Besluttet 1. oktober, Ældrerådet, Norddjurs
Høring af sagsbehandlingsfrister på Sundheds-, Pleje- og Omsorgsudvalgets område 2026
Formanden indstiller, at Ældrerådet udarbejder et høringssvar til sagsbehandlingsfristerne på Sundheds-, Pleje- og Omsorgsudvalgets område.
Kort fortalt
- Hvem
- Ældrerådet, Norddjurs Kommune
- Hvornår
- Torsdag 1. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Ældrerådet mener, at flere af de foreslåede sagsbehandlingsfrister på hjælpemiddelområdet og kropsbårne hjælpemidler er meget lange og kan have væsentlige konsekvenser for borgernes hverdag og livskvalitet. En sagsbehandlingsfrist på op til 25 uger for genbrugshjælpemidler og forbrugsgoder som f.eks. kørestol, er meget lang. Hjælpemidler bevilges netop til borgere, som har en nedsat funktionsevne og behov for støtte til at kunne klare dagligdagen.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
En gang årligt skal kommunens sagsbehandlingsfrister gennemgås. Efter gennemgangen skal
fristerne forelægges til politisk behandling i de relevante fagudvalg samt Kommunalbestyrelsen.
Forud for politisk behandling i fagudvalget sendes sagsbehandlingsfristerne på Sundheds-, Pleje- og
Omsorgsudvalgets område til administrativ høring i Ældrerådet og Handicaprådet.
Høringsfristen er den 5. oktober 2026.
Ændringer i sagsbehandlingsfrister på Sundheds-, Pleje- og Omsorgsområdet
Barnets Lov § 90 stk. 1, nr. 11 jf. servicelovens §118 vedr. Pasningsorlov er tilføjet.
Der er ikke foretaget yderligere ændringer til sagsbehandlingsfristerne ud over sproglige rettelser.
Fristerne og de foretagne ændringer fremgår af det vedlagte bilag.
Økonomiske konsekvenser
Ingen økonomiske konsekvenser.
Lovgrundlag
Retssikkerhedslovens § 3, stk. 2.
Indstilling
Formanden indstiller, at Ældrerådet udarbejder et høringssvar til sagsbehandlingsfristerne på
Sundheds-, Pleje- og Omsorgsudvalgets område.
Beslutning
Ældrerådet mener, at flere af de foreslåede sagsbehandlingsfrister på hjælpemiddelområdet og
kropsbårne hjælpemidler er meget lange og kan have væsentlige konsekvenser for borgernes
hverdag og livskvalitet.
En sagsbehandlingsfrist på op til 25 uger for genbrugshjælpemidler og forbrugsgoder som f.eks.
kørestol, er meget lang. Hjælpemidler bevilges netop til borgere, som har en nedsat funktionsevne
og behov for støtte til at kunne klare dagligdagen. Lange ventetider kan derfor betyde tab af
selvstændighed, øget afhængighed af pårørende og i nogle tilfælde en forværring af borgerens
situation.
Vi bemærker desuden, at der for visse basishjælpemidler er en væsentligt længere ventetid, hvis
borgeren ikke selv kan afhente hjælpemidlet via Kvikservice. Det vil ofte være de mest sårbare og
dårligst fungerende borgere, som ikke har mulighed for selv at hente hjælpemidlet. Vi finder det
uhensigtsmæssigt, at netop denne gruppe risikerer at skulle vente længst på at få den nødvendige
hjælp.
Vi ønsker desuden at fremhæve sagsbehandlingstiderne for kropsbårne hjælpemidler, herunder
hjælp ved inkontinens. For mange borgere er der tale om helt nødvendige hjælpemidler, som har
afgørende betydning for både værdighed, hygiejne, sundhed og mulighed for at deltage i
hverdagslivet. Vi finder derfor, at lange sagsbehandlingstider på dette område er særligt
problematiske og bør søges reduceret mest muligt.
Herudover finder vi også de aktuelt varslede midlertidige forlængelser af sagsbehandlingstiderne på
Sundheds- og Omsorgsområdet bekymrende. Vi har forståelse for de udfordringer, der kan ligge
bag de forlængede ventetider, men konsekvensen rammer borgere, som ofte befinder sig i en sårbar
situation og har behov for hurtig afklaring og hjælp. Det bør derfor være en høj prioritet at
nedbringe ventetiderne hurtigst muligt.
På den baggrund opfordrer vi til, at kommunen arbejder målrettet på at reducere
sagsbehandlingstiderne på hjælpemiddelområdet og generelt på Sundheds- og Omsorgsområdet,
således at borgerne får den nødvendige hjælp inden for en rimelig tidsramme.
Vi håber, at den nye ældrelov og etableringen af selvstyrende teams kan medvirke til kortere
sagsbehandlingstider. Det bør overvejes at give teamene større beslutningskompetence, så flere
afgørelser kan træffes tæt på borgeren og med færre led i sagsbehandlingen. Det vil kunne bidrage
til at reducere ventetiden og sikre hurtigere hjælp til borgerne.
Bilag
Kilde: Norddjurs Kommune, Ældrerådet, referat fra mødet torsdag 1. oktober 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.