Spring til indholdet
Norddjurs
Skift kommune
KøbenhavnNorddjursAlle kommuner

Besluttet 18. august, Kommunalbestyrelsen, Norddjurs

Forslag til ny tilskudsmodel til svømmehaller

Chefen for Kultur, Fritid, Turisme og Biblioteker indstiller, at 1. elementerne i IUCE’s ”indstilling til revideret tilskudsmodel for svømmefaciliteter i Norddjurs Kommune” drøftes 2. det besluttes om, der skal arbejdes videre med model 1 (fordeling mellem grundtilskud og aktivitetsbetaling er …

Kultur og fritidErhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Kommunalbestyrelsen, Norddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 18. august 2026
Status
Besluttet. Ad. 1. Godkendt. Ad. 2. Godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I denne sag skal Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget drøfte Idrættens Udviklingscenters
(IUCE) indstilling til ny tilskudsmodel for svømmehaller, samt træffe beslutning om forslag til
tilskudsmodel for selvejende svømmehaller, samt to afledte indstillinger, udsprunget af arbejdet
med modellen samt sende den valgte model i høring.
Alt materiale vedr. IUCE’s indstilling til revideret tilskudsmodel for svømmefaciliteter i Norddjurs
Kommune er vedlagt.
Kommunalbestyrelsen afsatte den 19. august 2025 0,1 mio. kr. til proces for ny tilskudsmodel til
svømmehaller, og det daværende Kultur- og Fritidsudvalg godkendte den 23. september 2025
vedlagte procesplan for arbejdet med ny tilskudsmodel med udgangspunkt i hensynet om en
grundig og inddragende proces.
Det daværende udvalg havde, i forbindelse med arbejdet med ny tilskudsmodel til selvejende
idrætshaller, besluttet en række forudsætninger og hensyn for ny model. Én af forudsætningerne var
bl.a. revision af svømmehalstilskud – inden for det samlede svømmehalstilskud. Undervejs i
processen blev delen omkring svømmehalstilskud taget ud, og Kommunalbestyrelsen prioriterede
efterfølgende midler til ekstern konsulentbistand til en ny proces herom.
Forvaltningen indgik i november 2025 aftale med IUCE om proces for ny tilskudsmodel. Aftalen er
vedlagt.
Forvaltningen og IUCE har i efteråret 2025 og foråret 2026 mødtes med repræsentanter fra de to
svømmehaller til to workshops, og IUCE har ad flere omgange også mødtes særskilt med de to
svømmehaller, hvor der har været drøftet ønskede elementer og inputs til forslag til ny model.

IUCEs forslag til ny tilskudsmodel
IUCE har gennemført en analyse af den nuværende tilskudsmodel for de to svømmefaciliteter i
Norddjurs Kommune. På baggrund af den analyse, samt af de tidligere vedtagne politiske
forudsætninger og på baggrund af inputs og drøftelser fra workshops og særskilte møder med de to
svømmehaller, har IUCE udarbejdet en indstilling til ny tilskudsmodel til svømmehaller. I
indstillingen foreslås to modeller, som er beskrevet nedenfor.
IUCE har igennem processen tydeliggjort, at de med tilskudsmodellen ønsker at hjælpe faciliteterne
med at lykkes og imødekomme de to faciliteters visioner for faciliteterne, men samtidig også
imødekommer borgerne i Norddjurs Kommunes behov for svømmefaciliteter.
IUCE anbefaler, at en fremtidig model bygger på følgende principper:

tilskudsmodellen skal være enkel, gennemsigtig og administrerbar

modellen skal skabe et robust grundlag for drift af to omkostningstunge svømmeanlæg

modellen skal i højere grad knytte kommunens tilskud til faktisk aktivitet og kommunal
anvendelse

modellen skal ikke direkte kompensere for historiske organisatoriske forskelle, men sådanne
forhold kan håndteres i andre spor, herunder anlægs- og vedligeholdelsesplanlægning

I begge modeller er grundtilskud opgjort på kubikmeter vand i samtlige bassiner, men med en
varmtvandsfaktor på +7,5 % pr. m3 vand for at afspejle de øgede driftsomkostninger ved
varmtvandsbassiner. Aktivitetsbetalingen fordeles efter opgjorte eller aftalte aktivitetsparametre,
herunder foreningstimer, skoletimer og eventuelt særskilte bassintimer.
Model 1
IUCE anbefaler, at modellen fordeler den kommunale tilskudspulje på to niveauer i en 60/40 %
fordeling:

grundtilskud (60 %), som skal sikre et stabilt fundament for drift og tilgængelighed, så
kortsigtede udsving i aktivitet ikke destabiliserer faciliteternes økonomi

aktivitetsbetaling (40 %), som skal understøtte faktisk aktivitet og kommunal anvendelse,
herunder skole- og foreningsbrug.

