Spring til indholdet
Ringsted
Skift kommune
KøbenhavnRingstedAlle kommuner

På dagsordenen 17. november, Sport-, Kultur- og Fritidsudvalget, Ringsted

Opfølgning på dialogmøde med Folkeoplysningsrådet

Sport-, Kultur- og Fritidsudvalget afholdt den 20. oktober 2026 dialogmøde med Folkeoplysningsrådet om udviklingen af folkeoplysnings- og fritidsområdet i Ringsted Kommune.

Kort fortalt

Hvem
Sport-, Kultur- og Fritidsudvalget, Ringsted Kommune
Hvornår
Tirsdag 17. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 17. november 2026. Du finder dem på ringsted.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktionen indstiller, at:
1. udvalget tager opsamlingen på dialogmødet med Folkeoplysningsrådet til efterretning.
2. administrationen i 1. kvartal 2027 fremlægger et oplæg til proces for udarbejdelse af en
ny eller revideret Kultur-, Fritids- og Frivilligpolitik, hvor folkeoplysningsområdet indgår, og
Folkeoplysningsrådet inddrages.
3. Folkeoplysningsrådet i samarbejde med administrationen beskriver mulige initiativer
vedrørende foreningsudvikling, informationsdeling og samarbejde, inden der træffes
beslutning om nye indsatser.
Sagsgang:
BY

ØK

ABU

BFU

SUU SKFU ULBTM ÆSSU

Sagsfremstilling

Sport-, Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsrådet afholdt den 20. oktober 2026
dialogmøde om aktuelle udfordringer og udviklingsmuligheder på folkeoplysnings- og
fritidsområdet. Dialogen omfattede både konkrete ønsker til udvikling af området og mere
overordnede spørgsmål om samarbejde, prioritering og ansvarsfordeling mellem kommunen og
det organiserede foreningsliv. På baggrund af dialogmødet er der identificeret en række
temaer, som kan danne grundlag for det videre arbejde.
1. Foreningsudvikling og samarbejde
På dialogmødet blev mulighederne for at styrke udviklingen af foreningslivet drøftet, herunder
hvordan kommunen og Folkeoplysningsrådet i fællesskab kan understøtte foreningernes
arbejde.
Det kan eksempelvis omfatte understøttelse af nye aktiviteter og foreninger, rekruttering og
fastholdelse af frivillige, erfaringsudveksling og samarbejde mellem foreninger og andre lokale
aktører. En mere aktiv indsats vil skulle ses i sammenhæng med eksisterende opgaver og
ressourcer på området.
Administrationen foreslår derfor, at Folkeoplysningsrådet i samarbejde med administrationen
konkretiserer mulige initiativer, herunder hvilke opgaver og indsatser rådet og foreningerne selv
kan bidrage til at løfte, og hvor der kan være behov for kommunal understøttelse. Eventuelle
forslag, som forudsætter yderligere ressourcer eller ændringer i de eksisterende rammer, vil
skulle forelægges til særskilt politisk stillingtagen.
2. Planlægning og prioritering af idræts- og fritidsfaciliteter
På dialogmødet blev behovet for et mere samlet og langsigtet overblik over kommunens
idræts- og fritidsfaciliteter drøftet.
Folkeoplysningsrådet pegede på ønsket om en prioriteret oversigt over behov for nye
faciliteter, udvikling af eksisterende faciliteter samt vedligeholdelse. Et sådant overblik vil kunne
understøtte en mere gennemsigtig og langsigtet prioritering af investeringer på området og
skabe et bedre grundlag for dialogen mellem kommunen og foreningslivet.
Administrationen vurderer, at arbejdet bør ses i sammenhæng med kommunens eksisterende
anlægs- og vedligeholdelsesplanlægning samt de politisk besluttede investeringer på området.
Folkeoplysningsrådet kan bidrage til at kvalificere og prioritere foreningslivets behov og ønsker,
mens den samlede prioritering af kommunens investeringer fortsat er et politisk ansvar.
Temaet foreslås indarbejdet i den løbende dialog og i relevante eksisterende planlægnings- og
budgetprocesser. Der lægges således ikke med denne sag op til at igangsætte et selvstændigt
arbejde med en ny facilitetsplan.

