Spring til indholdet
Odsherred
Skift kommune
KøbenhavnOdsherredAlle kommuner

På dagsordenen 10. november, Udvalget for Social, Beskæftigelse og Arbejdsmarked, Odsherred

Orientering om Beskæftigelsesreformen: status på implementering

Direktøren indstiller til Udvalget for Social, Beskæftigelse og Arbejdsmarked, at: 1. orienteringen om status på implementeringen af de økonomiske tilpasninger som følge af beskæftigelsesreformen tages til efterretning.

Erhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Social, Beskæftigelse og Arbejdsmarked, Odsherred Kommune
Hvornår
Tirsdag 10. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på odsherred.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Beskæftigelsesreformen giver kommunerne større frihed til at tilrettelægge
beskæftigelsesindsatsen og reducerer en række statslige proceskrav. Samtidig medfører
reformen betydelige økonomiske reduktioner. Odsherred Kommunes plan for udmøntning blev
tilrettelagt med henblik på så vidt muligt at begrænse risikoen for dårligere
beskæftigelseseffekter og øgede forsørgelsesudgifter.
Beskæftigelsesreformen implementeres i flere faser. De første lovændringer trådte i kraft i
henholdsvis januar, februar og juli 2026 og omfatter blandt andet færre proceskrav, friere
organisering af beskæftigelsesindsatsen og afskaffelse af rehabiliteringsteamet. Den sidste
fase af reformen behandles lovgivningsmæssigt i efteråret 2026 og forventes at træde i kraft 1.
januar 2027. Den omfatter blandt andet en ny hovedlov for beskæftigelsesindsatsen, reduktion
af målgrupperne fra 13 til 5 og afskaffelse af jobafklaringsforløb.
Administrationen vurderer, at det endnu er for tidligt at konkludere på, om den igangværende
omlægning af indsatsen og besparelserne har haft direkte konsekvenser for
beskæftigelseseffekten. Nærværende sag giver derfor alene en status på implementeringen af
de økonomiske tilpasninger samt på, hvordan de igangsatte initiativer i indsatsstrategierne
understøtter dette.
Indsatsstrategierne på områderne: Sygedagpenge, A-dagpenge, Kontanthjælp over 30 år og
Ledighedsydelse blev godkendt af Udvalget for Social, Beskæftigelse og Arbejdsmarked den
10. marts 2026, pkt. 37-40. Indsatsstrategien for Førtidspension og Fleksjob blev godkendt af
Udvalget for Social, Beskæftigelse og Arbejdsmarked den 12.maj 2026 pkt. 73 og
indsatsstrategien for Kontanthjælpsmodtagere under 30 år blev godkendt af Økonomiudvalget

den 21.oktober 2025, pkt. 231 i forbindelse med godkendelse af Ungeløft-puljen.
Samlet set er de besluttede reduktioner indarbejdet i kommunens budget, både i 2026 og de
efterfølgende år. Implementeringen er på flere områder sat i gang, mens enkelte omlægninger
først får fuld virkning i løbet af 2027 eller senere.
Status for implementering af reduktionerne på de syv områder
1. Øvrig vejledning, opkvalificering og mentorforløb
Der er besluttet en reduktion på 2,6 mio. kr. i 2026, stigende til 6,9 mio. kr. i 2027 og 7,4 mio.
kr. årligt fra 2028.
Brugen af mentor er som planlagt reduceret på både kontanthjælps- og
sygedagpengeområdet, og der er et generelt lavere tilbuds niveau pr. borger. Individuel mentor
er for gruppen af unge aktivitetsparate i nogen grad omlagt til gruppeforløb ved
Socialpsykiatrien, hvilket bidrager til reduktionen af mentorforbruget.
Udover et lavere antal tilbud pr borger gennemføres en del af reduktionen gennem omlægning
af kommunens afklaringsindsats (afklaring af arbejdsevne). Det betyder, at afklaringsforløb, der
tidligere blev købt hos ekstern leverandør, fremover vil blive leveret internt i kommunen med et
lavere udgiftsniveau. Der er i 2026 sat en proces i gang med at etablere et afklaringstilbud på
Thorshøj, hvilket forventes at kunne starte op i begyndelse af 2027. Indtil tilbuddet er etableret,
gennemføres afklaringsforløb inden for den reducerede økonomiske ramme. Det betyder
aktuelt, at nogle borgere kan opleve ventetid på afklaring.
2. Ungeområdet
Der er besluttet en reduktion på 1,4 mio. kr. årligt. Denne besparelse svarer til indtægterne fra
Ungeløft puljen, hvilket betyder, at indsatsen til de unge overvejende er på niveau med tidligere
indsats.
Indsatsen på ungeområdet er omlagt til en Ungeløft-indsats, som er tilrettelagt i
overensstemmelse med beskæftigelsesreformens nye rammer og mål. Reformen giver
kommunen større frihed til at målrette indsatsen efter den enkelte unges behov og afskaffer
bl.a. kravet om gentagne tilbud til unge. For aktivitetsparate unge er der fra 1. juli 2026 alene
krav om mindst én individuel jobsamtale inden for de første seks måneder, mens yderligere
samtaler og tilbud gives efter en konkret vurdering af behovet. Det betyder lokalt, at unge med
særlige støttebehov og længere vej til arbejdsmarkedet som udgangspunkt vil modtage en
mindre intensiv beskæftigelsesindsats med færre samtaler og tilbud end tidligere. For denne
gruppe vil omlægningen derfor kunne opleves som en servicenedgang.
3. Forenkling af målgrupper
Der er besluttet en reduktion på 0,2 mio. kr. i 2026, 1,4 mio. kr. i 2027, 1,8 mio. kr. i 2028, 2,2
mio. kr. i 2029 og 2,6 mio. kr. årligt fra 2030. Implementeringen gennemføres som planlagt
med et lavere indsatsniveau til de borgere, der tidligere fik ressourceforløb. Denne gruppe er
overgået til kontanthjælp og modtager nu samme indsats som andre kontanthjælpsmodtagere.

