Besluttet 23. september, Økonomiudvalget, Rødovre
HOFOR, Fælles mål og rammer på beredskabsområdet
Stab for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller, 1. at der fastsættes en målsætning for HOFOR om, at den kollektive vand- og spildevandsforsyning genetableres senest tre døgn efter en kritisk hændelse samt 2. at HOFOR ved en kritisk hændelse prioriterer beskyttelse af egne forsyningsanlæg med henblik på at begrænse skader og sikre en sikker og hurtig genetablering af vand- og spildevandsforsyningen.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Rødovre Kommune
- Hvornår
- Onsdag 23. september 2026
- Status
- Besluttet. Indstilles godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Stab for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller, 1. at der fastsættes en målsætning for HOFOR om, at den kollektive vand- og
spildevandsforsyning genetableres senest tre døgn efter en kritisk hændelse samt 2. at HOFOR ved en kritisk hændelse prioriterer beskyttelse af egne forsyningsanlæg
med henblik på at begrænse skader og sikre en sikker og hurtig genetablering af vand- og spildevandsforsyningen.
Beslutning fra By- og Teknikudvalget, 15. september 2026, pkt. 72: Anbefales.
Sagsfremstilling
Danmark står over for et ændret trussels- og risikobillede, som stiller nye krav til beredskabet og til kommunernes evne til at opretholde kritiske funktioner under kriser. Vand- og spildevandsforsyningen er en af de funktioner, som har afgørende betydning for, at samfundet kan fungere. Miljøstyrelsen opfordrede i januar 2026 kommunerne til at styrke beredskabet på vand- og spildevandsområdet og samtidig styrke samarbejdet med forsyningsselskaberne, herunder at fastsætte kommunale mål, der gør det muligt for forsyninger, at ansøge om finansiering inden for forsyningernes indtægtsramme, dvs. at udgifter til beredskabsforanstaltninger kan dækkes via en stigning i vandtaksten.
HOFORs vand- og spildevandsselskaber er efterfølgende blevet identificeret som kritiske enheder, fordi et længerevarende svigt i forsyningen vil kunne få alvorlige konsekvenser for samfundet. Identificeringen som kritisk enhed betyder blandt andet, at HOFOR er omfattet af nye krav til risikovurdering, cybersikkerhed, fysisk modstandsdygtighed og beredskabsplanlægning.
Fælles mål for HOFOR og ejerkommunerne HOFOR og de otte ejerkommuner har derfor siden februar 2026 arbejdet sammen om at fastlægge fælles mål og rammer for beredskabet på vand- og spildevandsområdet. De fælles mål skal sikre en ensartet tilgang på tværs af kommunerne og danne grundlag for HOFORs fremadrettede beredskabsplanlægning. Det er kommunerne, der som ejere fastsætter de overordnede mål og rammer for HOFORs beredskab, mens det er HOFORs bestyrelse, der træffer beslutning om de konkrete løsninger, der skal gøre det muligt at nå målene. Det foreslås, at kommunerne fastsætter et fælles mål om, at den kollektive vand- og spildevandsforsyning senest tre døgn efter en kritisk hændelse skal være genetableret. Målsætningen skal forstås som et fælles beredskabsmål. Muligheden for at genetablere forsyningen vil altid afhænge af den konkrete hændelse. Eksempelvis kan omfattende vandforurening betyde, at det tager væsentligt længere tid at bringe vandforsyningen tilbage til normal drift. For spildevand kan blandt andet oversvømmelser af pumpestationer og store nedbørsmængder påvirke muligheden for en hurtig genetablering.
Målsætningen om genetablering inden for tre døgn indebærer samtidig, at kommunale institutioner, virksomheder og borgere skal kunne håndtere et midlertidigt forsyningssvigt.
Ved en kritisk hændelse skal HOFOR prioritere indsatsen, så skader på forsyningsanlæg og ledninger begrænses mest muligt. Herefter skal forsyningen prioriteres til samfundskritiske funktioner og sårbare borgere. Det kan eksempelvis være nødvendigt at sikre forsyning til større enheder inden for sundhedsområdet og den trafikale infrastruktur. For sårbare borgere kan der blandt andet etableres centrale tappesteder, hvor kommunen kan understøtte distribution af drikkevand, ligesom der kan gives rådgivning om sanitære forhold og andre nødvendige forhold.