Model 2
I forbindelse med budgetteksten fra budget 2026, hvor der står: ”Ved eventuel underfinansiering
løses det via puljen til værn om servicerammen”, anbefaler IUCE en alternativ model, som udover
de to ovenstående niveauer, også indeholder et tredje niveau bestående af en udviklingspulje, som
skal skabe et økonomisk råderum for udviklingstiltag, som kan styrke svømmeanlæggene og
forbedre kommunens samlede udnyttelse af faciliteterne.
Puljen kan blandt andet anvendes til:

udvikling af nye målgrupper og aktiviteter

samarbejde mellem faciliteterne

effektiviseringstiltag inden for energi, drift og kapacitetsudnyttelse

vedligeholdelsesplaner og langsigtet planlægning.

IUCE anbefaler, at der kommer et større fokus på udvikling, samarbejde og vedligeholdelse fra
faciliteternes ledelse/bestyrelse, og lægger derfor væsentlig vægt på en udviklingspulje og samtidig
en udvidelse af den eksisterende budgetramme.
IUCE anbefaler, at den samlede tilskudsramme udvides med 10 %, svarende til ca. 0,6 mio. kr., og
fordeling i model 2 vil være:

grundtilskud (55 %), som skal sikre et stabilt fundament for drift og tilgængelighed, så
kortsigtede udsving i aktivitet ikke destabiliserer faciliteternes økonomi

aktivitetsbetaling (35 %), som skal understøtte faktisk aktivitet og kommunal anvendelse,
herunder skole- og foreningsbrug

udviklingspulje (10 %), som skal skabe et økonomisk råderum for udviklingstiltag, som kan
styrke svømmeanlæggene og forbedre kommunens samlede udnyttelse af faciliteterne.

IUCE anbefaler, at modellen indfases over en årrække, så faciliteter og foreninger får tid til at
tilpasse sig nye vilkår.
Forvaltningen bemærker
En ny tilskudsmodel til svømmehaller vil medføre ændringer i drifts- og samarbejdsaftalerne
mellem de to faciliteter og Norddjurs Kommune.

Sæsonforlængelse:
I dag er der et maksimum på kommunalt køb af svømmetime på 825 timer/året i Auning Idræts- og
Kulturcenter (AIK) og 1848 timer/året i Grenaa Idrætscenter (GIC) til fordeling i 33 uger.
Svømmeklubberne har haft tradition for at søge Fritidspuljen og Talentudviklingspuljen til
finansiering af sæsonforlængelse i et niveau på ca. 0,1 mio. kr. Forvaltningen anbefaler at
sæsonforlænge for svømmeklubberne, som ved foreningers brug i tørhallerne, i forbindelse med
proces om ny tilskudsmodel for idrætshaller.
Til finansiering heraf foreslår forvaltningen at anvende overskud fra lokaletilskud (momsrefusion
idrætshaller) til at styrke svømmebetaling og forlænge sæsonen.
Skoletimer:
Der er i nuværende model forskel på betaling for skoletimer i de to svømmehaller.
I AIK betaler folkeskolerne 1.095 kr./timen inkl. moms direkte til hallen for brug af svømmetimer. I
2025 har AIK fakturereret folkeskoler for skoletimer for samlet 0,177 mio. kr.
I GIC har skoletimerne været gratis for folkeskoler, da der i den nuværende drifts- og
samarbejdsaftale er et fastsat timetal til skoletimer i det samlede tilskud.
Forvaltningen foreslår, at skolers brug af svømmetimer ligestilles, så alle skoler får lige adgang til
svømmehallerne, og at betalingen for skoletimer ligestilles. Det kan rummes i denne model ved
budgettilførsel/omplacering i forbindelse med budget 2027 på 0,2 mio. kr.
Modellen vil derefter, i lighed med modellen for tørhaller, være, at hallerne betales en fast
timetakst, der fremskrives, for skolebrug via modellen (budgettet flyttes til Kultur-, Fritid- og
Landdistriktsudvalgets budget til haltilskud). Forvaltningen foreslår, at timeprisen i udgangspunktet
er det AIK fakturerede i 2025, 1.095 kr. pr. time inkl. moms.
Der er, udover skolesvømning i GIC og AIK, også skolesvømning i svømmehallen på Søren KanneSkolen, Afdeling Vestre i Grenaa, som benyttes ca. 20 timer om ugen i skoleåret af Søren KanneSkolen.

