Lyngby-Taarbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Behandlet 1. oktober, Politikerspørgsmål 2026, Lyngby-Taarbæk

Svar: Freja Fischer-Møller (F) - Forhold for cyklister - 2026-10-01

Politikerspørgsmål Freja Fischer-Møller (F) har 1. oktober 2026 stillet følgende spørgsmål: Kan forvaltningen give en status og handleplan på forholdene for cyklister? Jeg oplever, at kanterne på vejarealet fra Gammel Lundtoftevej til hhv.

Trafik og cykler

Kort fortalt

Hvem
Politikerspørgsmål 2026, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Torsdag 1. oktober 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Politikerspørgsmål
Freja Fischer-Møller (F) har 1. oktober 2026 stillet følgende spørgsmål:
Kan forvaltningen give en status og handleplan på forholdene for cyklister?
Jeg oplever, at kanterne på vejarealet fra Gammel Lundtoftevej til hhv. Nørregade og Peter Lunds Vej er rigtig dårlige for cyklister, der er høj kant uden op/nedkørsel, rist og grus mellem brostenene, hvilket giver svære betingelser, og ikke er ikke brugervenlige.
Kan forvaltningen samtidig oplyse hvorfor udformning af cykelstien på Peter Lundsvej er valgt som den er?
Det undrer mig, at cykelstien ikke er planlagt med start ved Gammel Lundtoftevej og ikke er udført i begge sider af vejen.
Endvidere er der ofte biler der er parkeret og blokerer cykelstien ud for Peter Lunds Vej nr 5-7, da stien blot er malet på vejbanen.
Kunne man ikke have valgt en mere direkte linje mellem Peter Lunds vej og Nørregade, f.eks. rækkehusene 7-11 og Gadekæret (klimatilpasningsprojektet)?
Det forekommer mig, at man enten kunne have lavet det grønne stykke smallere, eller have rykket det hele to meter og lukket Peter Lunds vej ved Lindegården.
Forvaltningens svar
Forvaltningen har 6. oktober 2026 svaret:
Forvaltningen er enig i, at forholdene for cyklister på både Nørregade og Peter Lunds Vej ikke er optimale, når det kommer til komfort. Det er dog forvaltningens vurdering, at den nuværende udformning er trafiksikkerheds- og færdselsmæssigt forsvarlig.
På Peter Lunds Vej lægges et nyt slidlag på hele vejen. Det skal blandt andet være med til at skabe en mere jævn og komfortabel cykelbane samt sikre bedre afvanding, så regnvandet kan løbe til vejriste. Arbejdet er under udførelse.
På Nørregade er der tale om chausséstenbelægning. Her er det nødvendigt at have grus mellem stenene for at sikre, at chausséstenene ligger stabilt og ikke løsner sig. Chaussestensbelægningen er samtidig med til at sikre, at vejen fortsat er trafiksikker og forsvarlig, idet chaussestenene har en hastighedsdæmpende effekt, der gør, at vejene ikke er indrettet til kørsel med højere hastighed end 30 km/t.
I forhold til udformningen af Peter Lunds Vej og cykelforholdene i Bondebyen er det vigtigt at se projektet i den historiske sammenhæng. Klimatilpasningsprojektet i Bondebyen har en lang historik og bygger på en række politiske beslutninger. Det oprindelige projekt indebar, at Peter

Lunds Vej skulle være dobbeltrettet for alle trafikanter. Som følge af beslutningen om at bevare piletræet på det nordøstlige hjørne ved Peter Lunds Vej og Gammel Lundtoftevej blev vejen imidlertid ensrettet for biltrafik, mens cyklister fortsat kan færdes i begge retninger.
Cykelbanen er ikke etableret helt frem til krydset for at leve op til vejreglerne, blandt andet af hensyn til cyklisternes sikkerhed. Udformningen skal sikre, at cyklister kan færdes langs kantstenen og forbi de parkerede biler på en forsvarlig måde, samtidig med at bilister, der skal køre ud fra de parallelle parkeringspladser, har mulighed for at orientere sig om modkørende cyklister.
At cykelbanen på Peter Lunds Vej ikke starter direkte ved krydset, hænger ligeledes sammen med hensynet til lastbilers, fx renovationsbiler, svingmanøvrer samt ønsket om at bevare piletræet. Den valgte løsning er godkendt af de relevante myndigheder, og er således et resultat af en afvejning mellem hensynet til trafiksikkerhed, nødvendige manøvrearealer og bevaringen af piletræet. Alternativet ville have været at fjerne begge piletræer for at skabe tilstrækkeligt areal til en traditionel cykelbane og vej.
Forvaltningen har forståelse for ønsket om en mere direkte og komfortabel cykelforbindelse, men den nuværende løsning er således resultatet af en samlet vurdering af de forskellige hensyn og de politiske beslutninger, der ligger til grund for projektet.
Man kan læse mere om sagen og de politiske beslutninger: https://www.ltk.dk/borger/miljoe-ognatur/klima-og-baeredygtighed/klimatilpasning-bondebyen
Må offentliggøres
Ja

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Politikerspørgsmål 2026, referat fra mødet torsdag 1. oktober 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.