Besluttet 21. maj, Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk
Screening af alternativer til oplagsplads ved Furesøparken
Fjernvarmeentreprenøren M. J. Eriksson ønsker at leje en del af Frederiksdal jorde til brug for oplagsplads, men afventer den endelige afgørelse om der blandt andet kan meddeles landzonetilladelse.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 21. maj 2026
- Status
- Besluttet. Orientering givet.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
- Næste skridt
- Forvaltningen foreslår, at der arbejdes videre med den primære løsning ved Frederiksdals Jorde.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at der orienteres om screening af alternativer til oplagsplads ved
Furesøparken.
Problemstilling
M.J. Eriksson har indgået aftale om at leje 10.000 kvm af Frederiksdals jorde, med det formål
at etablere en oplagsplads. Fredningsnævnet meddelte i 2025 en dispensation fra
Frederiksdalfredningen, men dispensationen blev påklaget til Miljø-og Fødevareklagenævnet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 14. april 2026 stadfæstet Fredningsnævnet for
Københavns afgørelse af 24. april 2025 om dispensation til etablering af midlertidig
oplagsplads inden for fredning på Frederiksdals Jorde. Miljø- og Fødevareklagenævnet er enig
med fredningsnævnet i, at det ansøgte ikke strider mod fredningens formål. Klagenævnet har
lagt vægt på, at det ansøgte alene har midlertidig karakter, og at arealet således vil blive bragt
tilbage til samme landskabelige og driftsmæssige tilstand som nu. Dette betyder dog ikke at en
oplagsplads på arealet ved Frederiksdals Jorde vil kunne tages i brug på dette tidspunkt, da
der stadigvæk skal meddeles en landzonetilladelse. Der er en forventning til at denne tilladelse
vil blive påklaget. En klage med dertilhørende afgørelse vedrørende landzonetilladelse har
ligesom ved Fredningsnævnets afgørelse opsættende virkning.
Økonomudvalget besluttede den 4. december 2025 at de alternative arealer ved henholdsvis
Furesøparken og pendlerparkeringspladsen ved Sorgenfri St. kunne anvendes til opbevaring af
fjernvarmematerialer (bilag). Beslutningen vedrørende oplagsplads i Furesøparken var ikke
endelig, idet der også skal meddeles en dispensation fra den gældende lokalplan samt
søbeskyttelses- og skovbyggelinjer.
Efter at Økonomiudvalget i december 2025 pegede på placeringen i Furesøparken som et
muligt område, hvor der kan etableres oplag af fjernvarmematerialer, har forvaltningen
modtaget en række henvendelser og klager over beslutningen. På den baggrund blev der i
starten af februar afholdt et dialogmøde med de nærmeste naboer, og udkommet af mødet
blev, at forvaltningen forpligtede sig til at undersøge nogle af de alternative arealer, som
naboerne har foreslået (bilag).
For at holde alle muligheder åbne, er der samtidigt med dette arbejde gennemført og afsluttet
en naboorientering, som et led i at muliggøre meddelelse af dispensation fra lokalplanen for
Furesøparken. Denne dispensation, samt dispensation fra søbeskyttelses- og skovbyggelinjer
behandles i en separat sagsfremstilling på dette møde, men der er således en sammenhæng
mellem de to sager.
Løsninger
Naboerne til den påtænkte oplagsplads i Furesøparken er kommet med en række alternative
forslag til en oplagsplads i Furesøparken. De fleste har ikke givet anledning til yderligere
undersøgelser, (bilag), men for to af arealerne, Spurveskjul og arealer ved Den Røde Lade, er
der fundet anledning til at foretage en dybere screening. Desuden har Forvaltningen af egen
drift valgt at screene yderligere to arealer: 1. de resterende parkeringspladser på
pendlerpladsen ved Sorgenfri Station, og 2. et kommunalt parkeringsareal ovenfor
Virumhallerne. Screeningen af de fire arealer er vedhæftet som bilag til denne sag. De vigtigste
pointer fra screeningen opsummeres nedenfor:
Spurveskjul: Vejarealet Spurveskjul blev også screenet i forbindelse med den politiske sag i
december, men på daværende tidspunkt blev kun en mindre del af rabatten medtaget.
Vurderingen var på daværende tidspunkt, at vejarealet ville skulle lukkes af i den østlige ende,
og at lange sættevogne på op til 25 meter derfor ville være nødt til at bakke ind eller ud fra
Hummeltoftevej. Dette ville ikke kunne tillades, fordi det ville skabe farlige trafikale situationer.
Denne gang er en del af rabatten ud mod Hummeltoftevej også medtaget som en del af det
screenede areal, og vurderingen er nu, at en sættevogn ville kunne bakke tilbage på dette
areal, og dermed undgå at bakke direkte ud på Hummeltoftevej.
I tillæg til, at en større del af den kommunale rabat er blevet medtaget i det screenede areal,
har forvaltningen også undersøgt, om det giver mening at udnytte en tilstødende matrikel som
ejes af Frederiksdal Slot, (også rabat), samt haven på Spurveskjul 6. Konklusionen er, at det
giver mening at anvende matriklen som ejes af Frederiksdal Slot, men ikke haven på
Spurveskjul 6.
