Rødovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 19. august, Økonomiudvalget, Rødovre

Kommuneplan 2026 - Endelig vedtagelse

Teknisk Forvaltning indstiller, at Kommuneplan 2026 vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af sagsfremstillingen. Beslutning fra By- og Teknikudvalget, 11. august 2026, pkt. 61: Anbefales.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Rødovre Kommune
Hvornår
Onsdag 19. august 2026
Status
Besluttet. Indstilles godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller, at Kommuneplan 2026 vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af sagsfremstillingen.
Beslutning fra By- og Teknikudvalget, 11. august 2026, pkt. 61: Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommuneplan 2026 sætter retningen for Rødovres fysiske udvikling i de kommende år med afsæt i Rødovrestrategi 2025 og som delvis revision af Kommuneplan 2022. Planen har som hovedsigte at bevare eksisterende byområder samt færdiggøre tidligere igangsatte byudviklingsområder uden at udpege nye. Planforslaget har været i offentlig høring fra den 21. januar til den 22. april 2026 og foreligger nu til endelig vedtagelse på baggrund af de indkomne høringssvar. I høringsperioden blev der afholdt borgermøde den 3. marts, hvor de centrale ændringer blev fremlagt og drøftet – herunder bl.a. justeringer af kommuneplanrammer, arbejdet med bynatur og 3-30-300-princippet, bevaringsværdige bygninger samt fokusområderne gennemskærende veje, skoler og idræt.
De indkomne høringssvar har givet anledning til forslag til ændringer i den endelige kommuneplan. Nedenfor præsenteres først en oversigt over høringssvarenes indhold (høringssvarene findes i deres fulde længde som bilag 1 og i opsummeret form med forvaltningens bemærkninger som bilag 2). Dernæst præsenteres forslag til ændringer som følge af høringssvarene.
Høringssvar I høringsperioden er der indkommet 20 høringssvar. Heraf kommer 11 fra staten, offentlige myndigheder og andre kommuner, 3 fra foreninger, interesseorganisationer og politiske partier

samt 6 fra borgere og virksomheder. Høringssvarene gennemgås opdelt i følgende kategorier: statslige høringssvar med potentiel veto, øvrige høringssvar fra offentlige myndigheder, høringssvar fra foreninger og interesseorganisationer samt politiske partier og høringssvar fra borgere og virksomheder.
Ændringer som følge af statslige høringssvar (indsigelser med potentiel veto) Blandt høringssvarene fra statslige myndigheder har der været forhold, som vedrører nationale interesser, og som i henhold til planloven kan danne grundlag for en indsigelse med vetovirkning. Efter 1. marts 2025 er den centrale statslige koordinering af høringssvar bortfaldet. Det betyder, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen ikke længere samler og sorterer statens høringssvar. Kommunen modtager derfor høringssvar direkte fra de relevante statslige myndigheder, hvilket har medført et større antal og mere detaljerede høringssvar end tidligere. Teknisk Forvaltning har i høringsperioden været i dialog med de relevante styrelser om disse forhold og har på den baggrund foretaget tilpasninger af kommuneplanforslaget, således at der er opnået enighed. Fremsendte bemærkninger omhandler følgende emner: højspændingskabler; internationalt beskyttede arter; vindmøller og solcelleanlæg; Banedanmarks nationale interesseområde (Milestedet). De nationale interesser, som de statslige myndigheder varetager i deres høringssvar, blev udmeldt den 1. oktober 2025.
Bemærkningerne har givet anledning til følgende ændringer:
1. Til retningslinjekortet for temaet Miljø og Teknik tilføjes udgået kabel. Afsnittet vedrørende højspændingskabler i redegørelsen til temaet Miljø og Teknik omskrives, idet der tilføjes tekst og indsættes link vedrørende servitutarealer, sikkerhedsafstande og respektafstande ved arbejde nær el (se præcis formulering i oversigten over høringssvar, bilag 2)
2. I redegørelsen til temaet Natur og Biodiversitet rettes teksten til: "Kommuneplanen vil fortsat varetage beskyttede naturområder og internationalt beskyttede arter. Rødovre Kommune vurderer, at Kommuneplan 2026 ikke vil medføre væsentlige negative påvirkninger af beskyttede naturtyper eller internationalt beskyttede arter, herunder bilag IV-arter, i kommunen."
3. I redegørelsen til temaet Miljø og Teknik tilføjes teksten: "Vindmøller og solcelleanlæg er en national interesse, som kommunen skal forholde sig til i den kommunale planlægning. Rødovre Kommune er hovedsageligt beliggende i byzone, fuldt udbygget og omkranset af andre bykommuner. Der findes ikke større ubebyggede arealer, og de grønne områder, der findes, er i vidt omfang beskyttet af fredninger, Fingerplanens retningslinjer og andre planlægningsmæssige bindinger, som har til formål at sikre landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske værdier samt rekreativ anvendelse. På grund af den tætte bystruktur, de korte afstande til boliger og de begrænsede åbne arealer er det ikke muligt at udpege egnede områder til større vindmøller eller solcelleanlæg i Rødovre Kommune".
4. Under særlige bestemmelser for kommuneplanramme 6F01 – Højhusbebyggelsen Milestedet tilføjes teksten: "Delvist omfattet af jernbaneanlæg og arbejdsarealer til reparation og vedligeholdelse samt delvist omfattet af opmærksomhedszone med mulighed for stærkt støjende aktiviteter dag og nat." Under særlige bestemmelser for kommuneplanrammerne

