Morsø
Skift kommune
KøbenhavnMorsøAlle kommuner

Besluttet 19. august, Økonomiudvalget, Morsø

Den videre interessevaretagelse vedrørende genvejsfærger

Økonomiudvalget skal træffe beslutning om Morsø Kommunes fremadrettede rolle i interessevaretagelsen vedrørende genvejsfærger. Sagen præsenterer tre mulige scenarier, som afspejler forskellige ambitionsniveauer og grader af engagement.

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Morsø Kommune
Hvornår
Onsdag 19. august 2026
Status
Besluttet. Økonomiudvalget godkender scenarie 2, og Morsø Kommune påtager sig en koordinerende og drivende rolle i en fælles tværkommunal indsats. Borgmesteren bemyndiges til inden for rammerne af scenarie 2 at træffe de nødvendige beslutninger for den videre proces.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget
Træffer beslutning om, hvilket scenarie der skal danne grundlag for Morsø Kommunes
fremadrettede rolle i interessevaretagelsen vedrørende genvejsfærger:
Scenarie 1: Morsø Kommune påtager sig en koordinerende og drivende rolle i en
fælles tværkommunal indsats
Scenarie 2: Morsø Kommune deltager i en fælles indsats med ekstern rådgivning
og afsætter økonomisk bidrag hertil, forudsat at øvrige kommuner medfinansierer
Scenarie 3: Morsø Kommune indtager en understøttende rolle og bakker op om
færgeselskaber og lokale aktører, uden selv at drive interessevaretagelsen
Bemyndiger borgmesteren til, inden for rammerne af det valgte scenarie, at træffe de
nødvendige beslutninger for den videre proces.

Behandling
Direktionen (10. august 2026)
Økonomiudvalget (19. august 2026)

Sagsfremstilling

Den 27. januar 2026 besluttede Thisted Kommunalbestyrelse at udtræde af § 60 selskabet I/S
Mors-Thy Færgefart. I forlængelses heraf blev der udarbejdet en ny aftale mellem Morsø og
Thisted Kommune omkring Feggesundfærgen, som blev godkendt af henholdsvis
kommunalbestyrelserne i Morsø Kommune og Thisted Kommune.
Limfjordens færgeselskaber, som er et samarbejde mellem de kommunalt ejede
færgeselskaber i Limfjordsområdet, har arbejdet for at øge den politiske opmærksomhed om
genvejsfærgerne.
I forlængelse heraf har Morsø Kommune taget initiativ til at skabe opbakning blandt de
kommuner i Danmark, der driver genvejsfærger.
Dette har ført til et fælles brev sendt til 22 medlemmer af Folketinget på vegne af ti borgmestre,
med henblik på at opnå sidestilling med ø-færgerne.

Initiativet har desuden opnået opbakning fra Business Region North Denmark (BRN), som den
19. juni 2026 besluttede at bidrage til indsatsen gennem en ad hoc-indsats, herunder
etablering af en tværkommunal styregruppe med Morsø Kommune som initiativtager.
Brevet til folketingsmedlemmerne har foranlediget, at Kommunernes Landsforening (KL) har
taget genvejsfærgerne videre ind i budgetforhandlingerne med regeringen. Genvejsfærgerne
indgår dog ikke i økonomiaftalen for 2027.
Interessevaretagelse fremadrettet
Der er imidlertid endnu ikke opnået statsligt tilskud eller en strukturel sidestilling med øfærgerne. Genvejsfærgernes økonomiske rammevilkår er således uændrede.
Dette aktualiserer behovet for en politisk stillingtagen til den fremadrettede
interessevaretagelse - herunder ambitionsniveau, organisering og ressourceanvendelse.
Administrationen anbefaler, at målsætningen for interessevaretagelsen fortsat er at opnå
sidestilling med ø-færgerne.
Realisering af dette forudsætter en målrettet indsats. Indsatsen kan tilrettelægges med
varierende grad af kommunal involvering - fra en aktiv og koordinerende rolle til en model, hvor
interessevaretagelsen i højere grad varetages af færgeselskaber og lokale aktører med
kommunal opbakning.
Nedenfor opstilles tre mulige scenarier for Morsø Kommunes fremtidige rolle i
interessevaretagelsen vedrørende genvejsfærger, herunder Feggesundfærgen.
Scenarie 1
Morsø Kommune påtager sig en aktiv og koordinerende rolle i en fælles interessevaretagelse
på tværs af de ti berørte kommuner.
Dette indebærer, at Morsø Kommune tager initiativ til at samle kommunerne om en fælles
strategi, koordinere budskaber og stå centralt i dialogen med relevante nationale aktører
såsom ministerier, folketingsmedlemmer og KL.
Formålet vil være at styrke gennemslagskraften i arbejdet for at opnå forbedrede rammevilkår,
herunder sidestilling med ø-færgerne.
Ressourcemæssige konsekvenser:
Opgaven løftes inden for eksisterende administrative rammer
Kræver prioritering af interne ressourcer og påvirke øvrige kommunale opgaver herunder
vækstinitiativer.

