne et selvstændigt sammenhængende undervisningsforløb.
Undervisning i dansk som andetsprog varetages af lærere eller andet undervisende personale,
som gennem særlig uddannelse eller på anden måde har kvalificeret sig til opgaven.
Undervisningen i velkomstklasser skal opfylde de samme krav til kvalitet, som almindeligvis gør
sig gældende og følge fagrækken for klassetrinnet. En velkomstklasse kan som udgangspunkt
rumme op til 12 elever ved skoleårets begyndelse. Dog kan klassetallet hæves til 15 elever,
hvis det af Kommunalbestyrelsen vurderes pædagogisk forsvarligt i forhold til undervisningens
kvalitet. For velkomstklasser gælder det, at eleverne ikke må spænde over mere end tre
klassetrin, og ledige pladser kan derfor kun anvendes til elever, der tilhører de relevante
klassetrin.
Udvidede modtagerklasse
Elever, som ankommer til Danmark efter at de er fyldt 14 år, vil i mange tilfælde ikke kunne nå
at tilegne sig dansk på et niveau, hvor de kan følge undervisningen i en almindelig klasse i alle
fag. I udvidede modtagelsesklasser vil der skulle arbejdes mere direkte med de mål, som er
opstillet for folkeskolens øvrige fag, end i modtagelsesklasser for de yngre elever, da der ikke
er samme krav til, at eleverne i udvidede modtagelsesklasser indsluses i en almindelig klasse.
Det er derimod hensigten, at eleverne afslutter folkeskolen i den udvidede modtagelsesklasse.
Begrænsningen på maksimalt to års basisundervisning gælder ikke for elever, der modtager
undervisning i en udvidet modtagelsesklasse.
Basishold
Ved oprettelse af basishold kan holdene i modsætning til modtagerklasser dannes på tværs af
alle klassetrin. Nyankomne elever kan indskrives direkte i en almenklasse, så længe de
samtidig modtager basisundervisning uden for almenundervisningen, enten som hold eller som
enkeltmandsundervisning. Holdundervisningen skal organiseres som selvstændigt
sammenhængende undervisningsforløb, og der må maksimalt være syv elever på et hold.
Holdundervisningen skal opfylde de samme krav til kvalitet, som almindeligvis gør sig
gældende, hvilket betyder, at holdundervisningen skal følge fagrækken for trinnet og Fælles
Mål i dansk som andetsprog-basis.
Løsninger
Evaluering af basisundervisning
Forvaltningen har udarbejdet en evaluering af omlægning af basisundervisning - fra
modtagerklasser til basishold. Som en del af evalueringen har skolerne (på skoler med
basishold og modtagerklasse) deltaget i en spørgeskemaundersøgelse, hvor de er kommet
med deres input. Evalueringen blev forelagt Skoleudvalget 26. november 2025, og er bilagt.
Overblik over antal indskrevne basiselever på kommunens skoler er bilagt.
Opsamling på evaluering
Sammenfattende befinder Lyngby-Taarbæk Kommune sig i en tidlig fase af omlægningen med
positive tegn på bedre inklusion og faglig deltagelse for nyankomne elever. Der er behov for
fortsat fokus på kompetenceudvikling, klare retningslinjer for overgang, øget samarbejde
mellem faggrupper og en mere formaliseret struktur for vejledning og co-teaching.
Fleksibiliteten i organiseringen med basishold og muligheden for at rumme eleverne på den
første skole, de tildeles understøtter en mere stabil og inkluderende skolegang for nyankomne
elever, hvilket forventes at have positiv effekt på deres trivsel og læring på sigt. Evalueringen
peger på, at basisholdmodellen fungerer bedre i indskolingen og på mellemtrinnet, end i
udskolingen.
Forvaltningens anbefaling jf. sag til Skoleudvalget 26. november 2025
Forvaltningen anbefalede i sag til Skoleudvalget 26. november 2025, at der fra skoleåret
2026/2027 sker en omlægning således, at velkomstklassen på Fuglsanggårdsskolen
omlægges til basisholdundervisning på skoler med ledig kapacitet i indskolingen og at
undervisningslektioner for basishold med udskolingselever øges med henblik på at styrke den
faglige støtte og differentiering frem mod afgangsprøverne.
Kommentering fra lokalMED på Fuglsanggårdsskolen.
LokalMED anbefaler at velkomstklassen (V1) i dens nuværende form bevares på
Fuglsanggårdskolen:
Modtagelsesklasserne har været på skolen i omkring 30 år og er en integreret del af
skolens liv og virke, som de er glade for og stolte af.
I V1 er der lærere med mange års erfaring og en pædagog med sproglige kompetencer,
som skaber sammenhæng mellem undervisning og SFO.
SFO-personalet og indskolingens lærere har stor viden om og erfaring med at
understøtte modtageklasseelevernes behov for sproglig støtte.
Eleverne i V1 er små (5½–8 år) og har behov for en overskuelig og genkendelig hverdag
med ro og tryghed - hvilket V1 tilbyder.