De viste modeller er vist med 0,177 mio. kr., der i dag betales for folkeskoletimer i Auning
Svømmehal, dette beløb har forvaltningen været i en intern dialog omkring og en omplacering af
budgettet bakkes op herfra af fagforvaltningen. Beløbet kan omplaceres fra Budget 2027 ved
godkendelse af dette i Børne,- Familie- og Skoleudvalget. En sag om dette behandles af Børne,Familie- og Skoleudvalget i maj. Ved budgetomplacering kan begge haller modtage tilskud for
forenings- og skolebrug fra et samlet budget og folkeskolers betaling for svømmetimer i selvejende
haller ensrettes.
Den administrative praksis vil derefter blive som modellen for tørhaller, at der afregnes først for
skolers brug, herefter fordeles grundtilskud og aktivitetsbetaling.
Udviklingspulje:
Der kan være udfordringer med at fordele midlerne i en udviklingspulje, idet der kun vil være to
ansøgere og modtagere.
Hvis der vælges en model med udviklingspulje, skal udvalget pege på finansiering.
Forvaltningen bemærker, at der er mulighed for, inden for udvalgets budget, at prioritere midler fra
varigt mindre forbrug til en udviklingspulje, svarende til 0,3 mio. kr.
Midlerne stammer fra varigt mindreforbrug opstået ved omkontering og momsrefusion i forbindelse
med implementering af model for tørhaller.
Den valgte model forventes at kunne implementeres via Drifts- og samarbejdsaftalerne for 2027, og
i lighed med ved tørhallerne foretages beregningerne på foregående sæson.

Sammenhæng til andre politikker/strategier og fagområder

Der er sammenhæng til Norddjurs Kommunes Fritidsstrategi, som bl.a. har fokus på faciliteter og
bedst mulig udnyttelse af disse i forhold til antal brugere og aktiviteter.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat midler til omfordeling mellem de to faciliteter, men der er i modellen et ufinansieret
forslag om at tilføre modellen 0,6 mio. kr.

I budgetaftalen 2026 fremgår at: ”Ved eventuel underfinansiering løses det via puljen til værn om
servicerammen”, men dette er ikke varige midler så et eventuelt beløb derfra vil mangle i
overslagsårene.
Hvis udvalget ønsker at afsætte midler, svarende til 0,1 mio. kr. til sæsonforlængelse for
svømmeklubber, kan dette finansieres af mindreforbrug lokaletilskud opstået som følge af
omkontering og dermed momsrefusion.
Beregninger ift. nuværende fordeling
Den rene omfordeling efter model 1 betyder, at AIK vil modtage 0,2 mio. kr. mere, mens GIC vil
miste tilsvarende i tilskud.
Model 2 med en udviklingspulje på 0,6 mio. kr. er illustreret i bilaget med et scenarie, hvor
udviklingspuljen fordeles ligeligt mellem de to svømmehaller. Det resulterer i, at AIK modtager 0,5
mio. kr. mere, mens GIC vil modtage 0,01 mio. kr. og deraf vil de samlet set 0,6 mio. kr. være
øremærket udvikling af faciliteten og kan derfor ikke anvendes på drift.

Lovgrundlag

Ingen relevant lovgivning.

Indstilling

Chefen for Kultur, Fritid, Turisme og Biblioteker indstiller, at
1. elementerne i IUCE’s ”indstilling til revideret tilskudsmodel for svømmefaciliteter i
Norddjurs Kommune” drøftes
2. det besluttes om, der skal arbejdes videre med model 1 (fordeling mellem grundtilskud og
aktivitetsbetaling er 60/40 %) eller model 2 (som også indeholder en udviklingspulje), ved
valg af model 2 anvises finansiering af udviklingspuljen
3. den valgte model sendes i høring frem til og med den 17. maj hos Fritidsråd, Idrætsråd samt
de berørte faciliteter
4. der afsættes 0,1 mio. kr., fra varigt mindreforbrug på lokaletilskud til at understøtte
sæsonforlængelse for svømmeklubber
5. der indføres en takst pr. time for folkeskolers brug af svømmehaller på 1.095 kr. inkl. moms
(2025).