3. Revision af kommunens kultur-, fritids- og frivilligpolitik
Ringsted Kommunes gældende Kultur-, Fritids- og Frivilligpolitik der også indeholder
folkeoplysningsområdet er senest revideret i forrige byrådsperiode (bilag 1).
På dialogmødet blev behovet for at revidere og opdatere det politiske grundlag for området
drøftet, herunder at sikre et bredere fokus på folkeoplysning, kultur, fritid og frivillighed.
Administrationen vurderer, at der er grundlag for at overveje en ny eller revideret samlet Kultur, Fritids- og Frivilligpolitik. En sådan politik vil kunne fastlægge kommunens overordnede
ambitioner og principper for blandt andet deltagelse i kultur- og fritidslivet, foreningsudvikling,
frivillighed, faciliteter, tilgængelighed og samarbejde.
En samlet politik vil samtidig kunne skabe større sammenhæng mellem de forskellige områder
og danne grundlag for efterfølgende konkrete indsatser og prioriteringer.
Administrationen foreslår, at der i 1. kvartal 2027 fremlægges et oplæg til den videre proces,
herunder afgrænsning, organisering, inddragelse og tidsplan. Folkeoplysningsrådet vil være en
central samarbejdspartner i arbejdet, ligesom øvrige relevante råd, foreninger og aktører bør
inddrages.
4. Tidligere inddragelse i budgetprocessen
Folkeoplysningsrådet gav på dialogmødet udtryk for et ønske om at blive inddraget tidligere i
kommunens årlige budgetproces.
Formålet er at give rådet bedre mulighed for at kvalificere og prioritere ønsker og forslag til
udvikling af området, inden de politiske budgetforhandlinger påbegyndes.
Den samlede budgetproces fastlægges imidlertid af Byrådet, og Sport-, Kultur- og
Fritidsudvalget kan derfor ikke selv beslutte ændringer i processen.
Det foreslås på den baggrund, at administrationen videreformidler ønsket til Byrådet om, at
mulighederne for tidligere inddragelse af Folkeoplysningsrådet og øvrige relevante råd og
aktører overvejes i forbindelse med den fremtidige tilrettelæggelse af budgetprocessen.
5. Information, dialog og rollefordeling
På dialogmødet blev der også drøftet behov for bedre og mere løbende information om
kommunens planer, projekter og beslutninger på fritidsområdet. Herudover blev spørgsmål om
kapacitet og anvendelse af faciliteter, foreningernes og kommunens roller samt betaling og
adgang berørt.
Disse spørgsmål kan ikke nødvendigvis afklares samlet, men vil kunne indgå i den løbende
dialog og i relevante konkrete sager.
Administrationen vurderer, at der er mulighed for at udvikle samarbejdet gennem en tydeligere
forventningsafstemning om roller, ansvar og informationsdeling.
Det er i den forbindelse væsentligt, at Folkeoplysningsrådet ikke alene bidrager med ønsker og
synspunkter, men også tager aktivt del i at udvikle forslag, prioritere mellem forskellige behov
og finde løsninger inden for de eksisterende rammer.

Det foreslås derfor, at Folkeoplysningsrådet i samarbejde med administrationen konkretiserer
relevante initiativer vedrørende informationsdeling og samarbejde.

Politisk handlerum
Udvalget kan vælge mellem følgende overordnede tilgange til opfølgningen på dialogmødet.
A. Samlet og gradvis opfølgning (administrationens forslag)
Udvalget tilslutter sig indstillingen, hvor der arbejdes videre med en proces for revision af
politikken, opfordres til at overveje tidligere inddragelse i budgetprocessen, og
Folkeoplysningsrådet sammen med administrationen konkretiserer mulige udviklingsinitiativer.
Denne tilgang giver mulighed for at følge op på dialogmødet og skabe fremdrift, samtidig med
at nye ressourcekrævende indsatser først igangsættes efter særskilt politisk stillingtagen.
B. Prioriteret opfølgning
Udvalget kan vælge alene at prioritere enkelte temaer, eksempelvis revision af politikken, og
lade øvrige temaer indgå i det løbende samarbejde med Folkeoplysningsrådet. Denne tilgang
vil begrænse antallet af samtidige udviklingsopgaver.
C. Opfølgning inden for eksisterende rammer
Udvalget kan vælge alene at tage opsamlingen til efterretning og henvise til, at ønsker og
initiativer håndteres gennem eksisterende processer, budgetlægning og samarbejdsfora.

Vurdering

Administrationen vurderer, at dialogmødet har peget på relevante udviklingsmuligheder, som
kan styrke samarbejdet mellem kommunen og Folkeoplysningsrådet og skabe et bedre
grundlag for udviklingen af folkeoplysnings- og fritidsområdet.
Det vurderes særligt relevant at igangsætte overvejelser om en ny eller revideret Kultur-,
Fritids- og Frivilligpolitik, som kan danne et samlet politisk grundlag for udviklingen af området.
Administrationen finder det desuden væsentligt, at den videre opfølgning sker i et tæt
samarbejde med Folkeoplysningsrådet, hvor rådet også tager et aktivt medansvar for at udvikle
og prioritere konkrete forslag.
Det anbefales, at opfølgningen sker gradvist og inden for de eksisterende rammer, indtil der
foreligger nærmere afklaring af eventuelle nye initiativers indhold, ressourcebehov og
økonomiske konsekvenser.

Inddragelse og høring
Ingen.

Økonomi

Sagen medfører ikke i sig selv nye bevillinger. Eventuelle økonomiske konsekvenser vil blive
belyst i forbindelse med efterfølgende konkrete sager og forslag.

Kilde: Ringsted Kommune, Sport-, Kultur- og Fritidsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 17. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.