Scenarie 2
Morsø Kommune indgår i en fælles interessevaretagelse med øvrige kommuner, hvor der
afsættes midler til ekstern rådgivning, fx til strategisk interessevaretagelse og adgang til

nationale beslutningsprocesser.
Dette scenarie forudsætter, at flere af de øvrige berørte kommuner ønsker at deltage og
bidrage økonomisk til en fælles ekstern indsats.
Ekstern rådgivning kan understøtte en mere målrettet og professionel indsats. Kommunen vil
fortsat have en aktiv og koordinerende rolle i det tværkommunale samarbejde, men dele af
interessevaretagelsen varetages af ekstern rådgiver.
Ressourcemæssige konsekvenser:
Økonomisk bidrag på 50.000 kr. fra Morsø Kommune
Mindre internt ressourceforbrug end scenarie 1
Afhængighed af andre kommuners deltagelse og finansiering.

Scenarie 3
Interessevaretagelsen varetages primært af færgeselskaberne og lokale aktører, herunder
borgerinitiativer, som fx Feggesund Forever, mens Morsø Kommune indtager en mere
tilbagetrukket rolle.
Kommunen bidrager med politisk opbakning og samarbejde, men uden en aktiv koordinerende
eller drivende rolle i den samlede indsats.
Dette scenarie bygger videre på det eksisterende engagement fra tre af Limfjordens
færgeselskaber, som allerede har iværksat en række aktiviteter og afsat midler til fælles
indsats.
Ressourcemæssige konsekvenser:
Begrænset træk på kommunale ressourcer
Kommunen understøtter frem for at drive indsatsen
Mindre direkte indflydelse på retning og prioritering.

Administrationens bemærkninger
Administrationen bemærker, at valget af organisering, ambitionsniveau og scenarie har
betydning for interessevaretagelsens fokus, kontinuitet og gennemslagskraft i de nationale
beslutningsprocesser.
Scenarie 1: Indsatsen forankres internt i kommunen, hvilket giver direkte indflydelse på
prioritering, budskaber og fremdrift samt mulighed for at fastholde et klart og
sammenhængende fokus i dialogen med nationale aktører i samspil med de øvrige
kommuner.

Scenarie 2: Indsatsen tilrettelægges i et samspil mellem kommuner og ekstern
rådgivning, hvilket kan understøtte en mere målrettet og professionel tilgang til nationale
beslutningsprocesser og styrke synligheden af sagen.
Scenarie 3: Indsatsen varetages primært af færgeselskaber og lokale aktører, hvilket
indebærer, at dialogen med nationale aktører i mindre grad forankres i kommunen, og at
kommunens forståelse og kompetencer i mindre omfang bringes i spil i den samlede
interessevaretagelse.

På tværs af scenarierne skal det bemærkes, at Feggesundfærgen er en politisk prioritet. Dette
kan tale for en fortsat kommunal forankring af interessevaretagelsen, da det kan være
udfordrende at sikre en tilstrækkelig og vedvarende interessevaretagelse, hvis ansvaret alene
placeres hos lokale aktører og færgeselskaberne.
Det bemærkes derudover, at alle tre scenarier er forbundet med en række uafklarede forhold.
Det er derfor på nuværende tidspunkt ikke muligt at forudse samtlige forhold, konsekvenser og
betingelser i den videre proces. For at sikre det nødvendige råderum til at håndtere de
forhold der måtte opstå undervejs, kan borgmesteren bemyndiges til, inden for rammerne af
det valgte scenarie, at træffe de nødvendige beslutninger for den videre proces.
Administrationen anbefaler, at Økonomiudvalget drøfter og træffer beslutning om den
fremtidige interessevaretagelse vedrørende genvejsfærger

Retsgrundlag
Lov om kommunal udligning § 20 og 21.

Økonomiske konsekvenser
De økonomiske konsekvenser afhænger af det valgte scenarie:
Scenarie 1: Indsatsen afholdes inden for eksisterende administrative rammer og vil
medføre øget personalemæssige ressourcer
Scenarie 2: Indebærer direkte økonomiske udgifter til ekstern bistand, såfremt det indgås
i et fælles finansieret samarbejde med øvrige kommuner
Scenarie 3: Vil i udgangspunktet have begrænsede økonomiske konsekvenser og alene
medføre færre personalemæssige ressourcer til understøttelse og opbakning end de
øvrige scenarier.

Andre konsekvenser
Såfremt indsatsen videreføres og løftes inden for eksisterende rammer, vil det kræve
prioritering af administrative ressourcer og kan have betydning for øvrige kommunale opgaver
herunder vækstinitiativer.

Høring og kommunikation

Intet at bemærke.

Behandling i Direktionen 10. august 2026

Drøftet.

Beslutning

Økonomiudvalget godkender scenarie 2, og Morsø Kommune påtager sig en koordinerende og
drivende rolle i en fælles tværkommunal indsats.
Borgmesteren bemyndiges til inden for rammerne af scenarie 2 at træffe de nødvendige
beslutninger for den videre proces.

Kilde: Morsø Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.