Besluttet 26. februar, Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk
Letbane - Planlægning af åbning
Efter flere år med anlægsarbejder tværs gennem Lyngby og med trafikale gener til følge melder Hovedstadens Letbane, at de forventer, at åbningen af letbanen med passagerer sker i løbet af sommeren 2026.
Bydele i sagen: Taarbæk
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 26. februar 2026
- Status
- Besluttet. Ad 1) Model 2 godkendt. Ad 2) Godkendt.
- Næste skridt
- På baggrund af det valgte løsningsforslag vil forvaltningen arbejde videre og planlægge åbningsarrangement af letbanen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at:
1. der vælges én af de to modeller for arrangementer i forbindelse med åbningen af
Hovedstadens Letbane i Lyngby-Taarbæk Kommune,
2. der ikke på nuværende tidspunkt disponeres midler fra Puljen til Byliv og Kultur til
markering af åbningen af Hovedstadens Letbane.
Problemstilling
I forbindelse med åbning af Hovedstadens Letbane i de nordlige kommuner, er der fra
Hovedstadens Letbanes side planlagt en række hovedaktiviteter på strækningen:
Hovedstadens letbane har planlagt en officiel indvielsestur for særligt inviterede gæster,
herunder repræsentanter fra stat, region og kommuner. Indvielsesturen vil minde om den, der
var ved indvielsen af den sydlige strækning, hvor der vil være snoreklip på en station i hhv.
Herlev, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk Kommune med repræsentanter fra de respektive
kommuner samt ved Herlev Hospital med Regionsrådsformanden.
Efter indvielsesturen planlægges en officiel åbningsceremoni ved Gladsaxe Rådhus som del af
en folkefest i Rådhusparken for alle letbanekommunerne. Til folkefesten indrettes et VIPområde, der samtidig erstatter en åbningsreception for VIP-gæster.
Der er ikke fra Hovedstadens Letbanes side planlagt yderligere aktiviteter, og det skal derfor
besluttes, om Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker at igangsætte åbningsaktiviteter med lokalt
særpræg for at skabe lokal stemning og lokalt ejerskab omkring åbning af letbanen. I lighed
med de øvrige letbane-kommuner, er det forvaltningen, der skal stå for disse lokale
åbningsaktiviteter.
Løsninger
Forslag 1: 0 kr.
Forvaltningen planlægger ikke yderligere aktiviteter end de, der planlægges af Hovedstadens
Letbane. Dog vil Forvaltningen have koordinerende rolle i forbindelse med evt. eksterne
arrangørers aktiviteter i forbindelse med åbning af letbanen - f.eks. motionsløb eller initiativer
fra Handelsforeningen og/eller DTU.
Forslag 2: 50.000 kr.
Forvaltningen arbejder i koordinerende rolle videre med lokale aktører som tovholdere på
aktiviteter på alle syv letbanestationer – udover de officielle aktiviteter, der planlægges af
Hovedstadens Letbane. Forvaltningen har været i en indledende dialog med en række aktører
omkring disses muligheder for at kunne lave særlige aktiviteter på letbanestrækningen på
åbningsdagen.
Forvaltningens udgangspunkt er, at der planlægges aktiviteter på alle syv letbanestationer i
Lyngby-Taarbæk Kommune. Aktiviteterne foreslås at være med lokale virksomheder,
idrætsklubber, forretninger, institutioner mm. som tovholdere på åbningsaktiviteter på de
enkelte stationer - og med forvaltningen i koordinerende rolle. Aktivitetstovholderne kunne
f.eks. være:
Lyngby Station og Lyngby C: Butikker og andre aktører fra handelslivet i Lyngby
Akademivej eller Fortunbyen: Lyngby Boldklub eller andre repræsentanter fra idræts- og
sportsområdet
Anker Engelunds Vej station: DTU
Rævehøjvej: LIFE, Det Kgl. Teaters udendørs forestilling i Ulvedalene eller Bakken
Lundtofte: Fællessang (Dels egner den store fine stationsplads sig til større
menneskemængde dels er der sandsynlighed for, at der vil være mange mennesker især
på endestationen (belært af åbning af den sydlige strækning), hvorfor fællessang eller
anden engagerende/underholdende aktivitet egner sig godt til netop Lundtofte station
Trongårdens Atletikklub har taget initiativ til et 5 km motionsløb på åbningsdagen - og har
kontaktet forvaltningen herom. Løbet er planlagt til at starte tæt på Lundtofte station og slutte
med målområde med boder m.v. på Cirkuspladsen ved Firskovvej/Klampenborgvej. Deltagerne
kan tage letbanen tilbage til bagagen i startområdet ved Lundtofte station. Løbet skydes
optimalt set i gang samtidig med at første letbanetog kører på den nordlige strækning. Ruten
planlægges, så letbanen ikke krydses.
