Spring til indholdet
Næstved
Skift kommune
KøbenhavnNæstvedAlle kommuner

På dagsordenen 9. november, Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget, Næstved

Forpagtning af Café Vandkanten

Politisk behandling Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget (godkender), 09.11.2026 Aftalen mellem Næstved Svømmehal og forpagteren af Café Vandkanten er blevet opsagt.

Kultur og fritid

Kort fortalt

Hvem
Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget, Næstved Kommune
Hvornår
Mandag 9. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 9. november 2026. Du finder dem på naestved.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller, at Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget godkender at
a. Café Vandkanten bortforpagtes
eller at
b. Næstved Svømmehal forestår servering og salg fra Café Vandkanten.

Sagsfremstilling

Café Vandkanten i Næstved Svømmehal har i perioden 27. marts 2025 til 29. juli 2026 været bortforpagtet til en
forpagter i overensstemmelse med byrådets beslutning om bortforpagtning af caféen. Forpagtningsaftalen er opsagt, og
der skal derfor tages stilling til den fremtidige drift af caféen.
Omsætningen varierer betydeligt og afhænger i høj grad af aktiviteten i svømmehallen. Kundegrundlaget er særligt stort
i skoleferier og weekender, mens det på almindelige hverdage er mere begrænset. Erfaringerne fra
forpagtningsperioden viser, at det begrænsede kundegrundlag på almindelige hverdage kan gøre det økonomisk mindre
attraktivt for en forpagter at holde caféen åben. Det kan medføre en interesseforskel mellem forpagterens behov for en
rentabel drift og svømmehallens ønske om at sikre gæsterne adgang til køb af mad og drikkevarer i hele åbningstiden.
Caféen er fysisk integreret i svømmehallens indgangs- og receptionsområde. Ved forpagtning skal caféen have sin egen
kasseterminal for at sikre en tydelig adskillelse mellem forpagterens og svømmehallens økonomi. Kasseterminalerne vil
være placeret i samme skrankeområde, men gæster, der ønsker at købe både entrébillet og cafévarer, skal ekspederes
ved to forskellige terminaler og af to forskellige medarbejdere. Det kan medføre længere ekspeditionstid og en mindre
sammenhængende betjening.
Caféens drift er samtidig afhængig af svømmehallens åbningstider. Af drifts- og sikkerhedsmæssige årsager kan en
forpagter ikke holde caféen åben uden for svømmehallens åbningstider eller afholde selvstændige arrangementer. Der
kan heller ikke stilles særskilte faciliteter til rådighed for forpagteren, herunder kontor, personalerum, toilet eller lokaler til
opbevaring af rengøringsartikler.
Fortsat bortforpagtning af Café Vandkanten
Hvis caféen fortsat skal bortforpagtes, skal der findes en ny forpagter, som får ansvaret for den daglige drift, herunder
personale, vareindkøb, sortiment, lagerstyring, egenkontrol og øvrige driftsopgaver.
Ved en kommende forpagtning vil der blive stillet krav om, at caféen er bemandet og har åbent for salg i hele
svømmehallens åbningstid. Formålet er at sikre, at gæsterne har mulighed for at købe kaffe, kolde drikkevarer og et
udvalg af madvarer under deres besøg.

Forpagteren vil selv have ansvaret for fastsættelse af priser og sammensætning af sortimentet inden for rammerne af
forpagtningsaftalen.
Kravet om bemanding i hele svømmehallens åbningstid vil medføre faste personaleudgifter for forpagteren, også i
perioder med begrænset kundegrundlag. Sammenholdt med de eksisterende fysiske og driftsmæssige rammer og de
store udsving i omsætningen har det hidtil ikke været muligt at opnå en rentabel cafédrift hvilket også kan påvirke
interessen blandt potentielle forpagtere. Da der skulle indgås forpagtning i forbindelse med åbningen i 2025 var der kun
en byder og som nu er opsagt.
Drift af Café Vandkanten i regi af Næstved Svømmehal
Alternativt kan Næstved Svømmehal selv forestå den fremtidige drift af caféen som accessorisk virksomhed i tilknytning
til svømmehallens almindelige drift.
Ved egen drift vil caféens primære formål være at understøtte svømmehallens gæsteservice med et tilgængeligt udvalg
af mad og drikkevarer. Driften skal tilrettelægges med fokus på økonomisk ansvarlighed og hensigtsmæssig anvendelse
af de eksisterende personaleressourcer.
Svømmehallens receptionspersonale varetager allerede billetsalg, information samt salg af badetøj og øvrige varer. Ved
egen drift vil cafésalget kunne integreres med disse opgaver og i væsentligt omfang håndteres inden for den
eksisterende bemanding. Gæsterne vil dermed kunne købe entrébilletter og cafévarer ved én samlet ekspedition.
Der vil dog fortsat være opgaver forbundet med blandt andet vareindkøb, klargøring, lagerstyring, rengøring og
egenkontrol, som skal indgå i den samlede planlægning af bemanding og arbejdsopgaver.
Caféen foreslås drevet med et enkelt sortiment bestående af eksempelvis kaffe og andre varme drikke, sodavand, vand,
slushice, is, snacks og et mindre udvalg af madvarer og kager. Sortimentet vil løbende kunne tilpasses gæsternes
efterspørgsel og aktivitetsniveauet i svømmehallen.
Ved egen drift vil Næstved Svømmehal desuden kunne tilrettelægge sortiment og prisniveau med fokus på gæsternes
behov, herunder mulighed for at tilbyde børnefamilier mad og drikkevarer til familievenlige priser. Prisfastsættelsen skal
ske under hensyntagen til caféens samlede driftsøkonomi og de gældende kommunalretlige rammer.
Økonomiske konsekvenser
Ved fortsat bortforpagtning vil Næstved Kommune modtage en fast forpagtningsafgift, som ikke afhænger af caféens
omsætning, samt betaling for det faktiske energiforbrug. Forpagteren vil afholde udgifter til personale, vareforbrug,
affaldsordning og vedligeholdelse af kommunens inventar og udstyr, mens kommunen fortsat vil afholde udgifter til
eventuel udskiftning af inventar og udstyr. Den økonomiske risiko ved den daglige cafédrift vil primært ligge hos
forpagteren.
Ved drift i Næstved Svømmehals regi vil indtægterne fra cafésalget tilfalde kommunen, mens kommunen samtidig vil
afholde de tilhørende driftsudgifter, herunder vareforbrug, energi, vand, affaldshåndtering, vedligeholdelse og eventuelle
yderligere personaleressourcer. Indtægten fra forpagtningsafgiften vil bortfalde, og kommunen vil selv bære den
økonomiske drift.
På baggrund af den hidtidige omsætning og muligheden for at integrere cafésalget i den eksisterende receptionsfunktion
vurderes det, at caféen vil kunne drives i Næstved Svømmehals regi uden at medføre et økonomisk underskud.
Vurderingen forudsætter, at sortiment og driftsudgifter løbende tilpasses omsætningen.
Af hensyn til den gældende konkurrencelovgivning, skal kommunen med passende mellemrum markedsafprøve en
kommunal drift af caféen.

Økonomi

Administrationen har ingen bemærkninger.

Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget 09.11.2026

Kilde: Næstved Kommune, Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratiudvalget, dagsorden fra mødet mandag 9. november 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.