Behandling i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget 28. april 2026

Ad. 1. Drøftet.
Ad. 2. Udvalget besluttede at arbejde videre med model 1 (fordeling mellem grundtilskud og
aktivitetsbetaling er 60/40 %)
Ad. 3. Godkendt.
Ad. 4. Godkendt.
Ad. 5. Godkendt.
Forvaltningen bemærker
Der er i høringsperioden fra den 4. maj til og med den 17. maj modtaget 4 høringssvar fra
Fritidsråd, Idrætsråd, GIC og AIK.
Vedlagt sagen er et skema med høringssvarene, forvaltningens bemærkninger og høringsparternes
konkrete forslag til ændringer. Desuden er de indsendte høringssvar også vedlagt.
Forvaltningen bemærker, at det ikke er fagligt muligt at konkludere på de fremsendte høringssvar,
hvorfor der er vedlagt en oversigt med de fulde høringssvar, forvaltningens bemærkninger og
høringsparternes konkrete forslag til ændringer.
Forvaltningen henviser generelt til IUCE’s indstilling, som beskriver den komplekse opgave, det er
at finde en fordelingsnøgle ud fra de to faciliteters meget forskelligartede bygningsmasser og
driftsforhold.

Indstilling

Chefen for Kultur, Fritid, Turisme og Biblioteker indstiller, at høringssvarene drøftes, og at der
tages stilling til om konkrete forslag til ændringer indføjes i modellen.

Behandling i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget 27. maj 2026

Udvalget besluttede at arbejde videre med model 1, hvor der tilføjes 0,4 mio. kr., hvoraf 0,1 mio. kr.
er koblet til sæsonforlængelse, og at der laves en beregning til næstkommende møde på fordeling
mellem grundtilskud og aktivitetsbetaling på hhv. 60/40% og 70/30%.

Forvaltningen bemærker
Vedlagt sagen er bilag med beregninger, der viser fordeling mellem grundtilskud og
aktivitetsbetaling på hhv. 60/40% og 70/30%, hvor der er tilført 0,4 mio. kr., hvoraf de 0,1 mio. kr.
er koblet til sæsonforlængelse.
I de nuværende drifts- og samarbejdsaftaler er det muligt at anvise foreninger og aftenskoler i 825
timer i AIK (hertil har der i perioden frem til og med 2026 været midler til yderligere køb af 150
timer) og 1848 timer i GIC.
Forvaltningen er bekendt med, at der fra foreningernes side er ønske at udvide anvisningsrammen,
det ses både i puljeansøgninger til fritidspuljen og talentudviklingspuljen om finansiering af køb af
flere timer, og senest har forvaltningen fået en henvendelse fra Auning Idrætsforening, som ønsker
at opstarte et nyt para-svømmehold.
Forvaltningen bemærker, at det kan overvejes om en evt. tilførsel af midler til området i de ønskede
beregninger 0,400 mio. kr. skal følges op af en hævelse eller fjernelse af loftet for anvisning af
timer, i lighed med den nye model for tørhallerne og stille krav om at anvisningsperioden udvides.
En omregning viser, at der med udgangspunkt i den foreslåede skoletakst for 0,4 mio. kr. kan
udvides med 456 timer fordelt i de to haller ca. 11 timer om ugen i 40 uger.
AIK har haft henvendt sig med spørgsmål, som forvaltningen har besvaret. Henvendelsen er
vedlagt.

Indstilling

Chefen for Kultur, Fritid, Turisme og Biblioteker indstiller, at
1. modellens fordeling mellem fast og variabelt tilskud besluttes
2. finansieringen af området og evt. krav til midler besluttes.

Behandling i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget 23. juni 2026

Ad. 1. Udvalget indstiller, at modellens fordeling mellem fast og variabelt tilskud er 70 % og 30 %
med virkning fra 1. januar 2027. Modellen indeholder en forventning om øget antal foreningstimer
på ca. 450 timer fordelt mellem de to haller.

Der ønskes en evaluering af modellen primo 2029.
Ad. 2. Udvalget indstiller, at de 400.000 kr. finansieres inden for udvalgets egen ramme.

Behandling i Økonomiudvalget 11. august 2026

Ad. 1. Tiltrådt.
Ad. 2. Tiltrådt.

Beslutning

Michael Bengtson (V) blev vurderet inhabil, og deltog ikke i sagens behandling.
Ad. 1. Godkendt.
Ad. 2. Godkendt.

Kilde: Norddjurs Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet tirsdag 18. august 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.