Besluttet 21. oktober, Handicaprådet, Odsherred
Orientering om beslutning om lukning af Heldagsskolen
Administrationen indstiller til Handicaprådet, at: 1. Tage orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Handicaprådet, Odsherred Kommune
- Hvornår
- Onsdag 21. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Ad 1. Taget til efterretning. Forud for mødet har formanden udarbejdet en udtalelse i samarbejde med Danske Handicaporganisationer: Vi må konstatere, at den politiske proces er langt fremme, og at der er indstillet til, at Heldagsskolen skal lukke. Vi er klar over, at det ikke er Handicaprådet, der træffer den beslutning. Men det ændrer ikke på, at det her er en alvorlig sag for de børn og familier, der er berørt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Heldagsskolen er et tilbud i Odsherred Kommune, der kombinerer behandlingsindsatser og
specialundervisningstilbud. Heldagsskolen blev i 2022 omlagt fra at være en specialskole til at
skulle være et kommunalt dagbehandlingstilbud. 1. januar 2024 trådte Lov om behandlings- og
specialundervisningstilbud til børn og unge i kraft, og det betød en tydeligere og samlet
lovgivningsmæssig ramme for denne type tilbud. Lovens krav om indgåelse af kvalitetsaftaler
skulle ske inden 1. juli 2024.
Behandlings- og specialundervisningstilbud (BOS-tilbud) kombinerer behandling og
pædagogisk støtte med specialundervisning. Målgruppen for BOS er børn og unge med
komplekse og omfattende vanskeligheder, hvor sociale, følelsesmæssige, adfærdsmæssige
eller udviklingsmæssige udfordringer er tæt forbundet med betydelige vanskeligheder i forhold
til skolegang og læring. Vanskelighederne kan fx komme til udtryk ved massivt eller
længerevarende skolefravær, udadreagerende eller stærkt tilbagetrukket adfærd, angst,
betydelige vanskeligheder med følelsesregulering eller med at indgå i sociale og faglige
fællesskaber. Det er børn og unge, som har behov for en specialiseret og sammenhængende
indsats, hvor behandling og undervisning integreres.
Heldagsskolen er beliggende i Hørve, i separate lokaler på Hørve Skole. Skolen har
aldersgruppe af børn fra 0.-9. klassetrin. Aktuelt går der 14 børn i 4.-9. klasse. 9 af børnene er
pt. visiteret som BOS-elever, mens 5 af børnene pt. er visiteret som specialklasse-elever med
behov for særlig undervisning. Det forventes, at to af de fem børn snart omvisiteres fra
specialundervisning til BOS, da de også vurderes at have behandlingsbehov. Tilbuddet har
aktuelt 10 medarbejdere – fire lærere og seks pædagoger samt en konstitueret leder.
Argumenter for lukning af Heldagskolen
Manglende kvalitetsaftale og manglende tilsyn fra socialtilsynet: Administrationen er
blevet opmærksom på, at administrationen ved en fejl ikke har indgået en kvalitetsaftale med
tilbuddet og ført tilsyn efter Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og
unge. Administrationen har i forlængelse heraf heller ikke haft en aftale med Socialtilsynet om
at føre tilsyn med den behandlingsmæssige del af tilbuddet, sådan som loven foreskriver.
Det bemærkes, at kommunen har oplyst Socialtilsynet og STUK om den manglende aftale.
Socialtilsynet har meddelt, at de afventer den videre proces for tilbuddet. Hvis tilbuddet ikke
lukkes, forventes Socialtilsynet at gennemføre tilsyn på den socialfaglige behandlingsdel i
nærmeste fremtid. Administrationen vil ligeledes igangsætte udarbejdelse af kvalitetsaftale om
specialundervisningsdelen og tilhørende tilsyn.
Eksterne tilbud til fast lavere pris og med klare kvalitetsbeskrivelser: Odsherred
Kommune har indgået i et fælleskommunalt udbud inden for behandlings- og
specialundervisningsområdet. Den nye rammeaftale for udbuddet er trådt i kraft pr. 1. august
2026, og med udbuddet kan børnene tilbydes en plads i private tilbud, hvor pris og kvalitet er
specificeret gennem en rammeaftale med specifikke krav om fx specialiseret personale,
behandlingsmetoder til børn og familie mv. Odsherred Kommune har indgået aftale med tre
tilbud beliggende i hhv. Nykøbing, ved Høve og i Vig. Heldagsskolen vurderes ikke på
nuværende tidspunkt at kunne leve op til kravsspecifikationerne, der stilles i rammeaftalen.
Dertil kommer, at tilbuddet ikke vurderes at kunne levere indsats til den pris, der er opnået i
udbuddet.