Styrket samarbejde mellem kommunen og HOFOR Det ændrede risikobillede og de nye lovkrav betyder, at der er behov for en tydeligere koordinering mellem HOFOR, kommunerne, beredskaberne og øvrige relevante myndigheder. Der arbejdes derfor med en forpligtende samarbejdsaftale mellem HOFOR og ejerkommunerne. Aftalen skal blandt andet sikre tydelige ansvarsområder, faste samarbejdsflader og en fælles kommunikationsindsats. Den skal også tydeliggøre ansvaret for dialog og koordinering med større samfundskritiske aktører som eksempelvis hospitaler, fængsler og større virksomheder. Der vil desuden blive gennemført bilaterale drøftelser med de enkelte kommuner om, hvilke konkrete beredskabsforanstaltninger der er relevante ud fra kommunens lokale risikobillede. På den baggrund forventer forvaltningen, at der vil blive indgået en samarbejdsaftale mellem Rødovre Kommune og HOFOR.
NIS2 og CER HOFORs status som kritisk enhed betyder, at forsyningen er omfattet af NIS2- og CERlovgivningen. NIS2 stiller blandt andet krav om øget cybersikkerhed, mens CER stiller krav om fysisk modstandsdygtighed og evnen til at modstå og håndtere alvorlige hændelser. Lovgivningen medfører dermed nye krav til HOFORs beredskab, men også behov for en tydeligere koordinering mellem HOFOR og kommunerne.
Lov- og plangrundlag
Vandforsyningsloven, Bekendtgørelse af lov om vandforsyning m.v. nr. 1149 af 28. oktober 2024. CER-loven, Lov om kritiske enheders modstandsdygtighed (CER-Loven) nr. 433 ag 6. maj 2025. NIS2-loven, Lov om foranstaltninger til sikring af et højt cybersikkerhedsniveau (NIS2-Loven) nr. 434 af 6. maj 2025.
Økonomiske konsekvenser
Identificeringen af HOFORs vand- og spildevandsselskaber som kritisk enhed og udpegning jf. NIS2 og CER betyder, at det er vurderet, at HOFOR leverer ydelser, der er så vigtige for samfundet, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis de blev afbrudt. Det indebærer, at forsyningerne nu er underlagt en række lovmæssige krav om at kortlægge risikoscenarier og implementere passende foranstaltninger til at øge cybersikkerhed og fysisk modstandsdygtighed, samt en styrket beredskabsplanlægning. Det indebærer også, at HOFOR kan søge tillæg for investeringer til at indfri mål og krav stillet af kommunerne. Dermed giver udpegningen jf. NIS2 og CER, samt den kommunale målsætning HOFOR hjemmel til at finansiere investeringerne via vandtaksten.
Konkrete løsninger og budget skal godkendes af HOFORs bestyrelse. Tillæg til vandtaksten godkendes af Forsyningssekretariatet. Den konkrete økonomi er ikke kendt endnu.
Tidsplan
Frem til oktober/november 2026 arbejdes med fortsat samarbejdet om styrket beredskab mellem HOFOR og kommunerne med fokus på forankring af en formaliseret koordinering, herunder: - Indgåelse af den ovenfor omtalte samarbejdsaftale. - Fælles kommunikationsindsats med fokus på selvforsyning - Afdækning af muligheder for hurtig etablering af tappesteder - Opdatering af henholdsvis HOFORs og kommunernes egne beredskabs- og kriseplaner, inkl. fælles kommunikationsplaner. - Ansvarsdelingen skal fastlægges mellem på den ene side kommunerne/HOFOR og på den anden side de regionale/statslige myndigheder om forsyning af deres institutioner. - Ajourføring af aftaler med andre forsyninger, som HOFOR enten leverer vand til (fx Frederiksberg Forsyning) og Novafos/FORS, som HOFOR både kan modtage vand fra og levere til.
Frem til marts 2027: Der pågår i efteråret og vinterhalvåret 2026 et omfattende arbejde med at få vurderet passende tiltag for indfrielsen af NIS2- og CER-lovgivningen og kommunernes fastsatte mål og rammer. Det indgår som et krav i identificeringen som kritisk enhed, at HOFOR skal have fastlagt en plan for implementeringen af disse tiltag senest medio marts 2027. Bestyrelsen i HOFOR skal godkende planen.
Beslutning
Indstilles godkendt.
Kilde: Rødovre Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.