V1 giver mulighed for tæt skole-hjem-samarbejde, så også forældrene føler sig trygge og
velorienterede.
Skolen har et velfungerende ressourceteam (ledelse, tosprogskonsulent, psykolog,
logopæd, pædagog og lærer), som kan støtte eleverne efter behov.
Kommenteringen i dens fulde længde er bilagt.
Bemærkninger fra CenterMED
CenterMED bemærker, at modtagerklasserne har haft en særlig funktion i forhold til elever med
flygtninge- og traumebaggrund, og at denne gruppe elever ofte har brug for en mere målrettet
indsats end den, der kan ydes på et almindeligt basishold. CenterMED bemærker desuden, at
modtagerklasserne tidligere har været en velfungerende model.
Høringssvar
Forvaltningen foreslog i sag til Skoleudvalget 26. november 2025 at omlægge Velkomstklassen
på Fuglsanggårdsskolen fra skoleåret 2026/2027 til basisholdundervisning på skoler med ledig
kapacitet i indskolingen, samt at øge undervisningstimerne for basishold med udskolingselever.
Der er modtaget høringssvar fra skolebestyrelserne på Hummeltofteskolen, Kongevejens
Skole, Fuglsangårdsskolen, og Engelsborgskolen. Alle høringssvar er bilagt.
Skolebestyrelserne bemærker bl.a. følgende:
At nyankomne elever udgør en differentieret gruppe, hvor især elever med flygtninge- og
traumebaggrund har behov for mere skærmede rammer end basishold i almenmiljøet kan
tilbyde.
Modtage-/velkomstklasser vurderes som særligt vigtige i indskolingen for at sikre tryghed,
stabilitet og grundlæggende sproglig og social indslusning.
En direkte placering i almenklasser vurderes at kunne få negative konsekvenser for
elevtrivsel, faglighed og undervisningsmiljø.
Der peges på risiko for øget belastning af lærere, pædagoger og klasser, herunder
arbejdsmiljø og skole-hjem-samarbejde.
Skolebestyrelserne fremhæver eksisterende specialiserede kompetencer i
modtageklasserne, som vurderes vanskelige at opretholde ved en omlægning.
Der er opbakning til en styrket indsats i udskolingen, men med samtidig anbefaling om
ikke at reducere tilbuddene til indskolingsområdet.
Skolebestyrelserne peger således på, at forslaget om at lukke velkomstklassen på
Fuglsanggårdsskolen fraviges.
Justeret anbefaling
På baggrund af de indkomne høringssvar anbefaler forvaltningen, at forslaget om at ændre
velkomstklassen på Fuglsanggårdsskolen fra skoleåret 2026/2027 til basisholdundervisning på
skoler med ledig kapacitet i indskolingen, samt forslaget om at øge undervisningstimerne for
basishold med udskolingselever, ikke gennemføres.
Hvis den nuværende model for velkomstklassen på Fuglsanggårdsskolen fortsætter, kan
forvaltningen ikke anvise finansiering til at øge undervisningstimerne for basisholdene med
udskolingselever.
På baggrund af de indkomne høringssvar samt bemærkninger fra Fuglssanggårdsskolens
Lokal-MED foreslår forvaltningen derfor, at den nuværende model for velkomstklassen
fastholdes.
Forvaltningen bemærker dog, at elever, som har været indskrevet i velkomstklassen på
Fuglsanggårdsskolen, efterfølgende har ret til at fortsætte i en almen klasse på samme skole.
Dette kan have betydning for skolens kapacitet.
Strategisk ramme
Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog.
Videre proces
Den videre proces afhænger af udvalgets drøftelse.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Der er i 2025 budget på 0,8 mio. kr. til modtagerklassen på Fuglsanggårdsskolen samt 0,5 mio.
kr. til befordring i forbindelse med modtagerklassen. Hvis modtagerklassen på
Fuglsanggårdsskolen omlægges til to basishold i indskolingen, og de to basishold i
udskolingen samtidig udvides til 15 lektioner, vil den samlede udgift ved denne ændring være
1,3 mio. kr., hvilket svarer til det nuværende budget for modtagerklassen inkl. befordring. Som
nævnt ovenfor peger forvaltningen på baggrund af høringssvarene ikke på denne løsning.
Det fremgår af høringssvarene, at der er opbakning til at øge antallet af undervisningslektioner
for basishold med udskolingselever. Udgiften til at øge to basishold til 15 timer udgør 0,8 mio.
kr. Forvaltningen kan ikke anvise finansiering hertil, såfremt modtagerklassen på
Fuglsanggårdsskolen bibeholdes.
Beslutningskompetence
Børne og- Uddannelsesudvalget anbefaler.
Økonomiudvalget anbefaler.
Kommunalbestyrelsen beslutter.
Beslutningsforløb
Beslutning fra Børne- og Uddannelsesudvalget 2026-2029, den 14. januar 2026, punkt 5:
Anbefalet.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2026-2029, den 22. januar 2026, punkt 18:
Anbefalet.
Christine Dal Thrane var fraværende.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet onsdag 28. januar 2026, punkt 22. Læs den originale sag hos kommunen.