Behandlet 26. august, § 17, stk. 4 - Udvalg for det specialiserede børneområde, Lyngby-Taarbæk
Tematikker, møderække og konkrete indsatser - konkretisering af opgaveudvalgets arbejde (Beslutning)
Opgaveudvalget har på møderne april-maj 2026 arbejdet med at kvalificere beslutninger for udvalgets videre arbejde.
Kort fortalt
- Hvem
- § 17, stk. 4 - Udvalg for det specialiserede børneområde, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Onsdag 26. august 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
- Næste skridt
- På baggrund af udvalgets beslutninger og prioriteringer igangsættes videre proces omkring planlægning af kommende møder, inddragelse af aktører samt igangsættelse af konkrete initiativer.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at
1. Tematikker for opgaveudvalgets fremadrettede arbejde besluttes
2. Temaer for den fremadrettede møderække drøftes, herunder inddragelse af aktører, frem mod beslutning i september
3. Eventuelle anbefalinger til første tiltag besluttes.
Problemstilling
Opgaveudvalget har på møderne april-maj 2026 arbejdet med at kvalificere beslutninger for udvalgets videre arbejde. Det overordnede fokus for møderne har været "mødet mellem system og borger". Herudover har udvalget i marts afholdt et temamøde om skolefravær. De tre møder har haft til formål at skabe et inspirationsgrundlag for, at udvalget i juni kunne lægge sig fast på de temaer, som opgaveudvalget ønsker at beskæftige sig med resten af 2026 samt for at kunne anbefale igangsættelse af konkrete indsatser.
I juni havde Opgaveudvalget på ovenstående baggrund et internt temamøde, hvor udvalget drøftede prioritering af temaer, anbefalinger til første tiltag samt fremadrettet inddragelse af aktører. Udvalget besluttede, at forvaltningen skulle arbejde videre med at konkretisere output af udvalgets arbejde og forslag til indsatser frem mod mødet i august.
Løsninger
Forvaltningen har på baggrund af de tidligere møder og beslutninger arbejdet med at konkretisere output af udvalgets arbejder, herunder idéer til indsatser. Opsamlingen på udvalgets drøftelser samt deraf afledte forslag til videre tematikker er bilagt sagen (bilag 1 og 2).
Opgaveudvalgets vidensgrundlag
Opgaveudvalgets vidensgrundlag bygger bl.a. på:
Trivselskommissionens anbefalinger Forældrekommissionens anbefalinger Analyse af tidlig og mere optimal indsats på dagtilbudsområdet Forældreinterviews Opgaveudvalgets arbejdsdokument, der er udarbejdet på baggrund af møder, oplæg og dialoger med forældre, elever, fagprofessionelle og nationale videnspersoner (Lene Tanggaard, Nanna Mik-Meyer samt Camilla Printz)
Beslutning: Tematikker for opgaveudvalgets fremadrettede møderække besluttes Første indstillingspunkt vedrører en beslutning om tematikker for opgaveudvalgets fremadrettede arbejde. Forvaltningen har på baggrund af udvalgets drøftelser af vidensgrundlaget på temamødet i juni forslag om at opdele det videre arbejde under tre tematikker (bilag 2):
Tematik 1: Tidlig, sammenhængende og tillidsbaseret indsats
Vi ønsker, at forældre og børn oplever, at hjælpen starter hurtigt, hænger sammen på tværs af systemet og er præget af tillid, tydelig kommunikation og reel inddragelse
1.1: Styrke kommunikationen, tilliden og relationerne og lytte til forældrenes bekymringer, 1.2: Skabe bedre sammenhæng, overblik og koordinering, så familierne følges og aflastes, 1.3: Sætte tidligere ind.
Tematik 2: Faglig stærk og fleksibel indsats tæt på barnets hverdag
Vi ønsker, at børn får relevante tilbud tæt på deres hverdagsliv, så flere kan være en del af fællesskaber
2.1: Udbygning af tilbudsviften og fleksibilitet i tænkningen af løsninger, 2.2: Styrket forebyggelse og tidlig handling 2.3: Fagligt stærke læringsmiljøer
Tematik 3: Helhedsorienterede løsninger for familier
Vi ønsker, at familie kan opretholde et almindeligt hverdags- og arbejdsliv, så forældrene i højere grad kan fokusere på deres rolle som forældre
3.1: Styrke hurtig afklaring og målrettede alternativer til tabt arbejdsfortjeneste 3.2: Styrke forældrenes handlekraft og deltagelse i barnets hverdag
3.3: Skabe sammenhængende og målrettede overgange til uddannelse og job
Forvaltningen foreslår, at udvalget beslutter tematikker for udvalgets fremadrettede arbejde.
Drøftelse: Temaer for opgaveudvalgets fremadrettet møderække samt inddragelse af aktører drøftes
Når Opgaveudvalget har taget stilling til, hvilke tematikker udvalget ønsker at arbejde videre med, foreslår forvaltningen, at temaer for den fremadrettede møderække drøftes, herunder inddragelse af aktører. På baggrund af udvalgets drøftelse vil forvaltningen udarbejde et forslag til beslutning frem mod udvalgets møde i september.
