Roskilde
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKøgeLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsTårnbyVallensbækViborgVordingborgAlle kommuner

Besluttet 28. september, Skole- og Børneudvalget, Roskilde

Indførelse af tablets som klassesæt for hele indskolingen - 0. - 3. årgang efter høring

Skole- og Børneudvalget besluttede den 8. juni 2026, at sende forslag til indførelse af tablets som klassesæt for hele indskolingen - 0. - 3. årgang i høring. Sagen har været i høring hos skolebestyrelserne samt på kommunens høringsportal.

Skoler og børn

Kort fortalt

Hvem
Skole- og Børneudvalget, Roskilde Kommune
Hvornår
Mandag 28. september 2026
Status
Besluttet. Godkendt. Samuel Rützou (C), Jesper Tangbæk (C) og Jeppe Trolle (B) kan ikke tiltræde og ønsker model 2. Herefter begærer Jeppe Trolle (B) sagen i byrådet. Fremstilling.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at der indføres tablets som klassesæt efter model 1 for elever i 2. og 3.
klasse.

Beslutningskompetence
Skole- og Børneudvalget

Sagsfremstilling

Skole- og Børneudvalget besluttede den 8. juni 2026 at sende forslag om indførelse af tablets i
hele indskolingen fra 0.-3. årgang i høring hos skolebestyrelserne samt på kommunens
høringsportal. Forslaget indeholdt forskellige modeller for indførelse af tablets som klassesæt
for hele indskolingen.
I dag har alle skoler klassesæt til elever i 0. og 1. klasse. Skolerne har 1-2 klassesæt afhængig
af antallet af spor på skolen. Der er altså som udgangspunkt ikke et klassesæt pr. klasse.
Uafhængigt af hvilken model, der anvendes, vil der være elever med særlige forudsætninger,
der har behov for tablets, ligesom elever med ordblindhed skal have adgang til en IT-rygsæk.
Model 1 - Klassesæt for 2. og 3. årgang, efter samme model som til 0. og 1. klasse
Med denne model har hver skole 1-2 klassesæt afhængig af antallet af spor til 2. og 3. klasse i

