Lyngby-Taarbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Behandlet 1. september, Politikerspørgsmål 2026, Lyngby-Taarbæk

Svar: Bygninger til religiøse formål inden for Rammelokalplan 301

Politikerspørgsmål Anette Skafte (O) har fremsendt følgende spørgsmål 03.09.2026: Forvaltningen bedes vurdere, muligheden for på nuværende tidspunkt at fastsætte bestemmelser i Rammelokalplan 301 for Firskovvej, der udelukker anvendelse af bygninger til religiøse formål inden for delområde 1, 2, 3 og 5, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 9.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Politikerspørgsmål 2026, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Tirsdag 1. september 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Politikerspørgsmål
Anette Skafte (O) har fremsendt følgende spørgsmål 03.09.2026:
Forvaltningen bedes vurdere, muligheden for på nuværende tidspunkt at fastsætte bestemmelser i Rammelokalplan 301 for Firskovvej, der udelukker anvendelse af bygninger til religiøse formål inden for delområde 1, 2, 3 og 5, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 9. Vurderingen bedes herunder belyse, hvilke planlægningsmæssigt relevante hensyn der kan begrunde en sådan bestemmelse, samt om en ændring vil nødvendiggøre en fornyet eller supplerende høring.
Forvaltningens svar
Forvaltningen har 18. september 2026 svaret:
Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 9 kan en lokalplan indeholde bestemmelser om beliggenhed af bygninger til religiøse formål, herunder forbud mod anvendelse af bygninger til religiøse formål. Bestemmelsen er indsat med henblik på at give kommunerne mulighed for at regulere religiøse bygninger som led i den fysiske planlægning. Det er en grundlæggende forudsætning, at reguleringen sker ud fra planlægningsmæssigt relevante og lovlige hensyn. Kommunalbestyrelsen kan ikke planlægge for eller imod bestemte trosretninger som sådan, hverken til fordel eller skade, men kan regulere arealanvendelsen ud fra generelle hensyn som f.eks. trafik, støj og bymiljø.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen har i et svar til Folketinget bl.a. udtalt, at § 15, stk. 2, nr. 9 “alene kan anvendes, hvis reguleringen af religiøse bygninger sker med henblik på at varetage planlægningsmæssigt relevante og lovlige hensyn, f.eks. støj- eller trafikforhold. Kommunalbestyrelsen kan ikke uden at varetage planlægningsmæssigt relevante og lovlige hensyn planlægge for trosretninger, hverken til fordel eller skade for sådanne.” Planlægningsmæssigt relevante hensyn vil typisk være forhold, der knytter sig til områdets funktion og den fysiske indretning, f.eks.:
trafikafvikling og parkeringsbehov,
støj og andre miljøpåvirkninger,
bebyggelsens omfang og udformning,
hensynet til nærliggende boliger eller andre følsomme anvendelser.
Der stilles generelt krav om en vis præcision i planbestemmelser, når de skal danne grundlag for at udelukke bestemte anvendelser. Rammebestemmelser, der er meget generelle, kan ikke uden videre bære et forbud mod en bestemt anvendelse, hvis der ikke er en klar og konkret

planlægningsmæssig begrundelse.
Forvaltningen kan derfor ikke på det nuværende stadie af planlægning med en rammelokalplan, komme med en planfaglig vurdering, der gør det muligt at konkluderer at der bør være et forbud mod brugen af bygninger til religiøse formål i området, da planen regulerer området på et overordnet niveau.
Den primære del rammelokalplanens område er udlagt til ”centerformål”. ”Centerformål” er en bred anvendelseskategori, som kan rumme mange forskellige funktioner, og det er dermed i forbindelse med et konkret projekt/ønske, at forvaltningen kan vurdere om denne er forenelig med anvendelsen ”Center formål” i det konkrete område.
Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at udelukke religiøse formål, vil det kræve en udtrykkelig og præcis regulering i anvendelsesbestemmelserne, der er begrundet i konkrete planhensyn. En ren fjernelse af anvendelsen “kulturelle institutioner” vil ikke i sig selv være tilstrækkelig til at udelukke religiøse funktioner, så længe området fortsat er udlagt til “centerformål”.
Mulighed for at ændre rammelokalplanen og høringsspørgsmålet
Det er muligt for kommunalbestyrelsen at ændre rammelokalplanen, f.eks. ved at udelukke anvendelsen “kulturelle institutioner”, eller indføre en bestemmelse, der udtrykkeligt udelukker anvendelse til religiøse formål i bestemte delområder, jf. § 15, stk. 2, nr. 9.
En sådan ændring vil imidlertid være en væsentlig ændring af anvendelsesmulighederne i området. Efter planlovens § 24 skal forslag til lokalplaner sendes i offentlig høring med en frist, der som udgangspunkt er mindst 4 uger, og som skal være passende og give offentligheden reel mulighed for at deltage i processen. For lokalplaner af mindre betydning kan fristen nedsættes til mindst 2 uger, men et generelt forbud mod religiøse formål må anses for en principiel og væsentlig ændring, der taler for en høringsfrist på mindst 4 uger.
Hvis ændringen indarbejdes i forbindelse med den endelige vedtagelse af rammelokalplanen, skal kommunen desuden sikre, at berørte borgere og myndigheder får lejlighed til at udtale sig, hvis ændringen på væsentlig måde berører andre end dem, der har foranlediget ændringen, jf. planlovens § 27, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan dermed beslutte at rammelokalplan skal forhindre fx religiøse formål, men dette kan blive påklaget ift. om der er en planfaglig begrundelse for det. Hvis det bliver påklaget, er der Planklagenævnet som afgør klagen.
Må offentliggøres
JA

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Politikerspørgsmål 2026, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.