Rødovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 6. oktober, Social- og Sundhedsudvalget, Rødovre

Præsentation af Sundhedsprofil 2025

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundhedsprofil 2025 for Region Hovedstaden og kommunerne tages til efterretning.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Social- og Sundhedsudvalget, Rødovre Kommune
Hvornår
Tirsdag 6. oktober 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundhedsprofil 2025 for Region Hovedstaden og kommunerne tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Siden 2010 er der hvert fjerde år blevet gennemført en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, som danner grundlag for Sundhedsprofilen. Spørgeskemaundersøgelsen hedder ”Hvordan har du det?” og sendes ud til et repræsentativt udvalg af borgere på 16 år og derover i Danmark.
I Rødovre Kommune har 998 af 2.450 borgere besvaret spørgeskemaet i foråret 2025, hvilket giver Rødovre Kommune en svarprocent på 40,7 %. Svarprocenten for Region Hovedstaden er 41,8 %.

Sundhedsprofilen kortlægger borgernes sundhed, trivsel og sygdomsforekomst samt en række forhold, der har betydning for sundheden. Det gælder blandt andet mental sundhed, ensomhed, stress, fysisk aktivitet, kostvaner, overvægt, tobak og nikotin, alkohol samt langvarig sygdom.
Ud over spørgeskemabesvarelserne indhentes oplysninger fra nationale registre, blandt andet om kronisk sygdom, sociodemografiske forhold og kontakt til sundhedsvæsenet. Undersøgelsen vægtes statistisk, hvilket betyder, at der tages højde for, at nogle befolkningsgrupper er mere eller mindre tilbøjelige til at besvare spørgeskemaet. På den måde sikres det, at resultaterne i højere grad er repræsentative for hele befolkningen.
Social ulighed i sundhed Ud over at Sundhedsprofilen belyser forskelle i sundhedstilstand på tværs af kommuner i Region Hovedstaden, belyser undersøgelsen også den sociale ulighed i sundhed.
Social ulighed i sundhed betegner det forhold, at sundhed, sygdom og levevilkår ikke er ligeligt fordelt i befolkningen. Der ses blandt andet en sammenhæng mellem borgernes sundhed og deres uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet og socioøkonomiske forhold.
For eksempel viser Sundhedsprofil 2025, at borgere med kortere uddannelse generelt har større risiko for at ryge, have svær overvægt, leve med flere samtidige sygdomme og have dårligere mental trivsel end borgere med længere uddannelse. Det understreger, at sundhed ikke alene handler om den enkeltes valg og adfærd, men også hænger sammen med de rammer og livsvilkår, som borgerne lever under.
Eksempler på nøgletal fra Rødovre Kommune 2025 Sundhedsprofil 2025 viser både områder, hvor der er sket en positiv udvikling, og områder, hvor udviklingen giver anledning til fortsat opmærksomhed.
Blandt andet ses der i Rødovre Kommune en fortsat stigning i andelen af borgere med høj score på stressskalaen. Andelen er steget fra 25 % i 2017 til 32 % i 2025. Den højeste andel ses blandt de 16-34-årige, hvor 42 % har angivet en høj score på stresskalaen.
For ensomhed steg andelen markant mellem 2017 til 2021, fra 7 % til 12 %. Fra 2021 til 2025 er andelen faldet til 9 %, men forekomsten er fortsat større end i 2017. Ensomhed er mest udbredt blandt de 16-34-årige, hvor 15 % angiver ensomhed.
For fysisk aktivitet ses et fald i andelen af borgere i Rødovre, der ikke lever op til WHO’s anbefalinger. Fra 2021 til 2025 er andelen faldet fra 60 % til 50 %. Det betyder, at der fra 2021 til 2025 er sket en stigning i andelen af borgere, der lever op til anbefalingerne for fysisk aktivitet. Samtidig er der fortsat en betydelig andel borgere i Rødovre (over 18.000 personer), der ikke lever op til anbefalingerne for fysisk aktivitet.
For daglig rygning af cigaretter er der siden undersøgelsens start i 2010 og frem til nu sket et fald. I 2010 røg 19 % af befolkningen i Rødovre Kommune dagligt cigaretter. I 2025 er andelen 9 %. Modsat ses en stigning i andelen af borgere, der bruger andre nikotinprodukter, såsom e-

cigaretter, vapes og nikotinposer. Daglig brug af nikotinprodukter er særligt udbredt blandt de unge.
Betydning for det videre arbejde I Rødovre Kommune vil Sundhedsprofil 2025 blandt andet udgøre et centralt vidensgrundlag i det kommende arbejde med implementering af den nye Folkesundhedslov (lovforslaget forventes fremsat i foråret 2027) samt i revideringen af Rødovre Kommunes sundhedspolitik. Begge dele forventes påbegyndt i første halvår af 2027.
Sundhedsprofilen kan, udover at belyse borgernes sundhedstilstand, anvendes til at identificere de områder, hvor kommunale indsatser kan gøre størst forskel. Sundhedsprofilen giver dermed et vigtigt grundlag for at prioritere forebyggende indsatser, målrette ressourcer og styrke ligheden i sundhed.
Sundhedsprofilen giver samtidig et vigtigt grundlag for at se sundhed i et bredt og tværgående perspektiv. De udfordringer og potentialer, som undersøgelsen peger på, kalder på samarbejde på tværs af kommunens forvaltninger, institutioner og lokale fællesskaber. Resultaterne kan derfor indgå i kommende politiske prioriteringer og peger på muligheder for at styrke forebyggelsen, mindske uligheden i sundhed og understøtte borgernes muligheder for et godt og sundt liv.
Region Hovedstadens Sundhedsprofil 2025 uddeles i fysisk eksemplar på mødet.
Lov- og plangrundlag Ingen.
Økonomiske konsekvenser Ingen.
Tidsplan Ingen.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kilde: Rødovre Kommune, Social- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 6. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.