Behandlet 11. august, Skole- og Dagtilbudsudvalget, Nyborg
Orientering: Læseløftet
Direktionen indstiller, at Skole- og Dagtilbudsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Skole- og Dagtilbudsudvalget, Nyborg Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at Skole- og Dagtilbudsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund og Udfordring
Læseløftet er overskriften på en kommunal indsats. Formålet er at styrke elevernes
læsekompence og læselyst. Indsatsen er et samarbejde mellem forvaltningen, skolerne og
Nyborg Bibliotek.
Læseløftet udspringer af bl.a. både lokal- og national bekymring for børn og unges læsning.
Læselysten falder markant op gennem skoleforløbet, og både nationale og internationale
undersøgelser peger på udfordringer med læseglæde og læsekompetencer.
Ifølge Børn og unges læsning 2021 fra DPU, Aarhus Universitet nyder 64 % af eleverne i 5.
klasse at læse, mens det i 8. klasse gælder 49 %. De internationale undersøgelser PIRLS
2021 og PISA 2022 peger samtidig på udfordringer med danske elevers læseglæde og
læsekompetencer. PIRLS er en international læseundersøgelse, der gennemføres hvert femte
år på 4. klassetrin i mere end 50 lande og regioner. PISA er en OECD-undersøgelse, der
sammenligner 15-16-årige skoleelevers kompetencer i læsning, matematik og naturfag i
OECD-lande og en række partnerlande.
PIRLS 2021 viser blandt andet, at danske 4.-klasseselevers læsekompetence aldrig har været
lavere i undersøgelsens målinger, og PISA 2022 viser et fald i danske 15-åriges læseresultater
siden 2018.
Resultater fra Folkeskolens Afgangsprøve viser at eleverne i Nyborg Kommune de seneste år
har ligget på eller under landsgennemsnittet i Dansk Læsning.
Tallene kalder ikke på én enkelt metode, men på en stærkere læsekultur og en mere
systematisk tilgang til læsning i skolen.
Derfor bygger Læseløftet på tre spor: systematik, læsekultur og læsekompetencer
Fagligt idégrundlag
Læseløftet bygger på et bredt og balanceret læsesyn, hvor læsning forstås som mere end
teknisk afkodning. Læsning handler også om forståelse, ordforråd, teksttyper, læseformål,
kontekst, motivation og samtale om det læste.
Det betyder, at eleverne ikke kun skal have tid til at læse, men også støtte til at blive bevidste
om, hvordan de læser, hvorfor de læser, og hvad de skal bruge læsningen til. Man læser
forskelligt alt efter, om man læser for oplevelse, for viden, for at løse en opgave eller for at
kunne deltage i en faglig samtale.
Derfor skal Læseløftet både styrke elevernes læsekompetence og læselyst. De to elementer
hænger tæt sammen: Elever, der oplever, at de kan forstå og bruge tekster, får ofte større mod
på at læse - og elever, der oplever læsning som relevant og meningsfuldt, får bedre betingelser
for at udvikle sig som læsere.
Læseløftets opbygning
Læseløftet er udviklet i tæt samarbejde med skolerne og er bygget op omkring tre
sammenhængende spor: systematik, læsekultur og læsekompetencer.
Systematik handler om, at læsning skal være en fast og kontinuerlig del af elevernes skoledag.
Med 30 minutters dagligt læsefokus skabes en fælles ramme, hvor alle elever møder læsning
hver dag.
Læsekultur handler om at skabe skoler, hvor læsning er synlig, meningsfuld og fælles. Det
handler både om adgang til bøger og tekster, inspirerende læsemiljøer, samtaler om læsning
og samarbejde med skolebiblioteket og Nyborg Bibliotek.
Læsekompetencer handler om, at eleverne skal blive bedre til at læse, forstå, anvende og
reflektere over tekster i alle fag. Læsning er derfor ikke kun en danskfaglig opgave, men en
grundlæggende forudsætning for elevernes deltagelse i skolens faglige fællesskaber.
Organisering og fælles ansvar
Den fælles kommunale ramme for Læseløftet skal omsættes lokalt på den enkelte skole.
Læseløftet er derfor ikke tænkt som en færdig metodepakke, men som en fælles retning og
ramme, der skal bygge videre på skolernes eksisterende praksis.
Den kommunale ramme består af 30 minutters dagligt læsefokus, et bredt og balanceret
læsesyn, systematik gennem lokale planer/årshjul samt et tæt samarbejde med skolernes
læsevejledere, skolens og Nyborg Bibliotek. Denne ramme ligger i forlængelse af den
læseindsats, der allerede er præsenteret for skolelederne.
Skoleledelsen har ansvar for at skabe de organisatoriske betingelser og sikre, at læsefokus
prioriteres i skoledagen. Årgangsteamene har ansvar for den konkrete planlægning og
gennemførelse af de 30 minutter, så læsning bliver en fast og sammenhængende del af
elevernes hverdag. Læsevejledere og skolebiblioteket understøtter arbejdet fagligt, mens
Nyborg Bibliotek bidrager med læseinspiration, adgang til litteratur og læsefremmende
aktiviteter.
Den kommunale læse- og ordblindekonsulent understøtter implementeringen gennem sparring,
netværk, materialer og opfølgning på tværs af skolerne.
På den måde kombinerer Læseløftet en fælles kommunal retning med lokal forankring på den
enkelte skole.
Opfølgning og evaluering
Læseløftet følges løbende for at vurdere, om indsatsen bliver omsat på skolerne og bevæger
sig i den ønskede retning. Opfølgningen vil have fokus på tre områder: implementering af de
30 minutters dagligt læsefokus, udvikling af skolernes læsekultur samt tegn på udvikling i
elevernes læselyst og læsekompetencer.
Evalueringsdesignet er under udarbejdelse og vil bl.a. bygge på både eksisterende læsedata,
lokale erfaringer fra skolerne og elevperspektiver. Eksisterende test- og evalueringsmaterialer
vil indgå som en del af det samlede opfølgningsgrundlag og kan bidrage til at belyse, om der
over tid ses en positiv udvikling i elevernes læsekompetencer.
Formålet er at skabe et fælles vidensgrundlag, så indsatsen kan justeres og kvalificeres
undervejs.
Økonomiske konsekvenser
Ingen
Sagen afgøres i
Skole- og Dagtilbudsudvalget
Aktuel beslutning på Skole- og Dagtilbudsudvalget 2026-2029 11-08-2026
Orienteringen taget til efterretning.
Kilde: Nyborg Kommune, Skole- og Dagtilbudsudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.