stedet for personlige enheder. Dermed skal der fremover anvendes færre antal tablets end i
den nuværende ordning, da klasserne vil gå fra at hver elev har en personlig tablet, til at
klasserne skal deles om de tablets der indgår i klassesæt. Forvaltningen vurderer, at der med
denne model skal være i alt 27 klassesæt i Roskilde Kommune til de to årgange på alle skoler.
Med denne model, hvor der indføres delte klassesæt med tablets til 2. og 3. årgang, vil der
være behov for indkøb af og adgang til andre læremidler end de digitale, der i dag anvendes
på tablets.
Model 2 - Klassesæt for 2. og 3. årgang, hver klasse har sit eget klassesæt
Med denne model udleveres der ikke personlige tablets til alle elever i 2. og 3. klasse, men
hver klasse har sit eget klassesæt. Dermed vil der fortsat være samme antal tablets for 2.-3.
klasserne, som i den nuværende ordning, men de vil blive opbevaret og brugt som klassesæt i
stedet for at blive udleveret som en personlig enhed for den enkelte elev. Forvaltningen
vurderer, at der med denne model skal være i alt 88 klassesæt i Roskilde Kommune til de to
årgange på alle skoler.
Høringssvar
Forslaget har været i høring i perioden den 10. juni - 4. september 2026. Forvaltningen har
modtaget 20 høringssvar, som fremgår af bilag. Der er 12 skolebestyrelser, 1 LMU og 7 private
borgere, der har afgivet høringssvar. Sammendrag af høringssvarene fremgår af bilag.
Høringssvarene viser overordnet opbakning til at begrænse brugen af personlige tablets i
indskolingen og i stedet anvende digitale enheder som klassesæt, når det er fagligt og
pædagogisk begrundet. Flere fremhæver, at digitale læremidler skal supplere og ikke erstatte
bøger, håndskrift, dialog, leg, bevægelse og praktiske aktiviteter. Enkelte høringssvar ønsker
tablets helt fjernet eller foreslår, at ordningen først afprøves og evalueres.
Der peges samtidig på, at elever med særlige behov fortsat skal have stabil og individuel
adgang til nødvendige digitale, kommunikative og handicapkompenserende hjælpemidler, som
tablets kan være for denne elevgruppe. I høringssvar peges der også på, at indførelse af
tablets som klassesæt for hele indskolingen forudsætter central finansiering, tidssvarende
analoge læremidler, teknisk support, sikker opbevaring, kompetenceudvikling samt tydelige
rammer for skærmbrug og digital sikkerhed. Enkelte anbefaler, at skolerne får lokal fleksibilitet
til at tilrettelægge anvendelsen ud fra elevernes og undervisningens behov.
Enkelte høringssvar forholder sig konkret til organiseringen af klassesættene. Himmelev Skole
anbefaler klassesæt til hver klasse i 2. og 3. klasse og fraråder deling mellem klasser, mens
Absalons Skole og en privat borger peger på færre klassesæt til deling. Gadstrup Skole
anbefaler, at antallet tilpasses de planlagte aktiviteter og lokale forhold. Der er således ikke en
entydig tilkendegivelse i høringssvarene om en bestemt model for antallet af klassesæt. Flere
høringssvar anbefaler, at der ud over de fælles klassesæt afsættes en særskilt pulje af
personlige digitale enheder til elever med særlige behov samt opmærksomhed på
spidsbelastningsperioder i forbindelse med afviklingen af fx nationale test.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser i 2026, da en beslutning om ændring af
antal enheder træder i kraft med en ny leasingaftale i 2027.
Hvis IT udstyr skal opbevares på skolerne som klassesæt, så er der en række
forsikringsmæssige krav, der skal være opfyldt fx tyverisikring og fastboltrede sikkerhedsskabe
samt mulighed for opladning. Ved en beslutning om, at der fremover skal være klassesæt for 2.
og 3. klasse, vil der være en engangsudgift på ca. 33.000 kr. pr. klassesæt til
sikkerhedsskabe.
Økonomiudvalget vedtog den nuværende leasingaftale for IT udstyr på skoleområdet den 10.
februar 2021. Skole- og Børneudvalget besluttede den 12. februar 2024 at forlænge den
oprindelige leasingaftale med et år i forbindelse med en besparelse på IT udstyr på
skoleområdet i budget 2024. Det betyder, at den nuværende leasingaftale udløber den 31.
december 2026. Forvaltningen planlægger med, at der i 4. kvartal 2026 skal behandles en sag
om ny leasingaftale. I den forbindelse vil der indgå økonomiske beregninger af omkostningerne
til nyt IT udstyr til personale og elever i skoler og klubber, herunder den økonomiske betydning
ved den beslutning, der træffes om fremtidige tablets til elever i 2. og 3. klasse.
Forvaltningen gør opmærksom på, at der må forventes prisstigninger ved en ny leasingaftale i
forhold til den nuværende.
Økonomi - model 1
Ved klassesæt til 2. og 3. årgang efter samme model som for de nuværende 0. - 1. klasser vil
det medføre en engangsudgift til sikkerhedsskabe på ca. 900.000 kr.
Ved denne model skal der købes færre tablets, når der indgås en ny leasingaftale, end der
skal, når der er personlige tablets til hver elev. Der vil modsat være udgifter til andre
læremidler. Forvaltningen vurderer, at udgifter til andre læremidler kan beløbe sig til ca. 3 mio.
kr. årligt. Forvaltningen kender ikke prisen ved en ny leasingaftale, men kan oplyse, at ved
priserne i den nuværende leasingaftale (fra 2021) ville en reduktion i antallet af iPads medføre
en mindreudgift på ca. 4 mio. kr. Forvaltningen bemærker, at der med en ny leasingaftale
forventes højere priser end der har været med den nuværende. Der vil være en samlet
merudgift på 3,9 mio. kr. og en forventet mindreudgift ved de nuværende leasingpriser på 4
mio. kr. ved denne model.
Økonomi - model 2
Ved klassesæt til 2.-3. klasser, så hver klasse har sit eget sæt vil det medføre en
engangsudgift til sikkerhedsskabe på ca. 2,9 mio. kr. Dermed er der en højere udgift til
sikkerhedsskabe i model 2 end i model 1.
Ved denne model skal der indkøbes det samme antal tablets, som i dag, hvor der er personlige
tablets. Dermed vil der være en højere udgift til antallet af tablets i model 2 end i model 1. I
modsætning til model 1 er der ikke i model 2 udgifter til andre læremidler, da den enkelte elev
fortsat har samme adgang til læringsportaler som i dag, når der er tablets til hver klasse. Der vil
være en samlet merudgift på ca. 2,9 mio. kr. ved denne model.

Beslutning

Godkendt.
Samuel Rützou (C), Jesper Tangbæk (C) og Jeppe Trolle (B) kan ikke tiltræde og ønsker
model 2. Herefter begærer Jeppe Trolle (B) sagen i byrådet.

Fremstilling

Kilde: Roskilde Kommune, Skole- og Børneudvalget, referat fra mødet mandag 28. september 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.