Tidligere beslutninger vedr. møderække og inddragelse af aktører
Kommissoriet for Opgaveudvalgets arbejde blev godkendt i januar 2026 (bilag 3). I forbindelse med godkendelse af kommissoriet besluttede udvalget en møderække, hvor hvert andet møde skulle være et temamøde med inddragelse af aktører og hvert andet møde skulle være et internt møde i Opgaveudvalget. Opgaveudvalgets besluttede dog i februar 2026 at justere planen for møderne frem til sommerferien med det formål at have mere tid til at kvalificere beslutninger for udvalgets videre arbejde. Der har derfor indtil videre kun været afholdt ét temamøde med bred aktørinddragelse. Temamødet blev afholdt i marts og omhandlede ufrivilligt skolefravær. Til de interne møder i udvalget fra april - juni er der indhentet viden fra forskere, forældre, fagpersoner m.m. Til disse møder har det overordnede tema været "Mødet mellem borger og system".
Inddragelse af aktører er adresseret flere steder i kommissoriet, mest udførligt under afsnittet "Arbejdsform", hvor det er beskrevet, at:
"Udvalgets arbejdsform vil være anderledes end i de stående udvalg, idet der i udviklingen af nye løsninger er lagt op til en tæt og løbende dialog med relevante aktører og ressourcepersoner på området. En del af formålet med udvalgets arbejdsform er således at skabe rum til fordybelse i udvalgets drøftelser ved at dele viden og erfaringer samt styrke relationer mellem politikere, fagpersoner, forældre, forvaltning og øvrige interessenter på området samt styrke evnen til at handle på tværs af fagområder i kommunen. Udvalgsarbejdet vil samtidig tage afsæt i tilgængelig viden, forskning og data på området. En del af møderne vil derfor afholdes som større temadrøftelser, workshops, cafémøder eller lignende"
Under afsnittet "Sammensætning" står der, at det fx kan være fagpersoner på dagtilbuds-, skole- og specialområdet, forældre, børn/unge, råd, foreninger, forskere m.m.
Forvaltningen foreslår, at udvalget drøfter temaer for den fremadrettede møderække, herunder inddragelse af aktører, med henblik på endelig beslutning i september 2026.
Beslutning: Eventuelle anbefalinger til første tiltag besluttes
Sidste indstillingspunkt vedrører en beslutning om, hvorvidt Opgaveudvalget ønsker at fremsende anbefalinger til Økonomiudvalget om igangsættelse af konkrete indsatser.
Forvaltningen har siden temamødet i juni arbejdet med at udfolde idéer til konkrete indsatser indenfor de to af de tre tematikker i "Idékatalog: Forslag til konkrete indsatser på baggrund af Opgaveudvalgets temamøde i juni 2026" (bilag 4). Forvaltningen har nået at arbejde med at udfolde konkrete indsatser indenfor:
1.1: Styrke kommunikationen, tilliden og relationerne og lytte til forældrenes bekymringer
1.2: Skabe bedre sammenhæng, overblik og koordinering, så familierne følges og aflastes
2.1: Udbygning af tilbudsviften og fleksibilitet i tænkningen af løsninger
2.2: Fagligt stærke læringsmiljøer
Der er under Økonomiudvalget afsat pulje, der er benævnt "Puljen til forsøg med tidlig indsats på børneområdet og medfinansiering af budgetudfordringer på det specialiserede børneområde". Opgaveudvalget har senest i april 2026 fremsendt anbefaling til Økonomiudvalget om anvendelse af puljen. I forlængelse heraf besluttede Kommunalbestyrelsen at ansætte en jurist til det specialiserede børneområde i 1,5 år, finansieret af puljen. Såfremt Opgaveudvalget ønsker at igangsætte konkrete indsatser vil der derfor skulle fremsendes en anbefaling til Økonomiudvalget herom.
Forvaltningen foreslår, at udvalget beslutter, om Udvalget vil fremsende anbefaling til Økonomiudvalget om, at nogle af disse indsatser igangsættes.
Strategisk ramme
Kommunestyrelsesloven §17, stk. 4.
Kommunens indsatser på børne- og ungeområdet (0-15 år).
Videre proces
På baggrund af udvalgets beslutninger og prioriteringer igangsættes videre proces omkring planlægning af kommende møder, inddragelse af aktører samt igangsættelse af konkrete initiativer.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Der blev med Budget 2026 under Økonomiudvalget afsat 6,4 mio. kr. i 2026 til "Puljen forsøg med tidlig indsats på børneområdet og medfinansiering af budgetudfordringer på det specialiserede børneområde". For at sikre overholdelse af servicerammen blev der i forbindelse med sagen om budgetudfordringer på de specialiserede områder (KMB 28.01.2026, pkt. 10) periodiseret 4,0 mio. kr. fra 2026 til 2027 og 2028, fordelt med 2,0 mio. kr. i hvert år. Herudover er der prioriteret 150.000 kr. af puljen til finansiering af § 17, stk. 4udvalgets arbejde, fordelt ligeligt mellem 2026 og 2027 (KMB 28.01.2026, pkt. 27). Derudover
er det besluttet at prioritere 425.000 kr. i 2026 og 850.000 kr. i 2027 til en tidsbegrænset ansættelse af en jurist til det specialiserede børneområde (KMB 30.04.26, pkt. 11). Puljen udgør herefter 1,9 mio. kr. i 2026, 1,2 mio. kr. i 2027 og 2,0 mio. kr. i 2028. Beslutningskompetence Opgaveudvalget for det specialiserede børneområde og specialundervisningsområdet. Beslutning Ad 1) Godkendt med de faldne bemærkninger. Ad 2) Drøftet. Ad 3) Udsat, idet udvalget ønsker at se den samlede plan og idékatalog samt at inddrage aktører forud for anbefaling til indsatser.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, § 17, stk. 4 - Udvalg for det specialiserede børneområde, referat fra mødet onsdag 26. august 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.