Ovenstående enkelte løsninger kan kombineres i flere forskellige muligheder og samlet bidrage
til en god åbning af letbanen i Lyngby.
Forvaltningen vil desuden kunne bidrage med uddeling af f.eks. grønt letbane-merchandise
mm.
Forvaltningen henleder endvidere opmærksomheden på Kommunalbestyrelsens behandling af
sag om fremtidig anvendelse af midler til citykoordinator samt Puljen til Kultur- og Byliv den 28.
januar 2026, hvor det blev besluttet at udsætte disponeringen af størstedelen af midlerne til
foråret 2026. Det indstilles derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke disponeres midler fra
denne pulje til markering af åbningen af letbanen.
Foruden de enkelte løsningsforslag til åbningen af letbanen, igangsætter forvaltningen i
samarbejde med Hovedstadens Letbane en række kampagner i forbindelse med opstart af
testkørsel og som forberedelse til letbanen i drift. Kampagnerne skal være med til at gøre
trafikanterne klar til, at letbanen kører blandt dem. Erfaringer fra blandt andet Århus, Odense
og den sydlige strækning af Hovedstadens Letbane viser, at øvrige trafikanter skal hjælpes
med at navigere med nyt transportmiddel i trafikken. Kampagnen kommer til at blive med
skiltning ved krydsningspunkter samt stiovergange. Udover skiltningen vil kommunen og
Hovedstadens Letbane benytte presse, Facebook, plakater, hjemmesider, Aula samt fysisk
tilstedeværelse m.m. til at synliggøre, at letbanen nu er en del af trafikken. Det forventes, at
letbanen udfører prøvedrift i løbet af foråret 2026 med driftsstart sommeren 2026.
Strategisk ramme
Lyngby-Taarbæk Kommune er medejer af Hovedstadens Letbane. Syv af letbanens 29
stationer er placeret i Lyngby-Taarbæk. Letbanen understøtter målsætning om dels at løse
problemet med øget trængsel på Ring 3 dels at tilbyde grøn transportform, der forbinder
Københavns forstæder med skinnebåren transport på tværs af S-togsnettet mellem Ishøj og
Lundtofte.
Videre proces
På baggrund af det valgte løsningsforslag vil forvaltningen arbejde videre og planlægge
åbningsarrangement af letbanen.
Økonomi
Hvis Løsningsforslag 2 besluttes, vil de 50.000 kr. blive finansieret af den eksisterende
anlægsbevilling til anlægsprojektet "Projektstyring og myndighedsbehandling Letbane". Den
samlede anlægsbevilling er på 22,6 mio. kr. hvor den resterende bevilling udgør 1,5 mio. kr.
Anlægsbevillingen er givet til både interne ressourcer samt diverse udgifter forbundet med
letbanearbejdet.
Beslutningskompetence
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler indstillingspunkt 1.
Byplanudvalget anbefaler indstillingspunkt 2.
Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler indstillingspunkt 2.
Økonomiudvalget anbefaler begge indstillingspunkter.
Kommunalbestyrelsen beslutter begge indstillingspunkter.
Beslutningsforløb
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget 2026-2029, den 3. februar 2026, punkt 6:
Ad 1) Teknik- og Miljøudvalget anbefaler model 2.
Beslutning fra Byplanudvalget 2026-2029, den 4. februar 2026, punkt 9:
Ad 2) Anbefalet.
Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget 2026-2029, den 5. februar 2026, punkt 5:
Ad 2) Anbefalet.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2026-2029, den 19. februar 2026, punkt 16:
Ad 1) Model 2, anbefalet.
Ad 2) Anbefalet.
Niels Haxthausen (F) var fraværende.
Beslutning
Ad 1) Model 2 godkendt.
Ad 2) Godkendt.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet torsdag 26. februar 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.