Tilbuddets størrelse: Administrationen er i forbindelse med opmærksomheden på den
manglende kvalitetsaftale også blevet opmærksom på lovgivningens krav til tilbuddets
størrelse. Ifølge Bekendtgørelse om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
og kvalitetsaftaler m.v. i behandlings- og specialundervisningstilbud samt på børne- og
ungehjem § 9 skal tilbuddet ved skoleårets start forvente at have gennemsnitligt mindst 10
dagbehandlingselever i løbet af skoleåret. Det nuværende antal børn på 14 (hvoraf nogle alene
er visiteret til specialundervisning) i tilbuddet er lavt.
Perspektiver ved videreførelse af Heldagsskolen
Hvis det ikke ønskes at lukke Heldagsskolen, er det administrationens vurdering, at der skal
prioriteres med intensiv udviklingskraft og opkvalificering, så der kan indgås en kvalitetsaftale,
der lever op til lovens krav. Der vil blandt andet skulle tilknyttes en psykolog og en
familiebehandler til tilbuddet, hvilket der ikke er pt. Der vil skulle investeres massivt i fælles
metodisk opkvalificering og efteruddannelse af personalet i behandlingsmetode, systematik og
dokumentation i indsatsen. Det er en udvikling, som forventes at vare cirka 1-3 år og vil kræve
betydelige ressourcer i tilbuddet og administrationen, som skal understøtte udviklingsplanen,
give faglig sparring og følge op på mål og kvalitet. Det forventes samtidig, at tilbuddet ikke
indenfor dette tidsperspektiv (og formentlig heller ikke fremadrettet) kan drives til en pris på
niveau med de private tilbud. Det er yderligere vurderingen, at børnene i dag ikke får den
indsats, som de kan få på andre tilbud, og at det dermed vil være for børnenes bedste at starte
i et nyt tilbud.
Konsekvenser ved lukning af Heldagsskolen
Konkret vil en lukning betyde, at de 14 børn skal visiteres til andre relevante tilbud, og at
medarbejderne så vidt muligt omplaceres og alternativt afskediges.
Med indgåelsen af rammeaftale med de tre private behandlings- og specialundervisningstilbud
findes der tilbud i Nykøbing, ved Høve og i Vig. To er tilbuddene er veletablerede i Odsherred
Kommune. Det sidste tilbud er nyetableret og derfor under opbygning. Tilbuddene har forpligtet
sig til at kunne levere et bestemt antal pladser, og hermed er der ledig kapacitet inden for
kommunegrænsen.
Hvis Byrådet beslutter, at Heldagsskolen lukker, inddrages de konkrete børn og familier straks
med henblik på at finde egnet tilbud for det enkelte barn. Det forventes, at børnene vil være
opstartet i nye tilbud primo 2027.
Børn, forældre og medarbejdere er orienteret om administrationens indstilling og den videre
politiske proces den 22. september 2026. Børn og forældrene er desuden inviteret til
individuelle møder om situationen for det enkelte barn. Afslutningsvis bemærkes det, at
børnene og deres familier er særligt sårbare, og en længere periode med usikkerhed om
skolens fremtid kan være hård for børn og familier, som i forvejen befinder sig i svære
situationer. Derfor ønskes klarhed om tilbuddets fremtid, så der enten kan igangsættes en
hurtig proces for at rette op på den manglende kvalitetsaftale og tilsyn eller børn og familier
hurtigst muligt kan hjælpes videre i nye tilbud.
Spørgsmål fra Danmarksdemokraterne:
Jonas Nørgaard og Gitte Svendsdatter (Æ) har stillet spørgsmål vedrørende Heldagsskolen,
de ligger som bilag 1. Spørgsmålene er belyst i sagsfremstillingen ovenfor.
Beslutning fra Udvalget for Børn, Læring og Familie til pkt. 125 den 6. oktober 2026:
Udvalget har inden mødet modtaget en klage fra forældre til børn på Heldagsskolen
vedrørende indstillingen om lukning. Klagen er indgået i udvalgets behandling af sagen.
Udvalget finder det stærkt kritisabelt, at forvaltningen ikke har sikret implementeringen af en
kvalitetsaftale for tilbuddet, og at der i forlængelse heraf ikke er ført det fornødne tilsyn i
henhold til Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge.
Udvalget lægger afgørende vægt på, at afskedigelser af skolens kompetente medarbejdere så
vidt muligt undgås.
Forvaltningen skal sikre, at eleverne modtager den nødvendige individuelle støtte i overgangen
til deres nye tilbud, så deres trivsel, behandlingsmæssige behov og undervisningsmæssige
kontinuitet tilgodeses. Der skal være særlig opmærksomhed på de elever, der skal aflægge
prøve i indeværende skoleår, herunder deres mulighed for at gennemføre undervisning,
prøveforberedelse og prøver.