6F02, 6F03, 6T01, 7B01, 7B02, 7B13, 7C01 og 7D01 tilføjes følgende tekst: "Delvist omfattet af opmærksomhedszone for jernbanens reparation og vedligeholdelse med mulighed for stærkt støjende aktiviteter dag og nat."
Forslag til ændringer som følge af høringssvar fra offentlige myndigheder De øvrige høringssvar fra offentlige myndigheder har ikke haft karakter af indsigelser, men har givet anledning til bemærkninger og forslag til ændringer. Fremsendte bemærkninger omhandler følgende emner: master og antenner; fredede fortidsminder; overordnet vejnet; støj fra statsveje; kulturmiljøer; bevaringsværdige bygninger; bynatur og 3-30-300-princippet; spildevand og klimatilpasning; Grønt Danmarkskort; fremtidig plejeboligkapacitet.
Bemærkningerne har givet anledning til følgende forslag til ændringer:
5. I redegørelsen til temaet Trafik og Mobilitet tilføjes teksten: "I Fingerplan 2019 er der ikke optaget bestemmelser om arealreservationer til mulige fremtidige overordnede vejanlæg i Rødovre Kommune. Der er heller ikke optaget vejplanlinjer for mulige fremtidige statslige vejanlæg på Ministerens Vejplan i Rødovre Kommune. På de større trafikveje er der tinglyst vejbyggelinjer af Københavns Amt, som fortsat håndhæves af Rødovre Kommune."
6. I de generelle rammer tilføjes følgende tekst i afsnit om vindmøller: "Ved eventuel etablering af mindre vindmøller og solenergianlæg skal der tages hensyn til statslige vejinteresser, herunder afstand til statsveje og vejbyggelinjer."
7. I temaet Miljø og Teknik foretages faktuelle rettelser af terminologi vedrørende antenner og master.
8. I temaet Kulturarv foretages faktuelle rettelser, for eksempel ændres betegnelsen fredede fortidsminder til beskyttede fortidsminder.
9. I temaet Kulturarv fjernes bygningerne Islevdalvej 181A og Tårnvej 434 samt 434A fra retningslinjekort over bevaringsværdige bygninger samt fra listen over bevaringsværdige bygninger i redegørelsen.
10. For en del af kommuneplanramme 5F06 (matr.nr. 7n, Rødovre By, Rødovre) ændres den generelle anvendelse fra blandet bolig og erhverv til: Offentlige formål. Den specifikke anvendelse ændres fra tæt-lav boligbebyggelse, etageboliger, kontor- og serviceerhverv, publikumsorienterede serviceerhverv og uddannelsesinstitutioner til: Plejehjem, plejeboliger, seniorboliger og tilknyttede servicefunktioner. Den maksimale bebyggelsesprocent ændres fra 70–80 (afhængigt af anvendelse) til: 80.
Forslag til ændringer som følge af høringssvar fra foreninger, interesseorganisationer og politiske partier Fremsendte bemærkninger omhandler følgende emner: prioriteringer i Kommuneplan 2026; beskyttelse af eksisterende boligområder; 3-30-300-princippet; natur, biodiversitet og erstatningsnatur; træpolitik; bynatur, klima og varmeø-effekt; klimatilpasning og dobbeltstrenget kloaknet; grundvandsbeskyttelse (BNBO); mobilitet, trafik og parkering; metroplaner, BRT og