Frederiksdal Slot har i processen oplyst, at de ikke ønsker ikke at udleje deres matrikel, men
der kan stadigvæk etableres en oplagsplads alene på det kommunale vejareal og rabat. Det er
dog usikkert hvor hurtigt en oplagsplads reelt ville kunne etableres, da der ville skulle
meddeles dispensation fra Frederiksdalsfredningen, dispenseres fra skovbyggelinjen og gives
en landzonetilladelse, som kan påklages med opsættende virkning.
Desuden ville der skulle laves en vurdering af påvirkningen af bl.a. flagermus.
Lyngby-Taarbæk Kommune har tidligere erfaret, at anlægsarbejde ved Spurveskjul medførte
sætningsskader på nærliggende fredede huse. M.J. Eriksson har oplyst, at de ikke påtager sig
ansvar for eventuelle sætningsskader i forbindelse med anvendelsen af Spurveskjul som
oplagsplads. På den baggrund vurderer forvaltningen, at der er en reel risiko for, at kommunen
kan blive økonomisk ansvarlig for sådanne skader, hvis det kan dokumenteres, at de skyldes
aktiviteter på arealet, (bilag).
Forvaltningen finder det derfor nødvendigt, at der gennemføres yderligere tekniske og
geotekniske undersøgelser, før arealet tages i brug, og at der tages forbehold for potentielle
sætningsskader, herunder behov for forebyggende tiltag og eventuel økonomisk afdækning.
Den Røde Lade: Foran den Røde Lade findes der en hestefold, som i en kort overgang
tidligere har været udlejet til M.J. Eriksson som oplagsplads. På daværende tidspunkt var det
nødvendigt for dem også at tage den tilstødende parkeringsplads til klatreparken i brug, når der
skulle vendes med sættevogne, og dette ville være tilfældet igen. Hele området er omfattet af
Frederiksdalfredningen, som der ville skulle dispenseres fra samt gives landzonetilladelse.
Arealerne ejes af Frederiksdal Slot, der i processen har meddelt, at de ikke ønsker at udleje
disse arealer.
Pendlerpladsen ved Sorgenfri Station: Der findes allerede en oplagsplads på en del af
pendlerpladsen, som benyttes af en anden fjernvarmentreprenør, Arkil. Denne del af
pendlerpladsen blev også udpeget som fremtidigt areal for M.J. Eriksson i forbindelse med den
politiske sag i 2025, idet Arkil er ved at have afsluttet deres arbejde. Desværre er der ikke
kommet en afklaring på, hvornår Arkil reelt fraflytter arealet. Derfor har forvaltningen undersøgt,
om de resterende parkeringspladser på pendlerpladsen kan tages i brug.
Konklusionen er, at arealet er velegnet fra et teknisk synspunkt, men at en anvendelse af
arealet vil skubbe parkering ud i de omkringliggende områder. Parkeringspladserne er på
nuværende tidspunkt stort set altid i brug. Ved en stikprøve blev det vurderet, at 61 ud af 64
parkeringspladser var i brug midt på formiddagen. Det vurderes på den baggrund, at
parkeringspladsen ikke er anvendelig, da det vil skabe meget søgetrafik i nærområdet for de
pendlere, der i dag anvender parkeringspladsen.
Der ville skulle meddeles dispensation fra lokalplanen.
Parkeringspladser nord for Virumhallerne: Nord for Virumhallerne findes der en række
kommunale parkeringspladser, som i dag bruges af besøgende i hallerne samt handlende.
M.J. Eriksson vurderer, at arealet er for lille. Desuden vurderes det, at brug af
parkeringspladserne ville udgøre en alvorlig udfordring for handelslivet i området, herunder
supermarkedet på Geels Plads. Tung trafik i området vurderes også at ville udgøre en fare for
de mange bløde trafikanter.
Baseret på ovenstående, kan der etableres oplagspladser på både Spurveskjul og på
pendlerparkeringspladsen ved Sorgenfri St.
Strategisk ramme
Fjernvarmeudrulningen i Lyngby-Taarbæk Kommune sker i tråd med Varmeplan 2022-2030,
som er en del af Strategisk Energiplan. Udbredelse af fjernvarme er vigtigt for at nå målene i
kommunens DK2020 klimaplan.
Videre proces
Forvaltningen foreslår, at der arbejdes videre med den primære løsning ved Frederiksdals
Jorde. Som mulige alternativer – samt i forhold til eventuelle yderligere arealer – peges der på
Furesøparken, pendlerparkeringspladsen ved Sorgenfri Station og Spurveskjul, som kan indgå
i de videre overvejelser.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutningskompetence
Teknik- og Miljøudvalget orienteres.
Byplanudvalget orienteres.
Kommunalbestyrelsen orienteres.
Beslutningsforløb
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget 2026-2029, den 5. maj 2026, punkt 13:
Orientering givet.
Beslutning fra Byplanudvalget 2026-2029, den 6. maj 2026, punkt 5:
Orientering givet.
Beslutning
Orientering givet.
Inge Duus (F) var fraværende, i stedet deltog Silas Mudoh (F).
Mark Nathansen (B) var fraværende, i stedet deltog Susanne Hjernøe (B).
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet torsdag 21. maj 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.