Udvalget finder det på denne baggrund nødvendigt at indstille Heldagsskolen, med de
ovenstående indstillinger og udtalelser, til lukning.
Indstillet.
Lovgrundlag
Folkeskoleloven.
Barnets Lov.
Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn.
Bekendtgørelse nr. 1646 af 12. december 2023 om specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand og kvalitetsaftaler m.v. i behandlings- og specialundervisningstilbud
og på børne- og ungehjem.
Økonomiske konsekvenser
I 2026 er den månedlige takst (inkl. administration og ejendomsudgifter) på ca. 58.000 kr. pr.
elev. De 9 dagbehandlingselever på Heldagsskolen vil blive revisiteret til andre tilbud til en
takst på mellem ca. 42.000 og 45.000 kr.
Hvis børnene visiteres til nye tilbud, før personalet er omplaceret eller opsagt, kan der
forventes en mindre ekstraudgift i 2026.
Samlet set forventes udgifterne til behandlings- og specialundervisningstilbud fremadrettet at
blive mindre på grund af de faste priser i udbuddet.
Administrative, miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser
Hvis Byrådet beslutter at lukke Odsherred Heldagsskole, afsøges mulighed for omplacering af
berørte medarbejdere, inden eventuel uansøgt afskedigelse foretages. Hovedudvalget
inddrages inden udvalgets møde den 6. oktober 2026 for at sikre, at medarbejdernes
perspektiver på sagen bliver hørt.
Der vil være tomme lokaler på skolen, hvis tilbuddet lukkes.
Udtalelser og høring
Hovedudvalget har drøftet sagen på et ekstraordinært møde den 1. oktober 2026. Se bilag.
Indstillingen om lukning sendes desuden i høring hos Asnæs, Fårevejle, Hørve skolebestyrelse
for at inddrage forældrenes perspektiver.
Indstilling
Administrationen indstiller til Handicaprådet, at:
1. Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Ad 1. Taget til efterretning.
Forud for mødet har formanden udarbejdet en udtalelse i samarbejde med Danske
Handicaporganisationer:
Vi må konstatere, at den politiske proces er langt fremme, og at der er indstillet til, at
Heldagsskolen skal lukke. Vi er klar over, at det ikke er Handicaprådet, der træffer den
beslutning. Men det ændrer ikke på, at det her er en alvorlig sag for de børn og familier,
der er berørt.
For os i DH er det afgørende, at fokus ikke alene er på økonomi, pladser og takster, men
først og fremmest på det enkelte barn. En overgang til et andet tilbud skal sikre, at barnet
får den nødvendige behandling, undervisning og støtte, og at der bliver taget hånd om
barnets trivsel og tryghed.
Vi hæfter os ved, at udvalget har understreget betydningen af individuel støtte og
kontinuitet i undervisningen. Det er vigtigt, at det også bliver fulgt op i praksis for hvert
enkelt barn.
Vi vil samtidig gerne pege på, at det havde været ønskeligt, hvis Handicaprådet var
blevet inddraget tidligere i forløbet, mens der stadig var mulighed for at bidrage med
vores perspektiver inden den politiske behandling.
Det er ikke sagt for at placere skyld, men fordi det er vigtigt, at rådet bliver inddraget
rettidigt i sager, der har væsentlig betydning for mennesker med handicap.
Vi håber derfor, at vi fremover kan sikre en bedre og tidligere inddragelse af
Handicaprådet.
Afslutningsvis vil vi understrege, at uanset hvad der sker med Heldagsskolen, skal
børnene og deres familier opleve, at der bliver taget hånd om dem, og at der er en
konkret plan for det enkelte barn.
Vi kan måske ikke ændre den beslutning, der nu er på vej, men vi kan holde fast i, at
børnene skal have det tilbud, de har behov for, og at Handicaprådet fremover skal
inddrages, mens der stadig er mulighed for at gøre en forskel.
Handicaprådet finder processens hastighed og inddragelse kritisabel og indstiller til, at
der lægges særligt stor vægt på at man får taget hånd om børnene, særligt
afgangsklasserne, i forbindelse med den besluttede lukning. Handicaprådet anbefaler, at
man gør sit yderste for at 9. klasseeleverne får lov at blive sammen og gennemfører
deres afgangseksamen før lukningen.
Fraværende:
Katja Velin Mejlfort - ingen stedfortræder
Kim Seehusen - ingen stedfortræder
Lena Nielsen - Per Pedersen deltager som stedfortræder
Kilde: Odsherred Kommune, Handicaprådet, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.