4. Mulighed for at undtage borgere fra samtaler og indsatser
Den økonomiske reduktion på dette område indfases først fra 2028 med 1,2 mio. kr. og stiger
til 1,4 mio. kr. i 2029 og 1,7 mio. kr. fra 2030. Der er derfor endnu ikke en økonomisk reduktion,
der skal realiseres i 2026.
Som forberedelse til reduktionen vil administrationen nøje følge effekten af de vedtagne
indsatsstrategier. Formålet er at opbygge et bedre grundlag for at vurdere, hvilke grupper af
borgere der kan have gavn af færre samtaler og indsatser, uden at det øger risikoen for
længere ledighedsforløb.
5. Afskaffelse af rehabiliteringsteamet
Der er besluttet en reduktion på 0,5 mio. kr. i 2026 og 1 mio. kr. årligt fra 2027.
Rehabiliteringsteamet blev nedlagt den 1. juli 2026. Sager om førtidspension og fleksjob
sendes nu til Regionens Kliniske Funktion med henblik på en lægefaglig vurdering, som
afhængigt af sagen kan ske uden kontakt eller ved telefonisk, digital eller fysisk kontakt.
Besparelsen udmøntes gennem reduktion i løn- og personaleudgifter, idet der ikke længere er
behov for sekretariatsbetjening af rehabiliteringsteamet, og den nye proces samtidig frigør
sagsbehandlerressourcer. Den nødvendige personalemæssige tilpasning, både for 2026 og for
de kommende år, er gennemført gennem tilbageholdenhed med genbesættelse af vakante
stillinger.
Der er samtidig opmærksomhed på udgifterne til Regionens Kliniske Funktion. Det forventede
forbrug ligger aktuelt over det afsatte budget i 2026 og i mindre grad også over budget i 2027.
Det skyldes blandt andet en ophobning af sager i forbindelse med overgangen fra Mediconnect
til EG Sundhed samt overgangen til den nye samarbejdsmodel og samarbejdsaftale med
Klinisk Funktion. Den nye organisering og de tilhørende arbejdsgange er imidlertid nu
implementeret, og den tidligere ophobede ventetid er indhentet.
Der er etableret en fast procedure, hvor alle sager til førtidspension og fleksjob gennemgås
med ledelsen med henblik på faglig sparring og vurdering af, hvilket sagsforløb der er mest
hensigtsmæssigt. Hovedparten af sagerne om førtidspension kan aktuelt behandles af Klinisk
Funktion på baggrund af kommunens eksisterende sagsoplysninger uden behov for yderligere
afklaring eller kontakt med borgeren. Det er blandt andet muligt som følge af et højt fagligt
niveau i sagsbehandlingen og løbende faglig sparring med Klinisk Funktion.
Samlet set er den nye organisering og indsatsstrategi blevet godt forankret i løbet af efteråret
6. Sygemeldte fra beskæftigelse
Økonomiudvalget besluttede, at der ikke skulle gennemføres en økonomisk reduktion på dette
område. Baggrunden var blandt andet risikoen for, at en reduceret indsats kunne medføre
længere sygedagpengeforløb og dermed højere forsørgelsesudgifter. Der er derfor ikke en
besparelse på området, som skal implementeres.

7. Større frihed til at tilrettelægge indsatsen
Der er besluttet en reduktion på 0,2 mio. kr. i 2026 og 0,5 mio. kr. årligt fra 2027. Besparelsen
bygger på, at færre proceskrav giver mulighed for en mindre administrativt tung
beskæftigelsesindsats. Den nødvendige personalemæssige tilpasning er allerede gennemført
for 2026 og de kommende år.
Den større frihed stiller øgede krav til de faglige vurderinger af, hvilken indsats der giver
mening for den enkelte borger og i hvilket omfang. Derfor deltager alle medarbejdere med
borgerkontakt i et opkvalificeringsforløb, der skal styrke beskæftigelsesfagligheden og
understøtte en mere individuelt tilpasset indsats. Opkvalificeringen fortsætter i 2027 og 2028.
Derudover implementeres AI-værktøjerne Dialogstøtte, Summa og Lexi i efteråret 2026.
Værktøjerne skal understøtte de administrative opgaver og forventes fra 2027 at frigøre mere
tid til den direkte borgerkontakt.

Lovgrundlag
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.fl.

Økonomiske konsekvenser
De økonomiske reduktioner som følge af beskæftigelsesreformen er indarbejdet i budget 2026
og overslagsårene.

Administrative, miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser
Implementeringen af beskæftigelsesreformen medfører løbende omlægning af arbejdsgange,
indsatser og ressourceanvendelse i Center for Social og Arbejdsmarked.

Udtalelser og høring

Indstilling

Direktøren indstiller til Udvalget for Social, Beskæftigelse og Arbejdsmarked, at:
1. orienteringen om status på implementeringen af de økonomiske tilpasninger som
følge af beskæftigelsesreformen tages til efterretning.

Kilde: Odsherred Kommune, Udvalget for Social, Beskæftigelse og Arbejdsmarked, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.