Lyngby-Taarbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Behandlet 1. oktober, Politikerspørgsmål 2026, Lyngby-Taarbæk

Svar: Cecilie Lindahl (B) - Fritidstilbud på ældreområdet - 2026-10-09

Politikerspørgsmål Cecilie Lindahl (B) har 28. september 2026 stillet følgende spørgsmål: Rustenborghuset er et slags fritidstilbud på ældreområdet, som kommunen giver tilskud til, og som brugerne også betaler til, på samme vis som fritidstilbud på børne- og ungeområdet.

Skoler og børnÆldre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Politikerspørgsmål 2026, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Torsdag 1. oktober 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Politikerspørgsmål
Cecilie Lindahl (B) har 28. september 2026 stillet følgende spørgsmål:
Rustenborghuset er et slags fritidstilbud på ældreområdet, som kommunen giver tilskud til, og som brugerne også betaler til, på samme vis som fritidstilbud på børne- og ungeområdet. Der ønskes svar på følgende for at kunne sammenligne tilbuddene i forhold til egenbetalingsandelen:
1. Indgår ejendomsudgifter i den opgjorte pladspris/bruttodriftsudgift for SFO og klub, beregnet som egenbetaling plus kommunalt tilskud ud fra tallene på ltk.dk?
2. Hvis ja, hvad er bruttodriftsudgifterne for Rustenborghuset inkl. ejendomsudgifter? Hvis nej, hvad er bruttodriftsudgifterne ekskl. ejendomsudgifter?
3. Hvor meget af de samlede bruttodriftsudgifter for Rustenborghuset finansieres af brugerne via egenbetaling?
Forvaltningens svar
Forvaltningen har svaret:
Forskelle mellem SFO, klub og Rustenborghuset
Det er vigtigt at være opmærksom på, at SFO, klub og Rustenborghuset er organiseret og finansieret forskelligt. Det betyder, at kommunens økonomi omkring de tre tilbud ikke kan sammenlignes direkte.
SFO og klub er kommunale tilbud. Kommunen driver tilbuddene og afholder udgifterne til driften. Forældre og brugere betaler en takst til kommunen for at benytte tilbuddene.
Rustenborghuset er derimod en forening, der drives af frivillige borgere. Kommunen yder et årligt driftstilskud til foreningen, men kommunen driver ikke foreningen og fastsætter eller opkræver ikke betaling fra medlemmerne. Rustenborghusets egne indtægter og udgifter fremgår af foreningens regnskab.
Det betyder, at kommunens økonomiske rolle er forskellig. For SFO og klub finansierer kommunen selve driften og modtager samtidig brugerbetaling. For Rustenborghuset yder kommunen et tilskud, mens foreningen selv har ansvar for driften og for de indtægter, der kommer fra medlemmerne.
Sammenligninger mellem SFO, klub og Rustenborghuset skal derfor ses i lyset af disse forskelle.
Ejendomsudgifter i SFO og klub

Der er også forskel på, hvordan ejendomsudgifter indgår i opgørelsen af udgifterne til SFO og klub.
For SFO gælder, at udgifter til lokaler og udenomsarealer kun henføres til SFO, hvis de udelukkende anvendes af SFO'en. Hvis lokalerne og arealerne bruges af både SFO og folkeskole, henføres udgifterne i stedet til folkeskolen. Det er hovedsageligt således, det forholder sig i Lyngby-Taarbæk Kommune. SFO'erne deler i vidt omfang lokaler og udenomsarealer med folkeskolerne. Derfor bliver hovedparten af ejendomsudgifterne registreret som udgifter til folkeskolen og ikke som udgifter til SFO. Ejendomsudgifterne indgår derfor ikke i den opgjorte bruttodriftsudgift eller pladspris for SFO.
For klubberne er situationen anderledes. Klubbernes lokaler og udenomsarealer anvendes i højere grad særskilt til klubaktiviteter. Ejendomsudgifterne indgår derfor i den opgjorte bruttodriftsudgift for klub.
Det er dog vigtigt at skelne mellem den opgjorte bruttodriftsudgift og den takst, som forældre og brugere betaler. Taksten for SFO og klub er ikke direkte koblet til bruttodriftsudgifterne, som det eksempelvis er tilfældet på dagtilbudsområdet. Det er på SFO og klubområdet ikke opgjort, hvor stor en del taksten der knytter sig til hhv. ejendomsudgifter og øvrige udgifter. Det er dog opgjort, at taksterne ikke dækker de direkte henførebare udgifter på området.
Kort sagt betyder det, at ejendomsudgifter indgår i den opgjorte bruttodriftsudgift for klub, men ikke for SFO. Det betyder ikke, at man tilsvarende kan udskille en bestemt del af den faktiske brugerbetaling som betaling for ejendomsudgifter.
Rustenborghusets økonomi
Rustenborghuset modtager i 2026 et driftstilskud fra Lyngby-Taarbæk Kommune på 1,3 mio. kr. Beløbet indeholder et overført mindreforbrug fra 2025 på 0,1 mio. kr.
I 2027 udgør driftstilskuddet 1,0 mio. kr., mens det fra 2028 og frem udgør 0,8 mio. kr. årligt som følge af besparelser besluttet i budgetaftalen for 2027.
Rustenborghuset havde i 2025 bruttodriftsudgifter på 2,2 mio. kr. Det fremgår af foreningens regnskab, at Rustenborghuset i 2025 havde indtægter på ca. 0,8 mio. kr., udover tilskuddet fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Rustenborghuset har mellem 400 og 450 medlemmer. Der er forskellige former for brugerbetaling, men det er foreningen selv, der fastsætter og opkræver denne betaling. Lyngby-Taarbæk Kommune er ikke involveret i dette.
Ejendommen, hvor Rustenborghuset holder til
Lyngby-Taarbæk Kommune afholder desuden udgifter til den ejendom, hvor Rustenborghuset og Ældresagen har til huse.
I 2025 var kommunens udgifter til ejendommen 0,9 mio. kr. Beløbet var blandt andet påvirket af ekstraordinære udgifter til en række reparationer. Da ejendommen anvendes af både

Rustenborghuset og Ældresagen, kan det ikke opgøres, hvor stor en del af de 0,9 mio. kr. der vedrører Rustenborghuset. Det er derfor ikke retvisende at sammenligne Rustenborghusets driftstilskud og brugerbetaling direkte med SFO's eller klubbens takster. De tre tilbud er forskellige både med hensyn til organisering, finansiering, brugerbetaling og opgørelsen af udgifter til lokaler og ejendom.
Må offentliggøres Ja

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Politikerspørgsmål 2026, referat fra mødet torsdag 1. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.