Besluttet 18. august, Byrådet, Ringkøbing-Skjern
Proces for borgerinddragelse i planlægning for solceller og vindmøller
Administrationen indstiller, at Klima-, Miljø- og Naturudvalget og Økonomi- og Koordinationsudvalget anbefaler Byrådet at beslutte: • at det tilrettede Borgerspor (Bilag 2) er grundmodel for borgerinddragelse i planlægning for solceller og vindmøller.
Kort fortalt
- Forslaget
- Det tilrettede Borgerspor (Bilag 2) er grundmodel for borgerinddragelse i planlægning for solceller og vindmøller.
- Hvem
- Byrådet, Ringkøbing-Skjern Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 18. august 2026
- Status
- Besluttet. Et flertal i Byrådet godkendte administrationens indstilling. Danmarksdemokraterne stemte imod, fordi de ikke mener, at man kan læse lokal opbakning ud af borgersporet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Formålet med dagsordenspunktet er, at Byrådet træffer beslutning om en overordnet model for borgerinddragelse i planlægning for vedvarende energianlæg (VE-anlæg).
Baggrund
Den 11. november 2025 vedtog Byrådet en ny proces for borgerinddragelse – det såkaldte Borgerspor. Samtidig besluttede Byrådet, at processen skulle genbesøges tidligt i den nye byrådsperiode.
Bilag 1 viser det nuværende Borgerspor i en planproces.
Administrationen har gjort de første erfaringer med at anvende elementer fra Borgerspor i igangværende VE-projekter, særligt den tidlige lokale dialog.
I maj 2026 har Byrådet på et temamøde desuden givet signaler om ønsker til borgerinddragelse i VE-plansager, herunder brugen af Borgerspor.
Justering af Borgerspor
Administrationen foreslår på den baggrund, at Borgerspor fortsat anvendes som model for borgerinddragelse i VE-sager med enkelte præciseringer og justeringer.
Administrationen foreslår følgende ændringer:
1) borgerspor som grundmodel for borgerinddragelse
Det præciseres i teksten, at Borgerspor er grundmodellen for borgerinddragelse i sager om planlægning for solceller og vindmøller.
Det indebærer:
• at modellen anvendes som udgangspunkt, men at Byrådet i den enkelte sag kan beslutte at justere modellen
• at elementer fra modellen også kan anvendes i andre plansager, eksempelvis ved planlægning af biogasanlæg
2) Tydeliggørelse af formål med borgerinddragelse
• tilføjelse af følgende tekst:
"Vores mål er at skabe de bedste løsninger, og derfor er dialog og samarbejde med borgere, virksomheder og foreninger naturlige og integrerede dele af vores beslutningsprocesser. Det betyder ikke, at alle kan få ret, men at alle relevante perspektiver er kommet i spil."
3) Udbygning af opstartsfasen
Det præciseres, at formålet med modellen er at styrke den tidlige borgerdialog ved at:
• formålet med opstartsfase ændres til: "Lokalområdet har opnået viden og fået mulighed for indflydelse på VE-projektet og borgerinvolveringen. Der har været en sondering af lokale udviklingsønsker"
• Det tilrettes, at naboer anses som værende inden for 8 gange møllehøjde.
4) Udbygning af værktøjskassen
Det foreslås at følgende tilføjes til værktøjskassen, som et nyt værktøj:
• Politiske dialogmøder, som kan gennemføres med repræsentanter for eksempelvis naboer, borgergrupper, lodsejere og projektudviklere.
• Besigtigelsesmøder, hvor f.eks. borgergrupper, lodsejere, projektudviklere og politikkere mødes på stedet for det ansøgte.
Bilag 2 viser administrationens forslag til et revideret Borgerspor med de foreslåede ændringer.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Lov om planlægning.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Lov om vedvarende energianlæg.
Vejledning om lovlige hensyn ved planlægning for VE
Økonomi
Der resterer ca. 200.000 kr. af de tidligere bevilgede midler til VE-facilitatorer fra Klimavækstpuljen.
Effektvurdering
Realiseringen af solcelleanlæg og vindmøller understøtter kommunens Klimaplan A for CO2-neutralitet og klimarobusthed. Det gælder særligt målene om, at Ringkøbing-Skjern Kommune skal
• nedbringe CO2-udledningen med 70 % i perioden 1990-2030,
• blive et 100 % fossilfrit område i 2040 og
• være CO2-neutral i 2050.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima-, Miljø- og Naturudvalget og Økonomi- og Koordinationsudvalget anbefaler Byrådet at beslutte:
• at det tilrettede Borgerspor (Bilag 2) er grundmodel for borgerinddragelse i planlægning for solceller og vindmøller.
Klima-, Miljø- og Naturudvalget 09-06-2026
Et flertal i Klima-, Miljø- og Naturudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.
Søren Christensen kunne ikke tilslutte sig anbefalingen.
Økonomi- og Koordinationsudvalget 22-06-2026
Et flertal i Økonomi- og Koordinationsudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt. Mads Fuglede stemte imod med den bemærkning, at forslaget er bedre end det eksisterende, men det afspejler ikke, hvad Danmarksdemokraterne lovede i valgkampen.
Fraværende: Jens Jensen.
Beslutning
Et flertal i Byrådet godkendte administrationens indstilling. Danmarksdemokraterne stemte imod, fordi de ikke mener, at man kan læse lokal opbakning ud af borgersporet.
Fraværende: Marcus Juul Grønbæk
Bilag
Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Byrådet, referat fra mødet tirsdag 18. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.