letbane; cykelstinet; støj og hastighed; gennemsigtighed i forhold til miljøscreeningen; klarhed og tilgængelighed i kommuneplanen.
Bemærkningerne har givet anledning til følgende forslag til ændringer:
11. Under temaet Byens udvikling tilføjes "biodiversitet" til retningslinjen 1.3 for Skoler og idrætsfaciliteter: ”Udbygning og ombygning af skolerne og deres udearealer skal i størst mulig udstrækning bidrage til at fremme læring, trivsel, sundhed og biodiversitet”.
12. Til retningslinje 8.2 Naturområder med særlige beskyttelsesinteresser i temaet for Natur og Biodiversitet tilføjes teksten: "Der skal ved indgreb sikres erstatningsnatur, som vil kunne kompensere for indgrebet."
Forslag til ændringer som følge af høringssvar fra borgere og virksomheder Fremsendte bemærkninger omhandler følgende emner: ændring af kommuneplanrammer for blandet bolig og erhverv (Islev Torv, Randrupvej og Hvidovrevej, Slotsherrensvej); byudvikling i stationsnært kerneområde ved letbanestop; ændrede planmæssige prioriteringer; højde og placering af bebyggelse i forbindelse med helhedsplan; åben-lav bebyggelse samt alternative forslag om etagebebyggelse; parkering og trafik; bevaringsværdige bygninger; god forvaltningsskik; ligebehandling.
Bemærkningerne har givet anledning til følgende forslag til ændringer:
13. En del af kommuneplanramme 7F01 (matriklerne 3di, 3dh, 3dg, 3df, 3de, Rødovre By, Hendriksholm) overføres til kommuneplanramme 7B01. Den generelle anvendelse ændres dermed fra blandet bolig og erhverv til boligområde, og den specifikke anvendelse ændres fra boligområde, kontor- og serviceerhverv til åben-lav boligbebyggelse. Den maksimale bebyggelsesprocent ændres dermed fra 60 % af den enkelte grund til 25 % af den enkelte grund. Det maksimale etageantal ændres fra 3 til 1,5. Minimum etageantal ændres fra 2 til ingen.
14. I temaet Kulturarv fjernes bygningen Skærbækvej 58 fra kommuneplanens retningslinjekort over bevaringsværdige bygninger samt fra listen over bevaringsværdige bygninger i redegørelsesafsnittet.
Forslag til ændring som følge af udarbejdelse af et nyt oversvømmelseskort I kommuneplanforslaget var der i temaet Klimatilpasning et oversvømmelseskort for nedbør fra 2013. Nyt kort er siden udarbejdet, og derfor er retningslinjekortet fra 2013 erstattet med et nyt retningslinjekort.
15. Under temaet Klimatilpasning indsættes et nyt retningslinjekort, der viser en 100-års regnhændelse i år 2100. Det tilhørende redegørelsesafsnit konsekvensrettes og følgende tekst tilføjes: "Oversvømmelseskortet for nedbør viser en 100-års regnhændelse i år 2100."
Borgermøder efterår 2025 Som en del af udrulningen af Rødovrestrategien afholdte Rødovre Kommune i løbet af

efteråret 2025 fire borgermøder. Borgermøderne tog udgangspunkt i de syv velfærdsindsatser fra Rødovrestrategien, som var fordelt på de relevante udvalg. Alle interesserede var inviteret til at komme og være med til at drøfte de konkrete indsatser samt dele ideer til fremtidens Rødovre. Den mulighed benyttede omkring 150 borgere sig af. Borgermøderne handlede om følgende:
Byudvikling og fællesskaber (vært: Økonomiudvalget)
Borgermødet handlede om, hvordan Rødovre Kommune med sin store befolkningsvækst kan udvikle sine fællesskaber, så disse favner borgere, der har boet både kort og lang tid i kommunen.
Velfærd og mental sundhed (vært: Social- og Sundheds- samt Beskæftigelsesudvalget)
Borgermødet handlede om, hvordan man sætter mennesket før systemet og sikrer, at Rødovre Kommune også i fremtiden er en stærk velfærdskommune.
Bæredygtig by og natur (vært: Teknik- og Miljø- samt Klima- og Naturudvalget)
Borgermødet handlede om, hvordan Rødovre Kommune fortsat udvikler sig som lokalsamfund med fokus på social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.
Fællesskaber og børn og unges inddragelse (vært: Børne- og Skole- samt Kultur- og Fritidsudvalget)
Borgermødet handlede om, hvordan skoler, dagtilbud, foreninger og kulturinstitutioner sammen kan styrke børns og unges trivsel gennem leg, bevægelse, læring og fællesskab.
På tværs af borgermøderne var engagementet stort, og borgerne bidrog med både overordnede perspektiver og konkrete forslag til den videre udvikling af kommunen. Input og bemærkninger fra møderne er efterfølgende blevet samlet op og behandlet i de relevante forvaltninger. Input og bemærkninger med relation til kommuneplanen har indgået i arbejdet med forslaget til kommuneplan 2026.
Link til Kommuneplan 2026 Kommuneplan 2026 - tilgås via følgende link: https://rk.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?PlanId=9
Lov- og plangrundlag Lov om planlægning. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.
Økonomiske konsekvenser Ingen.

Tidsplan
Endelig vedtagelse - august 2026 Offentliggørelse - september 2026

Beslutning

Indstilles godkendt.

Kilde: Rødovre Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.